I USA er man fælles om en række principper og idealer, der ikke har ændret sig i nævneværdig grad siden landets uafhængighed fra den engelske konge i slutningen af 1700-tallet.
Det er stadig privat ejendomsret, adskillelse af stat og kirke, iværksættermentalitet, patriotisme og en håndfuld andre markører, der definerer det store indvandrerland.
Men bag den markante nationale enighed har USA altid sydet og boblet i et inferno af indre splittelse. Landet er født i konflikt, og den revolutionære gnist er aldrig blevet slukket. Borgerkrigen var ved at splitte landet i midten af 1800-tallet, så kom masseindvandringen i slutningen af samme århundrede, så brød Første Verdenskrig ud, så kom depressionen, derpå Anden Verdenskrig, så mccarthyismen, Vietnam, raceuroligheder, ungdomsoprør og så videre, og når man rundt om alt dette strør endnu flere historiske opgør og krige – mod indianere, mexicanere, panamanere, russere og mange andre – så bliver det ganske svært at finde et årti, ja et år, en måned, ja, bare en god uges tid, hvor USA ikke har været ved at koge over af indre splittelse.
Den amerikanske forfatter Philip Roth har engang sagt, at 1960'erne og 1970'erne var så turbulente, at man som fiktionsforfatter måtte give op. Selv i sin vildeste fantasi kunne forfatteren ikke finde på så megen farverigdom og grænsesprængende adfærd, som den amerikanske virkelighed diskede op med i disse år.
Så hvordan skal vi på denne side af Atlanten lodde dybden af nutidens kulturkrig mellem på den ene side regeringskritiske, religiøse Tea Party-oprørere på højrefløjen og på den anden side verdslige, Big Government-fortalere i den kreative klasse på venstrefløjen? Er det ikke bare en variation over et godt og vel 200-årigt amerikansk tema, som vel finder sin løsning hen ad vejen på trods af dystre forudsigelser fra propagandister på begge fløje om USA?s snarlige undergang?
"Man ved aldrig, hvor overfladisk noget er, eller hvor dybt noget er. Dét er vel et håb. Men jeg er meget nedtrykt over det hele. Demagoger på begge fløje trækker USA væk fra landets oprindelige og historiske mening."
Ordene kommer fra Marilynne Robinson (født 1943), der er USA's største kristne forfatter og – mener mange – blandt de allerbedste overhovedet. Hun udgiver bøger i et meget uamerikansk tempo: tre romaner på 30 år ("Hus og hjem", "Gilead" og "Hjemme") og så nogle essaysamlinger. Resten af tiden underviser hun i skrivekunst og litteratur på universitetet i sin hjemby i Iowa. Robinson er i Danmark til bogmesse og foretrækker at mødes på sit hotel her i København og ikke i Forums larmende hal.
Det forstår man godt. Hvad laver denne fine, kultiverede, eftertænksomme, poetiske filosof af en forfatter da også midt i støjen fra krimi- og kogebogsforfattere, tænker man, inden man overmandes af det fantastiske i, at denne samvittighedsfulde tænker, der ellers foretrækker et stille liv uden for mediernes søgelys, er på et meget sjældent besøg Danmark. Hun er lige landet fra USA og kommer 10 minutter for sent til interviewet. Ikke fordi hun er hastet ind med blinkende lys fra lufthavnen som den verdensstjerne, hun rent faktisk er, men fordi hun trængte til et lille blund på værelset og sov over sig. Det undskylder hun på høflig amerikansk vis en masse gange og kaster sig ellers over hotellets kaffe, som hun drikker sympatisk meget af under interviewet.
Hvorfor er du nedtrykt? Er der ikke også en masse håb i USA? For to år siden blev Obama valgt, og vel er han ikke lige populær alle steder i dag, men begejstringen dengang var da til at tage og føle på?
"Jo, men det føles som så længe siden. For to år siden var vi på vej væk fra al uenigheden, men nu ...," siger Robinson og lader fortsættelsen hænge i luften. Og tager fat et andet sted:
"Det er så svært at forstå et land som USA og forlige sig med, at de valg, vi træffer, har enorm betydning. Det er meget trist at se, hvordan destruktive kræfter udnytter situationen i dag. De moderate stemmer, der engang råbte op og sagde: 'Dette er ikke rimeligt', gør det ikke længere. Jeg aner ikke, hvad der sker. Men meget af det, der kalder sig religion i dag, vil jeg gerne høre definitionen på, for det lyder ikke som kristendom i mine ører," siger Robinson og ler på en lidt tør og stilfærdig måde, der antyder, at der bag pessimismen ligger en viden om, at tingene kan blive anderledes igen. For amerikanerne kender ikke altid deres historie:
"Jeg underviser i Det Nye Testamente dette semester, og de studerende er meget interesserede, fordi Bibelen, når man læser den, er så anderledes end det ry, som kristendommen har fået."
