For knap fire år siden var skuespillerne og højskole-vennerne Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag ved at nå den alder, som de selv forbandt med at skulle gøre en officiel entre i voksenlivet og dermed for første gang kunne forventes at sige, at de havde helt styr på kærligheden, karrieren og tilværelsen generelt. Men som de befandt sig der på tærsklen til at fylde 30 år og med hvert deres for nylig forliste forhold i bagagen, følte de ikke ligefrem, at de havde styr på det. Tværtimod. Og hvad man gør så?
For den i dag 32-årige Jesper Zuschlag satte hans nye status som single gang i mange overvejelser. Var han der i livet, hvor han gerne ville være, og burde han have mere succes?
”Jeg stod der og havde en følelse af, at alle andre bare kørte derudaf, mens jeg skulle til at starte helt fra bunden, og det var svært ikke at komme til at tvivle på min beslutning. For mig var forholdet et fast holdepunkt og en tryghed, og den forsvandt, samtidig med at jeg ikke længere havde et sted at bo. Dengang var Julie og jeg så småt begyndt at arbejde sammen, men vi var ikke kommet i gang med serien her endnu. Da mit kæresteforhold sluttede, afsløredes nogle ting, som jeg pludselig syntes manglede, og jeg fik øje på nogle venskaber, som jeg ikke havde passet godt nok på,” siger han i dag.
Mange af de samme tanker havde hans gode ven og kollega Julie Rudbæk, da hun og ekskæresten gik fra hinanden, og for de to skuespillere blev deres egne erfaringer inspiration til at lave successerien ”29”. Serien er ikke én til én med virkeligheden, men meget er hentet fra deres eget eller deres venners liv.
”29” havde premiere i 2017, og siden er der kommet yderligere tre sæsoner til. Tidligere på måneden havde fjerde sæson med titlen ”32” premiere og hvem ved, måske kunne de finde på at lave en mere, siger de med et lumsk smil, hvis man ikke kan lade være med at spørge.
Gennem alle fire sæsoner har konceptet været lige simpelt. Hovedrollerne Julie og Jesper spilles af Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag selv. I serien er de gamle gymnasievenner og lige kommet ud af et forhold, da de mødes til en fest og genoptager kontakten. De 29-årige venner går sammen afsnit efter afsnit København tynd, mens de typisk med en kop kaffe i hånden eller med massive tømmermænd taler om stort og småt.
Under de mange gåture bliver skuffelser og nederlag, som seeren får indblik i gennem underholdende flashbacks, vendt til gode grin både på skærmen og hos dem, der ser med. Og når de to gode venner har fået talt lidt om tingene, så virker det som oftest ikke længere så slemt at være 29 år og single, 30 år og på SU eller 31 år og uden børn.
Og det har været fantastisk at kunne bruge egne oplevelser og finde ud af, at man ikke er den eneste, der har haft det sådan, siger Julie Rudbæk. Det kan hun mærke i sin egen vennegruppe og blandt seerne, der skriver til dem, at de kan se sig selv i serien.
”Vi har sagt ’Sådan her har vi det’,” siger Julie Rudbæk og former hænderne som en tragt: ”Og så har vi fået et ekko af ’Det har vi også’ tilbage.”
Både hun og hendes kollega er unge og smukke, og de er smilende og veltalende. De ligner umiddelbart nogle af dem, som er med til at sætte barren for succes højt. Men alt er som bekendt ikke altid, som det ser ud, og måske er lidt krisehåndtering en uundgåelig del af overgangen fra ung og fri for bekymringer til voksent menneske. I hvert fald er det at stoppe op og aflæse retningen, og tvivle lidt på den, kendetegnende for deres generation. For mange muligheder kan let give slinger i valsen. Også for dem, der ser succesfulde ud.
”Der er ikke særlig meget, der er lagt fast for os. Vi kan selv vælge uddannelse, arbejde og partner, og der er hele tiden mulighed for at skifte en af delene ud. Det gør vores forventninger større. For når man nu har alle de her muligheder, så skal man også udnytte dem,” siger Jesper Zuschlag.
”Samtidig er vi sådan en ’X Factor’-generation, hvor det handler om at vinde og være den bedste, og vi bliver konstant præsenteret for andre menneskers succes gennem sociale medier. Der er mere i dag, som lægger pres på de unge end tidligere, og det efterlader nogle i en enorm tvivl om, hvorvidt det, de har, er godt nok.”
Og det harmonerer ikke med, at man i deres alder skal til at tage nogle mere afgørende valg, påpeger kollegaen Julie Rudbæk.
”I 20’erne var det hele lidt mere flygtigt. Nu føles valgene mere afgørende. Du begynder at tænke på, om den partner, du er sammen med, også er en, du vil have børn med. Og du ved, at du ikke kan begynde på en ny uddannelse. Og for første gang oplever man ikke at følges ad med de venner, man altid har fulgtes med.”
Alderen omkring 30 år er omdrejningspunktet for serien her, men krisen kan i princippet ramme i alle aldre. Mange stifter dog bekendtskab med den, når de er mellem 25 år og 35 år, og derfor bliver den også omtalt som kvartvejskrisen. At den rammer netop der, handler også om biologi, og det er et emne, som bliver taget op i seriens sæson to – ”30”.
