Bob Dylan og Johannes V. Jensen har mere tilfælles end Nobelprisen i litteratur

Snart uddeles Nobelprisen i litteratur. Dette års modtager er Bob Dylan, og han har noget tilfælles med den seneste danske modtager, Johannes V. Jensen

 Bob Dylan ved sin seneste prisoverrækkelse, da præsident Barack Obama i 2012 udstyrede ham med frihedsmedaljen, Medal of Freedom. Bob Dylan skrev, sang og håbede på albummet ”Oh Mercy” (1989) at komme i kontakt med en ubegribelig kærlighed, den kærlighed, der netop rækker hinsides og kalder nåden frem.
Bob Dylan ved sin seneste prisoverrækkelse, da præsident Barack Obama i 2012 udstyrede ham med frihedsmedaljen, Medal of Freedom. Bob Dylan skrev, sang og håbede på albummet ”Oh Mercy” (1989) at komme i kontakt med en ubegribelig kærlighed, den kærlighed, der netop rækker hinsides og kalder nåden frem. . Foto: Charles Dharapak/AP/Polfoto.

Det er tid for stjerneskud. Uden for storbyerne, hvor kunstlyset er minimeret, kan man se dem på efterårets himmelhvælv, hvor de trækker deres korte rids i nattens nistrede fløjl.

Det er også tid for, at nogle af de største stjerneskud skal hædres og prises i Stockholm. I begyndelsen af december uddeles Nobelpriserne ved en højtidelighed med efterfølgende festmiddag i Stadshuset. Den såkaldte Blå Hallen transformeres til en festsal, hvor prismodtagerne takker ved foden af den store trappe, der fører op til Gyllene Salen, hvor der efterfølgende skal danses. Kommer årets modtager af Nobelprisen i litteratur, Bob Dylan, og sidder ind med bandet, der spiller op til dans?

Ikke meget tyder på det. Efter længere tids tøven har Bob Dylan både mundtligt og skriftligt takket for Nobelprisen, som han er både stolt og beæret over at være blevet tildelt. Men han har af ”personlige grunde” meldt fra til uddelingerne i Stockholm. Nu ved man jo aldrig helt. For nogle år tilbage, hvor Bob Dylan modtog en anden stor svensk pris, Polarpriset, for sit bidrag til musikhistorien, dukkede han alligevel op i sidste øjeblik til ceremonien og sad og hørte på Bryan Ferrys fortolkning af ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”.

Da den foreløbig sidste danske modtager (hvordan det er lykkedes De Aderton i Svenska Akademin at komme uden om Inger Christensen, er fortsat en gåde) Johannes V. Jensen i 1944 blev tildelt Nobelprisen i litteratur, mødte han heller ikke op. Det var på grund af Anden Verdenskrig. Men året efter var han i Stockholm og sige tak. Selvfølgelig. Det tilsagde ikke bare æren, men også almindelig hørlighed.

Det var før det, som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har kaldt for avantgardens ”negative opbyggelighed”. Altså dette, at radikal progressivitet for nogle er ensbetydende med foragt for etablerede institutioner og dermed en aparte form for vrangvillighed.

I 1944 fik Johannes V. Jensen angiveligt prisen for ”den særlige kraft og frodighed i hans digterfantasi forenet med en vidt favnende intellektualitet og djærv nyskabende stilkunst”. Johannes V. Jensens takketale var i samme ånd. Som tværfagligt tænkende nævnte han Carl von Linné og Charles Darwin i samme åndedrag som Esaias Tegnér og Adam Oehlenschläger. Digtning og naturvidenskab flød sammen til én vision i Johannes V. Jensens idé om den kunstneriske skaberkraft.

Af samme grund sluttede han sin takketale med at læse digtet ”Jorden og Lyset”.

Johannes V. Jensen havde været ude i verdensrummet, før nogle mennesker rent faktisk kom der. Han havde set alt derude, før astronauter i raketter og rumstationer langt senere sendte billeder tilbage til Jorden. Jensen skildrede Jorden som en farvet bold i rummet, ”klædt i Oceaner og mangefarvet af fem Verdensdele, aaret af Floder”. Og som digter så han lige så klart, hvordan det enkelte menneske var en del af den kosmiske kredsgang:

Stjerneskuddet,

en Ildskrift paa Himlen,

undertegner din Kontrakt

med Tilværelsen:

Jernmalmen i Jorden

og Meteoret

ude fra Universet

er af samme Oprindelse.

Der findes mange Former,

men kun af én Verden.

Der er grandeur over Johannes V. Jensens forestilling om menneskets kontrakt med livet. Kontrakten er signeret i himlen og menneskets selv som skabt og skabende er rundet af det samme stof, som universet er bygget af. Men menneskets liv er blot et glimt i uendeligheden, et strejf af nådens vinge et kort sekund.

Signaturen forsvinder lige så hurtigt, som den bliver skrevet. Livets skrift brænder og falder som meteoren og bliver til død materie. Men når mennesket ser stjerneskuddet, fødes drømme, håb og ønsker om en fremtid, et nu, hvor livet bliver til. Mennesket retter blikket ud i mørket og kan være heldig at få et svar. Nogen eller noget sender et lys tilbage.

Med den drøms lyslinje på firmamentet ligner Johannes V. Jensen dette års Nobel-stjerneskud, Bob Dylan, der i 1989 på albummet ”Oh Mercy” skrev, sang og håbede at komme i kontakt med en ubegribelig kærlighed, den kærlighed, der netop rækker hinsides og kalder nåden frem:

Seen a shooting star tonight

And I thought af you

You were trying to break

into another world

A world I never knew

I always kind of wondered if you ever made it through

Seen a shooting star tonight

And I thought of you

Der er et tab knyttet til Bob Dylans syn af lysglimtet på himlen.

Et menneske, en elsket, har engang forsøgt at trænge igennem til en anden verden.

Hvorvidt det er lykkedes, ved han ikke.

Men stjerneskuddet får ham til at mindes og til at håbe.

I klummen ”Liv&Litteratur” skriver Kristeligt Dagblads anmeldere Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem liv og litteratur, både historisk og aktuelt

Den faste lørdagsartikel ”Æseløret” om mediernes boganmeldelser udgår i dag af pladshensyn

Forfatteren Johannes V. Jensen, der i 1944 fik Nobel-prisen.
Forfatteren Johannes V. Jensen, der i 1944 fik Nobel-prisen. Foto: Polfoto