En hyldest til en himmelsk stemme

Flot bog om Kim Larsens sange viser, hvordan hans karriere med tiden afslørede, hvilken åndskraft der boede i hans stemme

Kim Larsen (1945-2018) under en koncert på Jelling Musikfestival i 2016. – Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix.
Kim Larsen (1945-2018) under en koncert på Jelling Musikfestival i 2016. – Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix.

Siden Kim Larsens død den 30. september 2018 er meget blevet sagt og skrevet om denne musiker, der ragede op over alle andre. Kim Larsen er væk, men sangene har vi stadig, og de bliver flittigt analyseret. Tidligere på året udkom ”Kim Larsen – et livs sange” af journalist Erik Jensen, og senest har vi fået en stor og smuk bog af teolog og forfatter Søren E. Jensen og digter og musikkritiker Klaus Lynggaard. ”Værsgo – den ultimative guide til Kim Larsens plader” er fyldt med viden, dybtfølt kærlighed til Kim Larsen, nørdede oplysninger og en begavet gennemgang af de 42 plader, alt iberegnet, som de to skribenter har delt mellem sig.

Historien er velkendt. Sammen med Franz Beckerlee og Wili Jønsson dannede Kim Larsen Gasolin’, der fra 1971 udgav syv plader med ikonisk holdbarhed. Siden gik Kim Larsen solo og skabte gennem sit 72-årige liv en enestående karriere, hvori sangeren ifølge disse to forfattere samlet set blev bedre og bedre. For mange er det populært at mene det modsatte. At Kim Larsen stod stærkest med Gasolin’ og resten af livet kæmpede for at undslippe gruppens lange skygge. Søren E. Jensen medgiver, at Kim Larsen i nogle år fra 1980’erne og frem befandt sig på ”én lang flugt væk fra Gasolin’”, der blandt andet førte til et mislykket forsøg på at slå igennem i USA, men senere fandt han helt sig selv. Analysen er rigtig, og denne bog demonstrerer, hvordan dybden i Kim Larsens univers tager til, alt imens hans stemme mere og mere klart udtrykker det.

Gasolin’ udmærkede sig ved at synge på dansk, og sammenhængen mellem den kreative sprogbrug og Kim Larsens vidunderlige stemme blev gruppens identitet. Allerede på den første plade i det første nummer, ”Langebro”, kan det høres, og der går en smuk linje fra denne sang og frem til Kim Larsens sidste åndedrag. Arven fra Gasolin’ æres her gennem analyse af sangene fra det pompøse nummer ”Legenden om Josha og Ming” fra ”Stakkels Jim” i 1974, der udgør en ”Faust”-inspireret apokalypse, hvor universet hævner sig på mennesket, der vil have svar på alle gåder, til de store klassikere fra pladen ”Gas 5” i 1975, ”Kvinde min”, ”Rabalderstræde” og ”Masser af succes”. Blandt andet hører vi, at Kim Larsen blev sendt ud på et badeværelse med sin guitar for at opnå den helt rigtige lyd på ”Kvinde min”.

Albummet ”Efter endnu en dag” fra 1976, der er min personlige Gasolin’-favorit, bliver til gengæld ikke så nådigt behandlet, og inden man åbner denne bog, skal man vide, at nogle af de sange, man elsker højest, kan blive hjerteløst behandlet. Da jeg læste Søren E. Jensens nedgørelse af ”De fem årstider” som en mislykket højskolesang, var jeg nær ved at smide bogen ud af vinduet, da denne smukke sang indpakket i Kim Larsen-vemod over tiden, der rinder gennem ungdom og lurende tusmørke, umuligt kan negligeres. Kom nu, Søren E. Jensen! Det kan du godt høre.

De to forfattere forstår imidlertid meget, og med en lidt Rasmus Modsat-agtig tone fremhæver de meget af det, som andre har set ned på. Klaus Lynggaard hylder den ofte kritiserede plade, ”231045-0637”, fra 1979, mens han til gengæld afskyr ”Midt om natten” fra 1983, der med sange som ”Susan Himmelblå” og ”Papirsklip” blev en kolossal succes, men som ganske rigtigt har noget sært sjælløst over sig.

Søren E. Jensen fremhæver den helt glemte sang ”Hunger” fra Kim Larsens første plade i New York, hvor han i ét åndedrag bevæger sig fra en ordinær popsang til en himmelsk besyngelse af en kvindes navn, der bekræfter, hvordan Kim Larsens stemme i øjeblikke stræber efter det højere. Dette måtte også Klaus Lynggaard indse, da han en dag i bilen hørte den salmelignende ”Moder Jord” fra Kim Larsens næstsidste plade, ”Øst for Vesterled”, fra 2017 og måtte holde ind til siden og tørre øjnene. Kim Larsens tekster blev med årene mere intensive og religiøse, men den egentlige åndskraft boede i hans stemme, og på pladen ”Glemmebogen – jul & nytår” fra 2004, hvor han synger Grundtvigs ”Et barn er født i Betlehem”, er det ordet halleluja, der afslører det.

Søren E. Jensen skriver: ”Man kan også sige, at Kim Larsens halleluja er en åbenbaring i ordets ældgamle oldgræske betydning (…) et indblik i det himmelske. Det skulle ifølge rygterne være så overvældende, at det ikke er til at beskrive – sproget slår simpelthen ikke til – og netop derfor må man gribe til et halleluja; dette besynderlige ord, der ikke henviser til nogen genstand, men alene lever i kraft af sin klang og altså er et rent musikord.”

Netop. Kim Larsen var gennem hele livet på vej til at synge ”halleluja” med mere og mere indføling, hans stemme bærer på et indblik i det himmelske, som kan høres helt fra den første sætning i ”Langebro” og frem til pladen, der blev udgivet efter hans død, ”Sange fra første sal”, hvor stemmen er sygdomsramt og skrøbelig. Men stadig himmelsk.

”Værsgo – den ultimative guide til Kim Larsens plader” beskriver alt dette meget smukt. Bogen har dog også skønhedsfejl. Søren E. Jensen bander irriterende meget på skrift, hvilket på ingen måder klæder en voksen mand, og begge forfattere forfalder lidt til at formulere sig i sort-hvide absolutter, både når de priser Kim Larsen, og når de ærgrer sig over de obligatoriske platte klovnenumre, der indgår på de fleste udgivelser. Men de to leverer en klog og rørende hyldest af alt det, Kim Larsen har givet os, og mens Søren E. Jensen til afslutning filosoferer lidt over, om Kim Larsens livsværk mon vil leve lige så længe som Grundtvigs og Brorsons, er denne bog med til at klargøre én ting. Og det er, at hans stemme vil leve videre, for den har evigheden i sig.