”Som 32-årig ved jeg godt, at jeg ikke har 100 år til at få børn, og i serien siger Julie også til Jesper, at hun er mere presset end ham. Han har sat sin grænse for, hvem han gerne vil møde via Tinder (dating-app, red.) ned til 27 år og sat kvinderne over 30 år i bås som desperate, og det er da en frustrerende situation at være landet i for os. Jeg skal forholde mig til det, og jeg kommer heller ikke til at være kæreste med nogen, jeg ikke ser det potentiale i. Det gør Jesper måske heller ikke, men det er stadig noget, der fylder meget blandt mine veninder. Mentalt har vi ikke vildt travlt med at få børn, men det er ikke altid, at det biologiske passer sammen med, hvor vores generations kvinder er mentalt,” siger Julie Rudbæk.
Biologien passer heller ikke altid sammen med de nye forventninger til unge kvinder, som er dukket op de senere år.
”Idealet og forventningen til kvinder i samfundet er jo også, at de skal levere på arbejdet, og hvis der skal være ligestilling, skal de ud at arbejde lige så meget som mændene,” supplerer Jesper Zuschlag.
”Men samtidig hører man fra lægeverdenen, at man skal huske at få børn i tide!”.
Julie Rudbæk slår ud med armene og sænker dem opgivende. Det er i hvert fald godt, at samfundet hjælper kvinder med at få børn senere og dermed imødekommer deres behov, siger hun.
Udfordringerne kan tydeligvis være mange, når man er ung i dag, og problemerne kan virke uoverstigelige, når man står midt i dem. Selv i et ressourcestærkt samfund kan man blive stresset og deprimeret og i tvivl. Men hvis man sætter dem lidt i perspektiv, så har seriens Julie og Jesper virkelig nogle ”first world problems”, siger Jesper Zuschlag og fastslår:
”De er vanvittigt privilegerede og velstillede. Og der er genren god, fordi en dramakomedie serie kan indeholde begge dele. Vi udstiller dem af og til på en kærlig måde som lidt for egoistiske og selvcentrerede, for det er vigtigt, at det ikke er en dramaserie, der prøver at have ondt af de her to stakler. Det ville man ikke kunne holde ud at kigge på.”
”Samtidig vil vi heller ikke latterliggøre vores egne og målgruppens frustrationer over den situation, de er i,” siger Jesper Zuschlag, og derudover er han ikke meget for at give sit bud på, hvordan man kommer helskindet igennem perioden, der volder kvaler for mange.
”Det handler om, hvad der er vigtigt for en, og hvad der gør en glad. De svar kan man ikke få udefra. Vi kan godt sidde og sige, at man skal sænke sine forventninger til det hele, men samtidig nægter vi jo at gøre det selv. Vi vil gerne vise, at når vi har tænkt, at vi var specielle, at vi havde den følelse lige nu, så var vi det i virkeligheden ikke. Der er så mange andre, der har haft det på præcis samme måde,” siger han.
Det er måske et af de vigtigste budskaber i serien, mener Julie Rudbæk.
”Vi ville hylde venskabet og minde folk om, at hvis du har rigtig gode venner, er du også heldig. Da jeg havde slikket mine sår i sin tid, fandt jeg ud af, hvor meget mine venskaber betød. Jeg synes, der er en jagt efter parforholdet, som om du først bliver rigtig lykkelig, når du finder en kæreste. Men man kan også være lykkelig sammen med sine venner og andre vigtige relationer.”
”Og det ligger også i konceptet. Midt i alt det rod, de står i, mødes de to venner og taler sammen,” siger Jesper Zuschlag, og Julie Rudbæk er kommet i tanke om endnu et budskab.
”Måske en accept af, at man ikke kan ikke kontrollere, hvornår man får en kæreste, eller hvornår din karriere går rigtig i gang. Alt behøver ikke være på plads på samme tid, og det ville måske også være lidt kedeligt.”
”Min egen læring har været, at det kommer, når det kommer til folk, og det sker på forskellige tidspunkter. Jeg tror, man må tænke, at tingene sker af en grund. Jeg havde brug for at realisere mig selv, og jeg følte, at parforholdet repræsenterede noget andet. For mig giver det mening nu,” siger hun.
”Jeg tror virkelig, at der er en mening med det, man gør. Og når man tager et valg, så skal man stå ved det. Der kommer noget andet til dig. Om der så gør det eller ej, så er det en god måde at tænke på. Man ændrer sig jo også. I en periode har man brug for noget, og i en anden har man brug for noget andet.”
Derfor skal man heller ikke fokusere på den manglende brik. Man skal derimod øve sig i at minde sig selv om alt det, man faktisk har, og så skal det nok manifestere sig på en eller anden måde.
”Det sagde min mor, da jeg var 14 år, og jeg har løbende sagt det til mig selv siden. Så når jeg ligger en søndag og er deprimeret og har det nederen i maven, kan jeg nogle gange løfte mig op og sige, det er midlertidigt, og det går over i morgen.”
Og det er blevet nemmere med alderen.
”Man opdager, at alt er forgængeligt. Det samme gælder lykke, og det er med til at understrege, at op i… ej, men hvis du havde alle de ting, du længes efter, ville du ikke føle dig lykkelig hele tiden. Så man skal ikke gå og tro, at lykken kommer, når man er nået hele vejen til toppen. Lykken er glimtvis,” siger Julie Rudbæk, og Jesper Zuschlag nikker entusiastisk.
Der var alligevel nogle ganske gode råd i dem.