Hvis man gerne vil have en bog, der kan vare en god bid af ferien, så er der garanti for såvel sublim underholdning som kvalitet hos Kim Leine og ”Rød mand/sort mand” (Gyldendal). Med sin murstensroman om koloniseringen af Grønland i 1728, om præsten Hans Egede og om åndemageren Aappaluttog fik han anmelderne til at lægge sig fladt ned.
Således var der fuldt hus og seks stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten, Fyens Stiftstidende og Nordjyske og Politiken, hvor Bjørn Bredal blandt andet mente, at ”Kim Leine skriver som et isbjerg, der kælver. Ordene brager ud af hans fantasi”.
Også de aviser, der kvitterede med fire eller fem stjerner, mønstrede stor begejstring, og det samme gjorde anmelderne i aviserne uden numerisk vurdering, Klaus Rothstein og Erik Skyum-Nielsen, som ellers ikke nødvendigvis rutter med roserne, men som i henholdsvis Weekendavisen og Information mente, at det var ”vildt og vildt godt” og ”berigende og bevægende” samt en ”en original leg med historieromanen som genre”.
”Rød mand/sort” mand er en selvstændig fortsættelse af ”Profeterne i evighedsfjorden” (Gyldendal), som indbragte Kim Leine Nordisk Råds Litteraturpris i 2013. Den modtog Inger Christensen aldrig, men i 1994 blev hun tildelt Det Svenske Akademis Nordiske Pris, som også bliver kaldt Den Lille Nobelpris. Og i foråret var der nyt til hendes mange læsere. Inden sin død i 2009 deponerede hun nemlig sit personlige arkiv på Det Kongelige Bibliotek, og det rummede alt fra færdige og signerede digte over fragmenter til romanprojekter og diverse strøtanker. Det er Inger Christensens søn Peter Borum og den svenske digter Marie Silkeberg, der har gennemgået arkivet og udvalgt de godt 900 sider, der udgør bogen ”Verden ønsker at se sig selv”, som høstede seks stjerner i såvel Berlingske som Kristeligt Dagblad. Morgenavisen Jyllands-Posten og Nordjyske uddelte fem, og Politiken landede på fire. I en næsten ekstatisk anmeldelse i Weekendavisen skrev Lars Bukdahl blandt andet, at udgivelsen var ”en hel månebagside af rige og overrumplende åbenbaringer”, mens Tue Andersen Nexø i Information beskrev det som ”en svimmel lykke at vandre rundt i Inger Christensens efterladte skitser, udkast og lejlighedstekster”.
En anden af Danmarks store var også aktuel i bogform i foråret, nemlig Kronborg i Helsingør. Ifølge anmelderne er ”Kronborg” både et stor-, pragt- og hovedværk, der vil få klassikerstatus, hvis retfærdighed sker fyldest.
Det er historiker og museumsinspektør Poul Grinder-Hansen, der har forfattet teksten, og Roberto Fortuna, der har taget fotografierne, og sammen fortæller de såvel fæstningens som slottets 600 år gamle historie – om ødelæggelser, krige og genopbygninger og om de mennesker, der i tidens løb har boet, arbejdet, kæmpet og lidt i de gamle bygninger. Værket fik seks stjerner i Berlingske, ditto hjerter i Politiken og følgende ord med på vejen fra Weekendavisens Ulrik Langen:
”Kronborg er et enestående slot og fortjener en stor samlet fremstilling som det just udkomne værk.”
Christian IV, der som bekendt var konge over både Danmark og Norge, lod i 1629 slottet genopbygge efter en brand, og netop vores naboer mod nord leverer i disse år nogle imponerende værker. Det gælder ikke mindst Erika Fatland, der tidligere har udgivet blandt andet ”Året uden sommer – fortællinger fra Utøya” og ”Englebyen – historier fra Beslan”.
Nu er hun så aktuel med endnu en bog, nemlig ”Grænsen” (Informations Forlag, oversat af Hans Henrik Westh), hvor hun inviterer læseren med rundt langs verdens længste grænse, Ruslands, der tæller ikke mindre end 60.932 kilometer. Hun har været på farten i 259 dage og besøgt Ruslands 16 nabolande fra Nordkorea til Nordnorge gennem Nordøstpassagen, og det har resulteret i en ganske imponerende bog, hvis man skal tro anmelderne. De kvitterer med fem stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken og Kristeligt Dagblad, mens der er seks fra Nordjyske og desuden glimrende skudsmål i Weekendavisen og Information, hvor Tine Roesen blandt andet skrev, at ”Grænsen” var ”et imponerende ambitiøst og overvældende detaljeret storværk”.
Foråret bød desuden på endnu en norsk skildring af familieliv og parforhold, Helga Flatlands ”En moderne familie” (Turbine, oversat af Karen Fastrup). Hos Flatland, som modtog den norske Bokhandlerpris for sin roman, er det imidlertid ikke forældregenerationen, der bryder op og lader sig skille, men derimod bedsteforældregenerationen, der efter et 40 år langt ægteskab beslutter sig for, at det skal være slut. De er færdige med familieprojektet – men det er deres tre børn ikke, og gennem deres synsvinkler fortælles en historie om tilhørsforhold, opbrud og konsekvenser. I Information er Nanna Goul spaltet og læser romanen som ”et nuanceret, men også kritisk portræt af de involverede i en sen, moderne skilsmisse”, men omvendt synes hun også, at det er en roman, der ”har iklædt sig modernitet, men som indeni himler som et protestantisk bibelmøde fra det forrige århundrede og har omtrent de samme kerneværdier”, mens både Politiken og Kristeligt Dagblad slutter sig til det første udsagn og kvitterer med henholdsvis fem hjerter og stjerner til Helga Flatlands skildring af livet i en moderne familie. God læselyst og god sommer.
I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.