Danmarks Radios ”Grænseland” er løbet over skærmen. Den var stærk formidling af årets aktuelle historiske begivenhed, Sønderjyllands genforening med Danmark. Men der er mere. For Danmarks Radio har også taget initiativ til en bogudgivelse i forbindelse med serien. Dette er blevet til bogen ”Grænseland” af en af vores fineste historiefortællere, professor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet. Resultatet er en interessant, men måske også ganske problematisk fremstilling.
Det ydre først. ”Grænseland” er visuelt en betagende flot bog med et stort billedmateriale, der virkelig får lov at komme til deres ret. Indtrykket forstærkes af Duedahls gode pen. Duedahl er egentlig kulturhistoriker, og bogen er netop bedst, når forfatteren lader dette komme til udtryk.
Bogens største kvalitet er, at den – ikke mindst i værkets første del – forsøger at indfange, hvad det vil sige at leve med en grænse og i et grænseland. For grænselandet indebar dengang ikke et hårdt skel mellem dansk og tysk, men var en stødpude mellem politiske jurisdiktioner og derfor et væld af glidende overgange. Grænse er et nøglebegreb bogen igennem. Veje er et andet. For mens grænser deler, forbinder veje.
Duedahl bruger helt konkret dette vejgreb (om jeg så må sige) til at skildre grænselandet ved en rejse ad de forbindelseslinjer, der knyttede det sammen.
Og disse veje havde det tilfælles, at de pegede mod syd. Den hårde grænse gik mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Mellem Slesvig og Holsten var der ikke en følelig grænse.
Og her er vi ved ansatsen til bogens centrale greb – og også dens mest betænkelige.
Hvad betyder grænseland? Ja, for de fleste af os er det et begreb, der dækker området lige nord og syd for den dansk-tyske grænse, altså Nord- og Sydslesvig. Dette gælder også for tv-serien. Men det gælder ikke for bogen.
Her er grænselandet Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den historie, der fortælles i bogens første dele, tager derfor sit udgangspunkt i Holsten, det rigeste og vigtigste af de tre hertugdømmer. Slesvig bliver sekundær. Særlig det danskdominerede Nordslesvig bliver udgrænset som periferi. Også det danske sprog fastholdes som perifert. Også ud over det rimelige.
For eksempel sætter Duedahl den danske sproggrænse anno 1842 nær ved den nuværende grænse. I 1842 gik denne grænse langt nede i Mellemslesvig.
Dette misforhold peger i retning af værkets almindelige tendens.
Duedahl bruger begrebet ”grænseland” til i sproget at knytte Slesvig og Holsten sammen til enhed og helhed. Ved dette greb lægger bogen sig nær ved den holstenske agitations position: Slesvig bliver underordnet Holsten, og grænselandet bliver i første omgang tysk. I denne historie bliver de dansktalende sønderjyder således henvist til pladserne bagest i bussen.
Trods de gode intentioner om at fortælle en historie, der tager udgangspunkt i grænselandet, kommer Poul Duedahl tæt på at reproducere den tyske slesvig-holstenismes ideologiske narrativ og det asymmetriske magtforhold mellem tysk og dansk, som først blev afhjulpet gennem den nationale mobilisering.
I forlængelse heraf opererer Duedahl med forestillingen om en slesvigsk identitet, der stod i modsætning til den dansk-nationale. Der trækkes hårde veksler på kniplingekræmmeren Jens Wulff fra Bredebro, der må stå som den eneste gennemgående repræsentant for denne distinkte slesvighed. Forfatteren Willy-August Linneman blev som bekendt kaldt den sidste slesviger. I 1842 var Jens Wulff tilsyneladende den eneste slesviger.
Nuvel, dette er måske for polemisk.
Men der knytter sig en høj grad af usikkerhed til denne slesvigske identitet. Det synes her forudsat, at den rummede et alternativ til såvel en dansk-national som en tysk-national position.
Men skal vi overhovedet tale om en slesvigsk identitet anno 1842, må vi forstå den som et spektrum af identiteter.
Sydpå var den tyskpræget. Nordpå var den danskpræget. Den var en lokal, hjemstavnsidentitet, og denne hjemstavn var for de fleste snarere landsbyen end hertugdømmet, endsige ”grænselandet”.
Og den udelukkede ikke en dansk henholdsvis tysk kulturel identitet.
Idéen om en oprindelig slesvigsk identitet tjener til at underbygge en fortælling, hvor dannelsen af en national bevidsthed bliver en slags syndefald. Det nationale bliver noget, der kommer udefra og fortrænger det oprindelige.
Med den opfattelse kommer Duedahl paradoksalt nok til at underløbe bogens ærinde, i takt med at bogen skrider frem.
Opdelingen i tysk og dansk opfattes vedvarende som en urimelighed. For mens han stiller sig ganske forstående over sine slesvigere anno 1842, bliver holdningen straks mere distanceret til de nationale bestræbelser efter 1864.
Den nationale kamp i Mellemslesvig omtales næsten ikke, undtagen når vi drages til Flensborg for at finde eksempler på en anden af Duedahls tilbagevendende pointer, nemlig at en meget stor del af Slesvigs befolkning var national indifferent. De dansksindede sønderjyders arbejde i Nordslesvig klemmes ind i en fortælling, hvor vækkelsen opfattes som et led i desintegrationen af Slesvig.
Dermed har bogen ”Grænseland” mod slutning placeret sig godt og grundig på afstand af de samtidige aktørers perspektiv.
Derfor bliver man heller ikke overrasket over, at Poul Duedahl hører til dem, der hellere taler om 1920 som Slesvigs deling end Genforeningen.
Ja, man får jo næsten lyst til at flage på halv stang.