"I det hele taget taler klassikerne til de unge. Vores klassiske litteratur, især forfatterne Emerson og Thoreau, opfordrer til introspektion og stilhed. Og eftersom disse forfattere kom så tidligt i landets historie og har været så indflydelsesrige, har de påvirket uendelig mange amerikanere med deres ideal om det enkle liv. Det taler til unge mennesker i dag. De elsker "Moby Dick" (Herman Melvilles hvalfangerroman fra 1855, red.), og en digter som Emily Dickinson har været mine studerendes største læseoplevelse i år. De gamle giganter er stadig giganter."
Selvom USA er splittet, er Robinson ikke forfattertypen, der står på sidelinjen og begræder tingenes tilstand. Hun deltager aktivt i debatten mellem fortalerne for henholdsvis tro og videnskab i USA.
Med forfattere som Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens har ateisterne/nypositivisterne/oplysningsfortalerne – kære – og knap så kære, vil Robinson sige – børn har mange navne – skabt en intellektuel base og en fælles front, hvorfra angreb på religionens plads i det offentlige rum sættes ind med varierende styrke.
Som kristen tænker er det naturligt for Marilynne Robinson at deltage i debatten, som hun blandt andet gør i sin seneste bog, "Absence of Mind", der blev anmeldt her i avisen af Henrik Jensen, da den udkom i USA. Heri kritiserer hun forfattere som de nævnte for både at misrepræsentere religionen, blandt andet som et fænomen, der giver svage og usikre mennesker en fast kurs i livet, eller som en drivende faktor bag alle krige ("Come on! Som om romerne og grækerne ikke var vilde efter at udføre alle tænkelige modbydeligheder mod hinanden" som hun siger, igen med en lille latter).
Men hun kritiserer også ny-ateisterne for at fejlrepræsentere videnskaben, "og jeg hader at se fænomener fremstillet forkert":
"Jeg tror, at problemet er hele deres verdensbillede. De tror, at videnskabsmænd billedligt talt har denne lille værktøjskasse, og med den kan de løse alle problemer og forklare alle fænomener. Men hvis man rent faktisk læser de store fysikere – folk, der prøver at finde ud af, hvad tiden er, eller hvad tyngdekraften er, eller hvorfor der er noget og ikke intet, dette mest oprindelige spørgsmål af dem alle – alle disse spørgsmål er der ikke tilstrækkelige svar på alene i et videnskabeligt verdensbillede."
"Jeg taler selv fra en kristen tradition og vil ikke udtale mig om andres religioner, men hæfter mig ved, at allerede de tidligste bibelske skrifter går til kernen af, hvad det vil sige at være menneske. De er skrevet, så mange år før at videnskaben havde nogen idé om, hvad mennesket er, og hvad det levende mysterium, som det at være menneske er, betyder. Den unikke intuition fra Første Mosebog, at alle mennesker stammer fra den samme familie, er en utrolig dyb indsigt, og det har ikke mindst etiske konsekvenser. Når menneskeheden er én familie, giver det mening at gøre noget, som, man håber, har værdi om to generationer. Men der er intet i eksempelvis Hitchens? forfatterskab, der antyder en etik, der er hentet uden for videnskaben."
Hvor stor betydning har Richard Dawkins og de andre i USA i dag? Har de mange læsere?
"Ja da. Jeg er jo en af dem, så en læser er ikke en beundrer. Jeg ville bare ønske, at debatten fandt sted på et højere niveau, for det er en stimulerende menneskelig aktivitet at deltage i denne debat. Men mindre fjendtlighed og mere refleksion fra begge sider ville gøre godt. Jeg tror dog, at Dawkins efterhånden har udtømt sine muligheder, han virker så antagonistisk, at mange, også beundrere, tvivler på, at han kan levere det intellektuelle skyts."
Kan du slet ikke se nogen fordele ved at være ateist?
Marilynne Robinson ler igen sin klukkende latter og hælder mere kaffe op:
"Jo, i teorien. Og folk må tro, hvad de vil, det er vigtigt for mig at sige. Der er også sket meget i de seneste 20 år, der har fået religionen til at fremstå i et dårligt lys, så at være ateist nu er langt mere tilgiveligt end tidligere. Og det er langt bedre end at være en hykler eller en af de mange, der bevidst sår had og skaber oprør i de politiske vande."
Med religionens dårlige fortalere hentyder Robinson blandt andet til de islamister, der stod bag terrorangrebet på USA i 2001, og som har været med til at skabe konflikt mellem to religioner, der ellers for det meste har levet sammen i fordragelighed i USA:
"Jeg ved ikke, hvor megen spænding der i virkeligheden er mellem islam og kristendom i USA. I Cedar Rapids i smukke Iowa har vi den ældste moské i USA, der har ligget der siden det 19. århundrede. Der har kristne og muslimer altid haft det fint sammen. Der er absolut ingen grund til at kritisere en hel religion, fordi nogle enkelte mennesker udfører barbariske handlinger i dens navn."
