”Når vi besætter Nanjing, håber jeg, at vi ikke påfører byen unødvendig skade, og at vi kan undgå at gøre befolkningen fortræd,” skrev den japanske general Iwane Matsui i sin dagbog den 4. december 1937.
10 dage senere blev Nanjing besat, og i de følgende seks uger var den daværende hovedstad i Kina skuepladsen for så uhyrlige krigsforbrydelser, at de er gået over i historien på linje med det armenske folkedrab, massedrab begået af SS-Einsatz-grupper på Østfronten, massemord i Cambodja, Rwanda og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om af grusomheder, der er begået i den nyere historie.
Matsuis fromme dagbogsønske blev med andre ord eftertrykkeligt gjort til skamme. Selv blev han hængt i 1948, efter at den fjernøstlige internationale militære domstol havde dømt ham ansvarlig for det, der var foregået mere end 10 år tidligere.
I 2009 lavede den tyske filminstruktør Florian Gallenberger filmen ”John Rabe”. Rabe, chef for den kinesiske afdeling af Siemens i Nanjing, indrettede en to gange to kilometer stor beskyttelseszone og reddede derved skønsmæssigt godt 200.000 kineseres liv.
Rabe, der er gået over i historien som en slags østasiatisk Oskar Schindler, er selvfølgelig også med i den danske Østasien-korrespondent Peter Harmsens engelsksprogede bog ”Nanjing 1937. Battle for a Doomed City”.
Hos Harmsen optræder derimod ikke - som i filmen - en vis Valérie Dupres, forstanderinde for en fiktiv international pigeskole. Rabes medkæmper i den lille koloni af udlændinge, som ikke var flygtet inden den japanske besættelse, er i Harmsens bog - i overensstemmelse med de faktiske forhold - den 51-årige amerikanske forstanderinde for Ginling Girls College, Minnie Vautrin.
Det er et imponerende stort kildemateriale, der ligger til grund for Harmsens dokumentariske beretning. Persongalleriet er så stort, at læseren næppe husker navnet på de enkelte øjenvidner, der leverer hver sin brik til det store puslespil. Som dansker husker man dog navnet Bernhard Sindberg.
Forretningsmanden Sindberg, som skrev en beretning til Aarhus Stiftstidende i begyndelsen af 1938, forsøgte - som en slags dansk John Rabe - at etablere en sikkerhedszone for hundredvis af kinesere i Jiangnan nordøst for Nanjing.
Selve massakren i Nanjing når Harmsen først frem til i bogens slutkapitel. Han begynder, hvor han slap i sin sidste bog, ”Shanghai 1937. Stalingrad on the Yangtze”. Det var ikke på forhånd givet, at japanerne ville fortsætte deres erobringstogt i Kina frem mod hovedstaden efter at have vundet slaget om Shanghai. Der var faktisk forskellige holdninger i den japanske hærledelse.
Ligesom der også var forskellige synspunkter i den kinesiske: Skulle Nanjing forsvares for enhver pris, eller skulle man trække sig længere tilbage ad Yangtze-floden mod Wuhan i erkendelse af, at hovedstaden alligevel ikke ville kunne holde stand?
Harmsen får alle mellemregningerne med. Herunder også den storpolitiske magtbalance, som var under forandring. Sovjetunionen var ved at blive Kinas nærmeste allierede, samtidig med at Tyskland udskiftede Kina med Japan som asiatisk alliancepartner.
Under selve massakren i Nanjing døde et fem- eller sekscifret antal kinesere. Det præcise tal hersker der stor uenighed om. Bogens to serier af fotoillustrationer skåner læseren for udpenslede eksempler på de kejserlige japanske soldaters uhørte grusomheder under anvendelse af bajonetter og andre stikvåben. Harmsen lader os dog ikke slippe.
Her et par af de mere bizarre eksempler: Efter at have voldtaget en kinesisk kvinde kaster den sanseløst berusede japanske voldtægtsmand op ud over sit offer. En anden japansk soldat støder på en familie på seks personer, som sidder på hug omkring en gryde med rissuppe. Japaneren stiller sig foran gryden, urinerer i den og går storgrinende derfra.
Bogens beskrivelser af den japanske massakre i Nanjing udstiller denne hang til ikke alene at slå modstanderne ihjel på en mere eller mindre bestialsk måde, men også at ydmyge dem. Kan det forklares? Harmsen peger på det militære imperativ, at ingen japansk soldat overgiver sig levende. Hermed udgør en overlevende fjende et uværdigt liv, som kan behandles efter forgodtbefindende.