Prøv avisen

En hjemløs vender hjem

Foto: Modtryk

Kompleks og nærværende roman af Lis Vibeke Kristensen, der skriver myndigt og indsigtsfuldt

Det var i den korte, glødende kirsebærtid. Hans elskede gav ham en blå skjorte en meget symbolsk skjorte. En anden i samme nuance viste sig uopdrivelig, da alt var forbi. I Paris opsøgte han ellers det sted, hvor den var købt. Men forretningen var forsvundet: Han ankom til en isbar, lige så symbolsk som skjorten.

Efter kærligheden fulgte vinterkulden. Kirsebærrene blev til snebær.

Men til sidst bliver det blomstringstid igen, dog af en ganske anden slags end den første. Men ikke desto mindre er det livet, der vender tilbage. Den ene fod foran den anden, ét skridt ad gangen. Det er nu, han begynder.

Den begyndelse er romanens slutning. Den lange rejse gennem den komplekse og nærværende historie går fra tomhed til ny fylde.

Hovedpersonen er en østtysker, der i 1950erne er en lovende skuespiller ved DDRs førende teater, hvis kvindelige chef og stjerne han har et lidenskabeligt kærlighedsforhold til, smukt og heftigt beskrevet, den totale erotik.

LÆS OGSÅ: Værdigt om en vigtig modstandsmand

Kvindeskikkelsen er en fantasi over dramatikeren Bertolt Brechts hustru Helene Weigel. Gennem hende får vi et entydigt negativt og sarkastisk portræt af den skrivende, som manden konsekvent benævnes, han, der lader sit tøj med det passende proletariske snit sy af de bedste udenlandske stoffer, da han så dårligt tåler den faktisk eksisterende socialismes kradsuld.

Hans geni er det, der driver forretningen, og det, der sikrer hustruen en ærefuld position. Så hun finder sig tavst i hans urimeligheder, herunder utroskab. For et geni har vel den ret, det tiltager sig.

Denne ægteskabelige del af beretningen fylder meget som en historie i historien. Men grundlæggende er den en nødvendig del af helheden, fordi den giver en baggrund for at forstå, hvorfor kvinden så intenst hengiver sig til den unge skuespiller, sammen med hvem hun oplever en kortvarig genopstandelse som en levende, sansende kvinde.

Efter ægtefællens død skriver hun konkluderende: Genier kan tillade sig hvad som helst, og genier skygger for solen, de skygger for verden. Der skulle en tyveårig knægt til, før jeg kunne se det. Himlen er klar nu, geniet er reduceret til en indskrumpet mand med bange øjne. Jeg leder i mit indre efter rester af ømhed, men finder kun pligt.

Det er denne pligt, hun efter at være blevet alene søger at efterleve ved kompenserende at forvandle geniets værk til et monument. Meningsløst forekommer det ofrer hun sig for en ideologi, der for længst er blevet til afmægtige fraser.

Den forhenværende DDR-skuespiller møder vi ved romanens optakt i Danmark, hvortil han for mange år siden er flygtet. Udefra set er han velintegreret, men indeni er han en fremmed, der aldrig har forliget sig med den danske mentalitet. Han er en mand uden rødder, i dybeste forstand en hjemløs.

Under indtryk af Murens fald beslutter han at besøge sin ungdoms by. Kun for et kortvarigt ophold, regner han med. For Berlin er vel bare endnu et sted at være hjemløs.

Nej, byen er det modsatte. Hjemløshedens sene ophør.

Han erfarer, at han har en søn i Berlin. Da han flygtede, anede han intet om, at det forhold, han var i, skulle medføre faderskab. Meget overbevisende afdækker Lis Vibeke Kristensen, hvordan den tøvende mand langsomt vover sig i forpligtende nærkontakt med sønnen. Egentlig ville han helst have nøjedes med at give ham en cykel. Hellere en cykel end følelser.

Som flygtning har han undgået at gøre sig afhængig af andre. Den kvinde, han elskede i kirsebærtiden, er blevet ved med at fylde alting også efter at forholdet for længst er forbi. Det bliver anderledes nu. Endelig tør han igen udlevere sig til en andens nåde og barmhjertighed.

Hovedpersonen erfarer, at sønnen er en mand i dyb nød. Han er helt derude, hvor han selv har været. Et livsfarligt sted. Usentimentalt og illusionsløst tager han da en fars opgave på sig. Den at bevæge sønnen bort fra det livsfarlige. Og samtidig at bevæge sig selv i samme retning. I de sidste linjer fremhæves den tilværelse, der nu er målet. Det sker stille ved planlægning af anskaffelse af en lænestol. Og måske også af en sofa. Møblerne er mere end møbler: De er brikker til et fremtidigt fællesskab.

Slutningen er både nøgtern og gribende. Noget, der gælder hele romanen. Lise Vibeke Kristensen skriver myndigt og indsigtsfuldt. Ordene er mange, men der er nerve i dem.

grymer@k.dk