En særlig græsk gudinde bliver flot analyseret

Grundigt filologisk tekstarbejde i bog om gudinden Afrodite

En særlig græsk gudinde bliver flot analyseret

”Hvad er livet, hvad er nydelsen uden den gyldne Afrodite?”, spurgte den græske digter Mimnermos i det syvende århundrede f.Kr. Afrodite var en smuk gudinde, som tog sig af kærlighed, både i erotikken og i ægteskabet. Men ellers er hun skildret ret forskelligt i den tidlige græske digtning.

Hesiod lader hende være en af de allertidligste græske guder, datter af Himlen og Havet, mens Homer lader hende være datter af Zeus. På samme måde er hendes relation til mænd forskellig. I Homers ”Odysséen” er hun gift med smedeguden Hefaistos, men bedrager ham sammen med krigsguden Ares. I den såkaldte Afrodite-hymne, der er overleveret i Homers navn, står hun i et forhold til trojaneren Anchises og bliver mor til Æneas, ophavsmanden til Rom.

Den tidlige græske digtning handler mest om krige. I den sammenhæng er Afrodite en svag gudinde, som både mere krigeriske guder og krigsglade mænd kan håne. Krig og kærlighed går dårligt i spænd. Men inden for feltet forførelse og frugtbarhed er Afrodite på hjemmebane og stærk.

Kristoffer Maribo Engell Larsen har i denne bog undersøgt Afrodites familie, virkeområder, forhold til de øvrige guder, til menneskene og hendes epiteter, altså de tillægsord, der beskriver hende.

Det er en grundig sproglig og litterær analyse af en type, som kun få behersker i dag. Indimellem er bogen præget af at være besvarelsen af en guldmedaljeopgave ved universitetet, med syv opsummeringer og tre sammenfatninger. Men arbejdet er solidt og viser ganske interessant, hvordan de forskellige forfattere smidigt tilpasser billedet af Afrodite, så det understreger de pointer, de søger i deres værker.

For eksempel er Afrodite i ”Iliaden” en svag gudinde, der fremstår som et psykologisk udtryk for Helenas seksualdrift, der gør Helena svag, mens Afrodite omvendt i ”Odysséen” er en utro hustru til Hefaistos, hvorved hun er en kontrast til Odysseus’ trofaste hustru Penelope. Denne smidighed i fremstillingen af Afrodite er mulig, fordi græsk religion ikke var defineret af kanoniske skrifter, men gennem lokale kulter og i mundtligt overleverede fortællinger.