Prøv avisen
Interview

Dy Plambeck: En hjemstavn er det sted, der danner grobund for, hvem man bliver

Dy Plambeck levede de første 17 år af sit liv i den nordsjællandske landsby Buresø. Foto: Leif Tuxen

Forfatteren Dy Plambeck er vokset op i det naturskønne Buresø i Nordsjælland. Som barn var skoven hendes legeplads, men det var også den, der kunne få hende til at føle sig alene og isoleret fra resten af verden. Sådan har barndommen i det lille lokalsamfund på både godt og ondt sat sig spor i hende – og i hendes bøger

Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk. En gruppe teenagere med dåser og flasker i hånden og scootere som transportmiddel har erobret græsarealets klassiske bord-bænkesæt, og nu overdøver bassen fra den medbragte højttaler både vindens leg med trækronernes grønne blade, grinene fra de badende børn og bilernes møde med asfalten kort derfra.

”Sådan var det altså ikke, da jeg var ung. Vi hørte hverken dunkemusik, havde tatoveringer eller drak Bacardi Breezers,” siger forfatteren Dy Plambeck og sender et smil i retning af gruppen.

Sammenligningen med de unge teenagere, som har indtaget græsarealet foran den sø, der har givet området sit navn, er nærliggende. For det er her – i den nordsjællandske landsby Buresø – at forfatteren levede de første 17 år af sit liv, og her – ved den store badesø – at en del af både hendes barndom og ungdom udspillede sig. Barndommens somre gik med at bade, sejle i kano og fiske på søen sammen med de andre børn fra området, og fra teenageårene husker hun særligt de mange sommeraftener, hvor hun og vennerne sad samlet omkring den bålplads, som Dy Plambeck med sine skridt og gestikulerende hænder tegner omridset af, men som ikke længere findes. Og dengang, i 1990’erne, kom musikken altså ikke ud af en stor højttaler, men bestod derimod af guitarspil og fællessang, fortæller hun.

”På den måde er der meget, der er forandret, selvom det er det samme sted. Husene, der ligger hele vejen rundt om søen, er også blevet større. Nogle er nærmest små palæer. Det er blevet meget mere mondænt, end det var, da jeg voksede op, og meget mere mondænt, end da mine forældre flyttede hertil i 1950’erne, hvor den store asfaltvej bare var en grussti. Dengang var det mere som et mini-Christiania, og der var meget mere diversitet. Der er også mange af de skæve eksistenser, som jeg husker fra min barndom, og som fylder meget i ’Buresø-fortællinger’, som i dag er forsvundet, og det gør noget ved stedet. For ligesom et landskab smitter af på mennesker, smitter mennesker også af på et landskab,” siger Dy Plambeck.

Barndommens landskab, Buresø, der ligger gemt bag skoven mellem Slagslunde og Slangerup, har uden tvivl smittet af på den 38-årige forfatter. Det viser ikke mindst hendes debutudgivelse, digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” fra 2005.

Ud over skæve eksistenser som transvestitten og skærsliberen Yrsa, der rent faktisk kom i Dy Plambecks barndomshjem i den anden ende af landsbyen, optræder i fortællingerne også ”H-broen”, som badebroen foran søen dengang blev kaldt, løbeklubben Buresøbanden, og de store hængebugsvin, som til tider brød ud af deres indhegning og gik rundt i hendes forældres have, og som både Dy Plambeck og hovedpersonen i ”Buresø-fortællinger”, Mily, altid har været bange for.

”For mig var Buresø et helt naturligt sted at starte mit forfatterskab, for på det tidspunkt i mit liv var det det sted, jeg kendte allerbedst. Men når erindringer bliver til tekst, bliver til fiktion, sker der også en forskydning. Det bliver ikke bare min barndom, det handler om, men noget mere almenmenneskeligt. ’Buresø-fortællinger’ var også en måde at spørge, hvad det betyder at komme fra et sted, og særligt, hvad det betyder at komme fra et lille samfund, hvor alle kender alle,” siger Dy Plambeck.

Og som hun ser det, er det helt afgørende at komme fra et sted:

”En hjemstavn er det sted, man har lært at lugte, føle og smage, og er derfor det sted, der danner grobund for, hvem man bliver. Intet menneske er en ø, og vi er forbundet med både de mennesker, vi har omkring os, og det landskab, vi har omkring os, for begge ting er med til at gøre os til dem, vi er.”

Hjemstavnen er ens udgangspunkt for livet og former ens måde at forstå verden på, og det er nok grunden til, at så mange forfattere skriver om deres hjemstavn, mener Dy Plambeck. Selvom hun med sine efterfølgende udgivelser selv har bevæget sig væk fra at skrive direkte om Buresø, er Buresø stadig til stede i hendes forfatterskab, og hun er ikke stoppet med at undersøge betydningen af, hvad det vil sige at være en del af et sted, fortæller hun.

