En og anden kunne få den kætterske tanke, at nu måtte der være skrevet nok biografisk om Adolf Hitler – et slag på tasken er et sted mellem 100.000 og 120.000 bøger og artikler internationalt.
Men sådan spiller klaveret ikke i historie-industrien. Dels er der en åbenbart uudtømmelig læserinteresse for alt, hvad der har med Anden Verdenskrig og Det Tredje Rige at gøre, og dels befinder vi os netop nu i en politisk konjunktur, hvor sammenligningerne florerer mellem, hvad vi roder rundt i i dag, og hvad der skete af modbydeligheder i mellemkrigstiden. Der findes endda dem, der ser aktuelle reinkarnationer af Hitler allevegne. De ved nok ikke bedre.
Sagen er vel, at den slags sammenligninger kan være meget underholdende et stykke ad vejen, men at det ikke giver mening, hvis man tror, at historien gentager sig. Det gør den ikke, men mens vi er optaget af at sikre os, at gamle ulykker som nazismen ikke vender tilbage, sker der måske noget helt nyt og ubehageligt bag ryggen, som man ikke er opmærksom på.
Hitler kan vendes og drejes i det uendelige, men sandt at sige var hans indflydelse på historien også enorm. Han har en særlig position i temaet om ”individets rolle i historien”. Hertil kommer dette med hans relation til det tyske folk – jo mere skyld man kan lægge ved Hitlers fødder, desto mere kan man frikende tyskerne og hans håndgangne mænd.
Da Ian Kershaw for en halv snes år siden udgav sin biografi på 1100 sider om manden, med den lakoniske titel ”Hitler”, kaldte man den definitiv. Siden er der imidlertid kommet en lille håndfuld nye, store biografier; fra Tyskland Peter Longerichs på knap 1350 sider fra 2015 samt Volker Ullrichs 900-siders værk fra 2018. Og her kommer nu Cambridge-historikeren Brendan Simms’ bud på dansk: ”Hitler”, med undertitlen: ”Kun hele verden var nok”. Den er på knap 900 sider. Genren byder ikke just på kortfattethed.
Simms kommer med en ny vinkel på Hitler: I modsætning til, hvad vi har vænnet os til at tro, var Hitler ikke specielt optaget af Sovjetunionen og bekæmpelsen af kommunismen. Han havde ingen respekt for Stalins magt, hvilket som bekendt skulle svie til ham i sidste ende. Nej, hvad der derimod virkelig optog ham gennem hele hans politiske karriere, hvis man kan kalde den det, var den angloamerikanske verdensmagt, som han så som et udslag af englænderes og amerikaneres raceoverlegenhed!
Det var en forestilling, der blev motivationen bag hans politiske modning. Simms mener, den stammer helt tilbage fra hans deltagelse i Første Verdenskrig, hvor han i det andet slag ved Marne i 1918 oplevede at blive løbet over ende af nytilkomne amerikanske soldater – ”sunde, velvoksne mænd”, som han senere formulerede oplevelsen i taler, ”mænd af vort eget blod, som vi havde deporteret gennem århundreder, og som nu stod klar til at trampe selve moderlandet ned i mudderet”. Det forblev ifølge Simms en (tvangs)tanke hos Hitler, at rygraden i den amerikanske befolkning var tyske immigranter, som var blevet overflødige i moderlandet.
Kapitalismen og den anglo-amerikanske verdensmagt forblev Hitlers største fjende, mener Simms, godt hjulpet af ”de internationale jøder”. Simms forestiller sig i dét lys, at Hitlers antisemitisme var sekundær, en udløber af hans antikapitalisme og ”antiangloamerikanisme”. Hitler forblev fikseret på jødernes store internationale magt, som han ifølge Simms overdrev helt vildt.
Hitlers syn på sin egen tyske Herrenrasse var derimod ambivalent, mener stadig Simms, præget på den ene side af, hvad han håbede det tyske folk kunne udvikle sig til under hans førerskab, og på den anden af, hvad han fornemmede var tysk underlegenhed over for ”angelsakserne”, jævnfør slaget ved Marne. Simms mener, at man i historieskrivningen har fokuseret alt for ensidigt på, hvad han kalder Hitlers ”negative racehygiejne” – udryddelsen af jøderne og andre – mens man har set bort fra mandens idéer om ”positiv” racehygiejne, alt, hvad der skulle til for at hæve tyskerne op på niveau med deres engelske og amerikanske rivaler. Mange af Hitlers ”velfærdsstatstiltag” i 1930’erne handlede om dette.
Det er vigtigt at understrege, at hvad Simms eksplicit beskæftiger sig med i bogen, er Hitlers tanker, idéer og hensigter, ikke hvad manden faktisk ”udrettede”. Han ønskede at skabe, hvad han så som racehomogenitet ved at besejre den kapitalistiske verdensorden og derved arbejde for et klasseløst samfund. Hitlers retorik var hele vejen langt mere antikapitalistisk end antikommunistisk, mener Simms. Det er nu tvivlsomt, om det holder stik.
Tidligere forskning har ikke, anser Simms, tilstrækkeligt anerkendt Hitlers ”demografiske besættelse af den tyske udvandring og dens centrale betydning for hans verdensanskuelse”. Forbindelsen mellem hans anti-semitisme og hans antikapitalisme bemærkes, men er ikke tidligere blevet tilstrækkeligt forstået, ligesom heller ikke omfanget af hans bekymring over det tyske folks svaghed og mangel på sammenhængskraft.
Hvis man vil frem i Hitler-forskningen, må man sætte sit synspunkt på spidsen, og det gør Simms sandt for dyden. Han betragter ikke sit værk som ”additivt”, men ”substituerende”, hvilket betyder, at han mener, der med bogen er tale om afgørende nytænkning, ikke bare et tillæg til den hidtidige fremstilling af Hitler.
Det er alt sammen meget interessant, og bogen får blodet til at rulle, noget af det helt op i hjernen. Bogen er detaljerig, velskrevet og veloversat, og den lever op til alle akademiske normer med sine 100 sider noter med meget små bogstaver – hvis man er i sin såkaldt bedste alder skal man mindst have +2,50 i læsebriller for at læse dem.
Om den er helt overbevisende, er en anden sag. Hitler var på kant med stort set resten af verden, han sagde så meget – hvad han faktisk gjorde, er vigtigere. Af det kan meget forklares ved hans indgroede revanchisme efter Første Verdenskrig: Han ville have hævn. Det var nok mest i den sammenhæng, han med nogen bæven så frem til konfrontationen med ”angelsakserne”, som da også viste sig at blive skæbnesvanger, da den kom.
Hitlers antisemitisme var primær, ikke sekundær, og hvor umulig den end stadig er at fatte, var den et effektivt redskab for politisk kontrol. Han krævede ganske rigtigt lebensraum og vendte vel netop derfor blikket mod øst. Hvad han ville have gjort, hvis Ruslands-felttoget var lykkedes, kan ingen vide. Som Simms rigtigt noterer, kom det til et punkt, hvor det for Hitler og for det tyske folk blev et spørgsmål om alt eller intet. Det blev som bekendt intet. Folket stod ikke mål med opgaven.