Religiøse og historiske konflikter spiller en stor rolle i den roman, der nok er Robinsons mest kendte, nemlig "Gilead", som hun fik Pulitzerprisen for i 2005. Den handler om præsten John Ames, der forbereder sig på at dø og skriver en række breve og livsanvisninger til sin lille søn, hvor blandt andet USA's antislaveribevægelse inddrages.
De sidste ord i "Gilead" er, i forfatteren Ida Jessens danske oversættelse: "Jeg vil bede for, at du må blive en modig mand i et modigt land. Jeg vil bede for, at du må finde en måde at gøre dig nyttig på. Jeg vil bede, og bagefter vil jeg sove."
Hvorfor disse ord?:
"Normalt ved jeg ikke helt, hvor mine romaner ender, men jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg har en ph.d. i litteratur, så jeg ved jo et eller andet om romankomposition," siger Robinson og klukker igen.
"Dette føltes som det rigtige sted at slutte. En af de ting, der altid har optaget mig, er, hvordan mennesker har forstået deres historiske tid, og hvordan de har handlet modigt i den tid. Sådanne overvejelser fik mig til at læse teologerne Dietrich Bonhoeffer og Karl Barth, men førte mig også til studier af antislaveribevægelsen i USA, der virkelig rummer mange bevægende historier og et stort mod, som mange har glemt i dag. Det forstår jeg ikke helt: Hvordan noget meget vigtigt kan blive glemt og på samme tid være til stede. Men jeg har oplevet igen og igen, at hvis man gør folk bevidste om deres historie, betyder den virkelig noget for dem. De ser, hvordan et liv også kan være."
Robinson smiler igen. Hun udstråler, at hun har masser af tid, i komplet kontrast til virkeligheden, for udenfor venter bogmessen og sceneoptræden for hendes danske læsere og senere middag med hendes danske forlægger og oversætter.
Udenfor venter også en fotograf, men han kommer ikke ind, for Robinson bryder sig ikke om at blive fotograferet. Til gengæld skriver hun venligt i mit medbragte eksemplar af "Gilead" med den smukke, lysegrønne forside, hvor et kors træder frem i et frønnet træværk. Træet er lidt splintret, men korset er ikke splittet. Og det er USA heller ikke. Vel?
Man ved aldrig, hvor overfladisk noget er, eller hvor dybt noget er.
Læs mere om Marilynne Robinson i bogen "Historier om Amerika. Aktuelle strøminger i USA's litteratur" (forlaget Bahnhof), hvor Kristeligt Dagblads USA-korrespondent, Sidsel Nyholm, skriver om Robinsons bøger og betydning.
Marilynne Robinson om hvor hun får sin inspiration fra: "Det mest ærlige svar ville være at sige, at det ved jeg ikke. Jeg tror, at min læsning som barn har påvirket mig mest. Og så har jeg læst teologi i årevis og studeret de bibelske skrifter på forskellig vis. Jeg tænker over ting. Og på et eller andet tidspunkt har jeg udviklet en vane med at sætte tingene i en større ramme."
...hvorfor hun skriver så få bøger: "Måske havde jeg skrevet mere hvis jeg ikke underviste så meget. Jeg har andre interesser, og de er vigtige for mig. Jeg vil ikke opgive dem. Jeg bliver ofte sammenlignet med Harper Lee, der skrev "Dræb ikke en sangfugl," og det minder en om, at der er forfattere i amerikansk litteratur, der er mindre produktive end jeg. Jeg tænker ikke på det på den måde, men er glad for ikke at være under noget pres."
...hvordan hendes romaner hænger sammen med hendes essaysamlinger: "Det er et hele. Det kan jeg se i tilbageblik! Jeg skriver om det, der optager mig. Mine romaner er en hyldest til og et argument for det almindelige menneskelige liv. Og min non-fiktion er min måde at komme overens med de påvirkninger og kræfter i samtiden, der er fjendtlige over for tanken."
...at blive gammel og dø: "Man får en øget forståelse for mennesket og f.ølelser for det, når man erkender, hvor kortvarigt et fænomen livet er. Tænk at få alt, det man investerer i at få børn til verden og gøre dem voksne. Sådan noget interesserer mig mere nu. Døden er et stort problem. Jeg må antage, at det er en del af en større virkelighed, der svarer til den menneskelige værdighed."
...USA: "Amerika er så enormt, og der er så meget, som foregår hele tiden, at man glemmer, at der er masser af mennesker, som lever i små, stille lommer. New York og Los Angeles er ét indtryk, Iowa City et andet. Du kan i meget vidt omfang vælge dit eget liv i USA."