Hen mod slutningen af Roni Ezras film ”9. april” er der en scene, hvor sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk) sidder i en lastbil og snakker med menig Justesen (Ari Alexander), en alt andet end tapper sønderjyde, der har svært ved at fungere uden sin morgenkaffe. Justesen fortæller, at det med militæret bare er noget, der skal overstås. Egentlig drømmer han om at blive brugsuddeler, få en kone og otte børn. Det enkle. Sand svarer, at hvis det skal være enkelt, er militæret da netop det oplagte valg.
”Det enkle er, at som soldat skal man ikke tænke. Man skal først og fremmest kunne modtage og adlyde ordrer uden tøven,” forklarer Roni Ezra.
Og tilføjer, at mens soldater til alle tider er blevet trænet til det, er der én central ting, som aldrig indgår i soldaters forberedelse til at gå i krig:
”Man lærer ikke at overgive sig.”
I morgen har ”9. april” premiere. En film, der med enkle, men stærke og spændingsskabende virkemidler bringer os ind under huden på en lille håndfuld soldater, som tidligt om morgenen den 9. april 1940 bliver beordret op på cyklerne og i krig for at stoppe den tyske værnemagt, der netop har krydset grænsen til Danmark.
De er totalt underlegne både i antal og med deres cykler, motorcykler, rifler og enkelte maskingeværer over for de tyske panservogne. Opgaven er også kun at forsinke tyskerne, til forstærkningerne når frem. Men forstærkningerne kommer aldrig. Inden morgenen er omme, er Anden Verdenskrig slut for det danske forsvars vedkommende, og Danmarks Besættelse er en realitet.
”Jeg har altid interesseret mig for historie og læste for længe siden en bog om, hvad der helt konkret skete i Sønderjylland den 9. april. Da jeg så fandt frem til, at der faktisk er tilbageværende veteraner, som var med dengang, og som kan fortælle om det den dag i dag, besluttede jeg, at hele filmen skulle fortælles ud fra deres perspektiv,” forklarer Roni Ezra.
Han tilføjer, at han finder det ejendommeligt, at mens den danske modstandsbevægelse er blevet skildret i talrige film - fra ”De røde enge” i 1945 til ”Flammen og Citronen” i 2008 og ”Hvidsten Gruppen” i 2012 - har ingen interesseret sig synderligt for de danske soldaters fortælling før nu.
”Det gik op for mig, at her var nogle mennesker, hvis historie var forblevet ufortalt. Den var ikke glemt, men den 9. april har stået så stærkt som en national ydmygelse, en skamplet. For mig har det været vigtigt at fortælle, at uanset hvad der ellers skete den dag, så gjorde de her drenge, hvad de kunne,” fortæller Roni Ezra.
Han har i alt haft syv veteraner som konsulenter på filmen. De har fundet alt, hvad de kunne, frem fra gemmerne og erindringen, som kunne bidrage til at fortælle, hvad der skete i de morgentimer, da Danmark kæmpede mod overmagten og mistede 16 soldater. De syv vidners betydning understreges af, at Roni Ezra ser dem som med-manuskriptforfattere til filmens professionelle manuskript af Tobias Lindholm, og de har leveret mange af replikkerne til filmens personer, som er fiktive.
”Inden jeg mødte de her mennesker, havde jeg et stereotypt billede af krigsveteraner som mennesker, der havde bygget en hel identitet op på deres krigsdeltagelse. Men de her mennesker var alle vendt tilbage til et helt almindeligt civilt liv som landmænd eller brugsuddelere. De havde accepteret den medalje, de aldrig fik, og deres ikke-eksisterende plads i historiebøgerne. Med denne film vil jeg gerne rehabilitere dem,” siger Roni Ezra.
Fascinationen går ikke kun i retning af, at der endnu lever nogle mennesker i Danmark, som i cirka fire timer den morgen i Sønderjylland sloges med livet som indsats og så kammerater og civile danskere dø. Det er også en fascination af de jævne, arbejdsomme danskere anno 1940, som ikke var så bestandigt optagede af egne følelser og egen selvrealisering som nutidens mennesker. De havde ikke så mange personlige lyster og anfægtelser inde over. De tænkte ikke på sig selv, men på familien og på kammeraterne. På flittigt arbejde i Brugsen og pligten i militæret. På Gud, konge og fædreland. Det enkle.
Roni Ezra tilføjer, at det er betegnende for veteranerne fra 1940, at de hverken ser sig som helte eller ofre. Filmens anliggende er da heller ikke at heroisere alle deres gerninger, men at få alle os, der tilhører en senere tid, til at erindre den rolle, de kom til at spille i historien.
”Nogle gange kan jeg blive berørt af, hvor polariseret og opløsende den danske debat kan være i dag. I den sammenhæng vil jeg gerne være med til at udtrykke, at vi skal prise os lykkelige for det Danmark, vi har. Et Danmark, som ikke er opstået i går, men som er resultatet af menneskers arbejde, slid og tab gennem århundreder. Jeg mener ikke, vi skal tilbage til, at Gud, konge og fædreland betyder alt. Men det har ændret mig som menneske at møde nogle, som virkelig mente, at det var værd at kæmpe for,” beretter Roni Ezra.
Pointen er, at mens senere tiders soldater har været i krig for oplevelsen, kammeratskabet eller måske for demokratiet, så var veteranerne fra 1940 i krig, fordi deres land blev angrebet, og der i deres sind ikke var tvivl om, hvad der skulle gøres, selvom det var umuligt. De var den sidste generation danske soldater, som gik i krig for Gud, konge og fædreland.
”Det gjorde følelsen af svigt så meget desto større, da soldaterne indså, at regeringen blot overgav sig uden at sørge for at få sprængt jernbaner eller på anden måde lagt hindringer i vejen for tyskerne,” fortæller han.
Regeringen mente, at modstand var nytteløs, og at det klogeste var at tirre tyskerne mindst muligt. Officererne beordrede deres soldater af sted, men gjorde det formentlig med en dårlig smag i munden, eftersom selv officerer med middelmådig taktisk indsigt må have kunnet sige sig selv, at det var håbløst.
”Officererne var i en vanskelig position. De vidste besked om, hvad man var oppe imod, men kunne ikke dele det med de menige, fordi man frygtede, at de ville tøve, hvis de vidste besked,” fortæller Roni Ezra.
Filmen beskriver, hvordan nogle få, ekstreme morgentimer med kamp, blod og død sprænger det militære hierarki. Hvordan sekondløjtnant Sand fra at være på ophøjet afstand af sine mænd, han kun kender som numre, lærer at kende dem som Gram, Nørreskov, Justesen, Andersen, Lassen og Lundgren. Som et Minidanmark af københavnere og jyder, store og små drømme, stort og lille mod, men alle villige til at følge pligtens vej uanset håbløsheden i det hele. Og hvordan den veluddannede soldat lærer det, han ikke er toptrænet til: at overgive sig.
Instruktøren har ikke været optaget af at dømme politikere eller generaler, men af at fortælle sine veteraners fortælling. Og som en usædvanlig afslutning på en fiktiv fortælling lader han virkelighedens syv veteraner - hvoraf desværre kun de fem er i live i dag - runde af med en kort erklæring hver, n citerer sin far for at have sagt, at han hellere havde set, at sønnen var faldet, end at han ikke havde kæmpet. En anden slår fast:
”Vi kæmpede ikke forgæves. Men prisen blev høj for nogle.”
Læs Henrik Wivels anmeldelse af ”9. april” i morgen.
Læs interview med den 95-årige Ole Bjørnsen, som kæmpede for Danmark i Sønderjylland, i overmorgen fredag.