Det, der gør produktet interessant, er spændingen og feberstødene, hvor vi mister balancen og alligevel lander på fødderne. Med disse ord vurderer maleren Arne Haugen Sørensen sin og kunst- historikeren Leo Tandrups bog ”Korset og himmelstigen. En ilter korrespondance om Kristi begrædelse og kunstens væsen”.
Karakteristikken afspejler tonen i bogen, der består af e-mails udvekslet mellem de to mænd gennem mere end to år.
I særdeleshed er ordet ”ilter” velvalgt. Debatten kan være hård og til tider uforsonlig, og nogle gange skriver kombattanterne sig så langt væk fra hinanden, at de må afbryde kontakten. Men hver gang genoptages den. Begge er de for engagerede til at kunne opretholde tavsheden.
Deres baggrund for debatten er forskellig. Tandrup er akademikeren med det store historiske udsyn, mens Haugen Sørensen i høj grad udtaler sig ud fra sine mange års erfaring som kunstner. Men grundlæggende er debatten en samtale, et forsøg på om ikke at blive enige, så i det mindste at nå frem til en gensidig forståelse. Respekt for hinanden har de i forvejen.
Forhistorien er, at Leo Tan-drup i 2014 – som medlem af kunstudvalget i menighedsrådet ved Vor Frelsers Kirke i Horsens – fik idéen til en altertavle og i den anledning kontaktede Arne Haugen Sørensen, som han tidligere havde samarbejdet med. Tandrup forestillede sig et værk om Kristi begrædelse og henviste til ”Begrædelsen” fra cirka 1305 af den italienske kunstner Giotto.
”Du er den moderne kunstner, der ligger Giotto langt nærmest i mentalitet,” skriver Tandrup og tilføjer:
”Han bor et sted i dig.”
Arne Haugen Sørensen gik i gang. I bogen følges skabelsesprocessen intenst, både i tekst og billeder. Udgivelsen er rigt illustreret, herunder med en række af de skitser, der blev til undervejs, og hvorom mange ord udveksles. Noget af det værdifulde ved ”Korset og himmelstigen” er netop det dybe indblik, der gives i skabelsesprocessen.
Men altertavlen kom aldrig til Horsens. Kontrakten blev ganske vist underskrevet af Haugen Sørensen – men ikke af menighedsrådet, det trak sig. Og i dag hænger billedet i Vestjyllands Kunstpavillon – Arne Haugen Sørensen Museum i Videbæk.
Centralt placeret i ”Begrædelse” er et kors. Men var det nu også en god idé med et kors? Tandrup spurgte:
”Har du fremfor et kors, der vil være noget konventionelt og rigeligt kendt, overvejet en himmelstige? Det symbol vil ingen jo kunne tage fejl af, samtidig med at stigen vil kunne få folk til at studse, og dét at studse er jo i regelen starten på en eftertanke.”
Arne Haugen Sørensen var i første omgang positiv. Men så skrev han:
”Efter at have genset de skitser med himmelstigen, som jeg lavede i går, har jeg fået en alvorlig tvivl. Det ser ud, som om Jesus er faldet ned af stigen og har brækket benet. Det bliver banalt på en anden måde.”
Et par antydninger af, hvor skarp meningsudvekslingen kan være: Leo Tandrup:
”Jeg er altså dødtræt af at skulle påduttes din gamle ufunderede fordom om, at jeg vil have kunsten til at sige, hvad jeg mener og hele tiden har ment. Jeg har ikke nogen teorier, som jeg har kørt på hele mit liv. Mennesket er ganske vist et teoriskabende dyr, som Piet Hein sagde, men teorierne ændrer sig jo med kildematerialet, her de kunstværker jeg har undersøgt op gennem historien. Men jeg orker ikke at forsvare mig.”
Og Arne Haugen Sørensen i anden forbindelse:
”Det er, som om dette projekt er dit, og du vogter over det med en skræmmende nidkærhed. Jeg er træt af at blive behandlet som en tåbe, der skal styres med hård hånd.”
Et interessant element i bogen er de tanker, Arne Haugen Sørensen gør sig om sit virke som kirkekunstner, hvad han tilsyneladende slet ikke ønsker at være mere. I en mail fra marts 2015 skriver han, at han har besluttet at opgive ”de direkte religiøse motiver”. Begrundelsen er, at de ”kortslutter den kunstneriske proces. Folk i vore dage klapper antennerne i, når de genkender et religiøst motiv.”
I øvrigt fastslår han, at hans ”tilgang til kristendommen ikke er den troendes tilgang. Jeg bruger den, lidt som du (Leo Tandrup, red.) bruger kunsten, nemlig som et redskab til at beskæftige mig med de centrale ting i menneskelivet. Kærligheden og døden for eksempel. Det er grundessensen, der interesserer mig og ikke den enorme overbygning af dogmer og tænkte tanker.”
”Korset og himmelstigen” er vel, hvad man må betegne som en ”smal” bog. Den er imidlertid tillige stærkt udfordrende. Uanset hvor uenige Tandrup og Haugen Sørensen kan være, fører de deres synspunkter frem med en passion, der sætter disse i brand også for andre.