Prøv avisen
Bog

En hundjævel i familien

4 stjerner

Los Angeles Times-journalisten Michael Frank debuterer med familieminder, der har lagt anmelderne i USA ned på stribe

Ved et hurtigt, fejende kig hen over verdenslitteraturen konstaterer man hurtigt, at familien er det mest velbeskrevne blad af alle. Fra de græske dramaers dysfunktionelle, morderiske familier til nutidens autofiktion, hvor alkoholisme og løgne vælder op fra under gulvbrædderne, har familien været den ultimative kampplads.

Og som der står i Tolstojs ”Anna Karenina”, så ligner alle lykkelige familier hinanden – mens ulykkelige familier altid er ulykkelige på deres helt egen måde.

Det gælder også for den jødiske familien Frank i Los Angeles, der ved første øjekast ligner en glitrende succes, angiveligt bundet sammen af stærk kærlighed og hygsomt indfiltrede relationer, som familien ligefrem har gjort til en remse, de fremsiger:

”Bror og søster giftede sig med bror og søster. Det ældste ægtepar har ingen børn, så det yngste ægtepar deler deres med dem. De to familier bor tre veje fra hinanden oppe i Laurel Canyon – og bedstemødrene bor sammen i en lejlighed for foden af bakken.”

Bogens fortællerstemme tilhører Michael, der med barnets behov for idyl og konsensus fra begyndelsen ser sin familie gennem rosenrøde briller; stærkt hjulpet af sin faster, den respektindgydende, kulørte naturkraft Hankie, der med højt hår og leopardplettede tørklæder dominerer familien.

Faster er Hollywood-screen-writer, har ikke selv børn og svinger gerne op foran huset i sin Buick for at hente sin yndlingsnevø Michael: ”Det er verdens største lykketræf, at du og jeg har fundet hinanden, ikke sandt?”, sweettalker hun den niårige, mens de kører på eventyr, og hun belærer ham, som en dukkefører med sin marionet, om talent, god smag, og hvad han skal mene og føle.

Det er omkring dette faster/nevø-kærlighedsforhold, bogens drama drejes, for faster Hankie er ikke så opofrende sød, som hun giver mine af. Familien er heller ikke det, den ser ud til, alene misforholdet mellem de to bedstemødre, mormor og farmor, begge holocaust-flygtninge, der bor sammen som to kloner, afslører en del.

Den ene er livskraftig, den anden trukket tilbage som en sortøjet mus i sit kammer. Faster Hankie bliver langsomt til mere end et menneske under Michaels barnlige blik: ”Hun var min himmel, hun var min sol,” hun vokser til abnorm gudindestørrelse, så han føler, hun kan se ham, hvorend han er – og som alle ved om gudinder, kan de både være nådige og dømmende.

Hun kan dele kærlighed ud – og tage den fra ham igen.

Hvad er kærlighed? Det spørger Michael, ni år, sig selv om, og svaret er i familien Frank: præstation. Hvis man præsterer, bliver man elsket.

Og drengen præsterer løs, bliver den klogeste, bedste, mest modne – og angler efter de voksnes ros, så meget, at hans barndom er forbi, inden den overhovedet er kommet i gang.

Det følelsesmæssigt incestuøse forhold til denne hun-djævel af en faster binder Michael i et perverst jerngreb, og hans egen passive mor og små brødre betragter ham med smerte, hver gang han bliver hentet.

Michael bliver et barn, der ser og hører alt for meget, men ingen siger stop, før han selv en dag gør oprør.

Men hvad sker der med en familie, når man trodser dens tyran? Er det muligt at tale sandheds-sprog, bryde igennem manipulationerne og magtkampene – og blive fri?

”Den fabelagtige familien Frank” er en selvbiografisk roman, fiktion over fakta, blandt andet bygget over forfatterens dagbøger, som er skrevet for at få virkeligheden på plads.

Som Michael Frank siger i et interview: ”Den der kortlægger, ejer kontrollen… Det er sådan, at selv i det lille, intime, uanseelige land, der hedder familien, at dén, der beskriver landets form, får lov at definere det. Så jeg blev simpelthen nød til at kortlægge – gen-kortlægge – min barndoms landskab for at forstå den.”

”Den fabelagtige familien Frank” minder om, at sandheden om et menneske aldrig bliver fortalt færdig.

I en familie får man tildelt roller og egenskaber, der ikke nødvendigvis er sande, og som præger én resten af livet. Det er det dér med at stigmatisere, der er problemet – du er så klodset, du er den modne, du er den begavede, du er altid så fornuftig, han dur ikke til noget som helst.

Denne romans forfatter går baglæns ind i sin barndom og redefinerer på den måde sin egen identitet; og som læser begynder man sideløbende at tage den samme tur, baglæns, igennem sit eget liv.

Romanen er grum, morsom, læseværdig og tindrende velskrevet – og lige så veloversat af Karsten Nielsen. Michael Frank kaster en kaskade af kaotisk 1970’er-oprør, californisk americana, bizarre jødiske traditioner og Hollywood-myter af sig, og han bruger sit eget livs hovedstol som basis for en familiefortælling, der er så fuld af drama, at man ville tro, det var løgn, hvis ikke lige man selv havde en familie.