”Landskabet har altid betydning i mine bøger, og jeg er meget optaget af landskabet. Jeg har faktisk svært ved at skrive om et sted, hvis jeg ikke har sanset det. Derfor lå det lige for at starte med at skrive om Buresø, og derfor tog jeg til Afghanistan, da jeg skulle skrive om krigens landskab i ’Mikael’. I det nye, jeg er ved at skrive, er der også en skov,” siger Dy Plambeck.

Ordet ”også” henviser til Buresø. Lige over for det hvide, stråtækte hus, som Dy Plambeck er vokset op i, ligger skoven.

Som barn brugte hun mange timer på at lege i den store skov, mest sammen med sin halvandet år ældre bror, Mads, og hans venner. For der var ”mangel på piger” på Dy Plambecks alder i hendes ende af byen, og smartphonen havde dengang endnu ikke gjort sit indtog i barndomslivet.

”Som barn kunne jeg godt føle mig isoleret. Det er også en del af at vokse op med en skov omkring sig. Der var fire kilometer til skolen i Slagslunde og ikke rigtig nogen klassekammerater tæt på. Jeg kunne føle mig alene, langt væk fra venner, og er derfor også blevet god til at være i mit eget selskab – det var også derfor, jeg søgte mod bøgerne, hvor jeg opdagede, at en masse nye verdener kunne åbne sig,” siger Dy Plambeck.

På den måde har hendes barndoms landskab haft betydning på både godt og ondt.

”Jeg var også bange for skoven. Det var ret uhyggeligt at skulle cykle igennem skoven, og jeg kunne mærke mit hjerte hamre af sted, hvis der holdt en bil lidt længere fremme, selvom det måske bare var nogle unge, der var søgt væk og sad og kyssede. Det forstod jeg jo ikke dengang,” siger Dy Plambeck.

Nu, 20 år efter hun flyttede fra barndomsbyen, og midt på en solmild dag, virker skoven ikke spor skræmmende. Den virker snarere indbydende, og fuglenes fløjten tilbyder et tiltrængt helle fra ”dunkemusikken” ved badesøen i den ende af byen – den ende, som Dy Plambeck kalder ”Buresø downtown”, primært takket være det grønne område og en ikke særligt indbydende kiosk/grillbar.

”Skoven ligner sig selv. Stierne er de samme,” konstaterer Dy Plambeck, da hun træder ind i den tæt bevoksede bøgeskov.

Og stierne kender hun. For det var her, hun som barn red ture på sin hest, og her, hun stablede grene og byggede huler sammen med sin storebror og de andre drenge.

Den del af barnelivet lader ikke til at være forandret. Kigger man væk fra stierne, vrimler skoven med huler af samme slags, som dem Dy Plambeck husker fra sin barndom.

Denne dag er forfatterens mission dog en anden, og entusiastisk bevæger hun sig gennem skovjorden i de åbne sandaler. Hun har kurs mod ”røvballestenen”: En ifølge forfatteren ”legendarisk” sten, der i barndommen fungerede som en miniture-udgave af Helvedesgabet fra Astrid Lindgrens ”Ronja Røverdatter”.

200 meter senere viser den legendariske sten sig at være ikke én, men to sten med en lille ”kløft” imellem – set med børneøjne den perfekte kulisse til at lege Ronja og Birk og ligesom de to børnebogsfigurer springe frem og tilbage over gabet, der adskilte dem. Set med voksenøjne ligner det snarere en jættestue, der har mistet sit loft. Og sådan kan der helt generelt være langt mellem, hvordan et barn og en voksen ser verden.

”Jeg husker næsten ikke de voksne, når jeg tænker på barndommen i Buresø. De havde deres liv. Vi havde vores. Eller det var i hvert fald sådan, det føltes, men de har jo nok været der et sted og holdt øje med os,” siger Dy Plambeck.

At det nu er hende selv, der er den voksne, bliver tydeligt, da hun mødes med knus af sin treårige datter, Ingrid. Under rundturen i Buresø har datteren været på besøg hos sine bedsteforældre i Dy Plambecks barndomshjem – eller måske snarere i barndomshaven. Her står både hindbærbusken og hønsehuset, som de gjorde, da Dy Plambeck var barn. Og Ingrid – hun har sin egen kat hos bedsteforældrene, der render rundt i haven, ligesom Dy Plambecks kat gjorde, da hun var barnet i haven. I den forstand er barndommens Buresø stadig intakt.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen