”Alt, hvad jeg ved, er, at jeg var et meget mørkt sted – formodentlig var det døden,” sagde den engelske sanger Marianne Faithfull i januar til avisen The Guardian. Og i næste åndedrag: ”Jeg tror på mirakler.” Hun blev ramt af covid-19 i april 2020 og fik skader i sine lunger og kan ikke længere synge.
Hendes nye album med titlen ”She Walks in Beauty”, der udkommer den 30. april, blev påbegyndt kort inden sygdommen og færdiggjort under nedlukningen i samarbejde med Warren Ellis fra gruppen Nick Cave and the Bad Seeds. Da Ellis ringede til Nick Cave og lod ham høre Marianne Faithfulls oplæsning af de mørke digte gennem en telefon, sagde han: ”Wow, det er utroligt, det er fantastisk!” og tilbød at spille klaver. På albummet medvirker også lydmageren Brian Eno og cellisten Vincent Ségal.
Faithfull reciterer på det nye album Lord Byron, John Keats, Percy Bysshe Shelley, William Wordsworth og Lord Tennyson.
Hele sit liv har den engelske sanger og ikon villet lave et album med sine favoritdigtere, fortæller Ellis i Guardian-artiklen og siger også, at Faithfull overlevede mod alle odds: ”At hun overlevede det – det er ikke til at tro.” Efter udskrivelsen fra hospitalet tænkte Faithfull kun på at færdiggøre albummet.
Passionen for engelske romantiske digtere tillægger hun en Mrs. Simpson på St. Joseph’s Convent School i Reading, hvor hun gik, inden hun rejste til London som 16-årig. Så kom tiden med Mick Jagger og Rolling Stones, Top of the Pops, rock’n’roll og de eksperimenterende 1960’ere og hendes vedvarende kampe med misbrug.
Hun var kæreste med Jagger og inspirerede ham til ikoniske sange som ”Sympathy for the Devil” og ”You Can’t Always Get What You Want”, men hun vægrede sig altid ved at blive kaldt nogens ”muse”.
Hun har altid sunget med en gravrøst, og den har altid været hendes egen røst. Kilden og drillevorn. Født mørk.
Det nye album ”She Walks in Beauty” er optaget i hendes hjem i London af PJ Harveys’ producer Head, som sendte optagelserne af hendes oplæsninger til Warren Ellis i hans Paris-studie. I presseteksten udtaler Ellis, at han ikke så dem som sange, begrænset af melodier eller akkorder, men en slags musique concrete med brug af gadestøj samt forskellige akustiske og elektroniske lyde.
Der er en tid til alt. I sin lange karriere har Faithfull, der nu er 74 år, samarbejdet med en broget flok af kunstnere – Blur, Cave, Pulp – og sunget covers af alle fra Duke Ellington til Black Rebel Motorcycle Club.
Men der er én sang, som har været hendes livslange ledsager: ”As Tears Go By”, hendes debutsingle, som hun første gang sang som 17-årig med Jagger og Keith Richards, og som optræder igen på hendes seneste album ”Negative Capability” (2018).
Som tårerneer gået forbi, har hun forenet det barokke, gotiske med det lystne og håbet, hun har læst hos digterne.
Den stille, dunkle desperation er gået hånd i hånd med kødets beattunge lyst. Måske er det hendes varemærke. Og nu reciterer hun – måske for sidste gang – oder til efteråret, hyldester til månen og ”Surprised by Joy”, William Wordsworths berømte digt fra 1815. Digte af de romantiske mestre, som hun mener er perfekte til os i dette øjeblik i vores liv.
Til alt er der en tid. Og det er nok nu, man skal lytte til Marianne Faithfull, som i presseteksten udtaler:
”Til sidst ender jeg altid der, hvor jeg skulle være.”