Charlotte Strandgaards bog med den besværlige titel ”Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame” indledes med et langt citat fra Jobs Bog. Og Job er på en måde også til stede på de følgende sider, for så vidt som de rummer udsagn fra et menneske – en kvinde midt-70’erne – der er mere fortrolig med ulykken end med lykken, et menneske, der til stadighed farer vild.
I citatet spørges der om vej til indsigten. Og et af svarene er dette:
”Kun Gud kender vejen til den, kun han ved, hvor den bor, thi hans øjne rækker til jordens ender, under himlen ser han alt.”
Bogen slutter i en lignende erkendelse, men på en måde, der helt er Strandgaards egen. Hun lader formidleren være en forhutlet og umiddelbart frastødende mand, der imidlertid viser sig at have et vigtigt budskab og fremtræder som en slags Jesus-skikkkelse.
Samtidig udpensles den fortællende kvindes situation. Og den voldsomme smerte, der ledsager ordene, redder i overvejende grad ”klagesangene” fra at blive opslugt af en ellers truende monotoni. Stilen er ribbet, skåret tæt ind til benet, intet, der kan mistænkes for at være overflødigheder, får en chance. I passager er det, som om kun stikordene har overlevet – med den risiko, at teksterne lukker sig om sig selv.
Bogen lanceres som en digtroman. Ikke nogen helt dækkende betegnelse, men det er svært at komme med et mere anvendeligt alternativ for et værk, der som dette udfordrer en klassisk genreopdeling. Det, man får, er en heftigt brændende komposition af korte sætninger, lidenskabelige udbrud, kaos, desillusion og afmagt.
Titlen har sin baggrund i den talende kvindes oplevelse af at være en marionetdukke:
”Spillelederen har bestemt, at jeget ikke selv kan bestemme, hvor i drømmehuset hun befinder sig, ej heller hvordan og hvornår hun kommer ud. Hun kan heller ikke lyve.”
Kvinden kæmper for at overvinde spillereglerne, men tumler forvirret rundt – i fortiden, repræsenteret blandt andet af forældrene samt en afdød søn. Og vi får et glimt af de triste måneder, efter at hun fik fået foretaget abort. Læseren bringes tæt på de plagsomme generelle livsbetingelser, angsten, smerterne, både de fysiske og de sjælelige.
I en sekvens kredser kvinden om et brudt kærlighedsforhold og de dramatiske absurditeter i den forbindelse, skylden samt en forsinket drøm om en ikke realiseret forsoning. Hun beskriver sig selv som kold:
”Jeg har aldrig oplevet sådan en indre kulde/ Er det dødens hjem jeg er i/ Hvad sker der med mig/ Hvorfor kan jeg ikke tro på dig? Vi har kendt hinanden i over fyrre år/ Jeg mærker isslaget omkring mig.”
Så lyder disse ord fra den lurvede mand, den ildelugtende, en taber i frit fald, som en præst, der er gået i hundene: ”Du behøver ikke at klare det hele selv.” Kvinden vil først ikke høre, hvad han siger, men han gentager ordene og tilføjer, at hun ”kan lægge tilgivelsen over til Gud/ Hvad bilder han sig ind/ Det her er ikke en kirke/ Her i landet går vi ikke sådan og taler om/ Gud til hinanden.”
Hun tænker på sit yndlingsritual i kirken: ”Fred og nåde lyser præsten fra Gud til/ sidst i gudstjenesten/ Uanset om man har fortjent det eller ej.” Man aner, at den fred nu kommer dybere ind i kvindens liv.
Det er en bog, der i enhver henseende følger sine egne veje, men alle går de gennem nødvendigheden. Hvert udsagn er præget af, at det for Charlotte Strandgaard har betydet alt at formulere dem. Det er i al sin barskhed også en smuk og ikke mindst brutalt ærlig bog.