79 minutter med 56 glimt af livet i Reykjavik skaber en julefilm med ekko

Den islandske instruktør Rúnar Rúnarsson har kastet sig over julen, en tid, der er bundet op på traditioner - som i den grad foldes forskelligt ud

Instruktøren Rúnar Rúnarsson har i flere af sine præmierede film beskæftiget sig med den moderne virkelighed i Island og dermed også med vores virkelighed i den vestlige verden. Glem sagaerne et øjeblik, og se vores fælles liv! Engang var livet enkelt. Det er det ikke mere.

This article is part of a theme:

Julens traditioner

Go to the themes page

Han slog igennem med den fascinerende ”Volcano”, der handlede om en gnaven, ældre mand i Reykjavik, der går på pension og har det svært med alderdommen. Derefter kom filmen ”Sparrows”, der handlede om unge mennesker i Udkantsisland. Det var der ikke meget grin over.

Nu kaster han sig over juletiden. Hvad er det, der er på spil? Er det glædens fest over barnet i krybben, eller er det noget andet? Det er begge dele. Der er ekko af det lyse og det mørke. Himmelske toner og disharmoniske klagesange.

Der er ingen handling i filmen. De 79 minutter består af 56 glimt af livet i Reykjavik, mens juletræet tændes, og nytårsraketterne fyres af. I det første tableau kører en bil gennem en vaskehal og bliver vasket ren. Er vi vasket rene? Ja og nej.

De 56 små filmsekvenser kommer hele vejen rundt om eksistensen. Der er de traditionelle billeder af familiejul, hvor der alligevel hele tiden også er skæve vinkler. En datter kommer til sin fars nye hus, hvor han bor med en ny kone og dennes datter. Sammenbragt familie. ”Far, jeg har en gave til dig,” siger hun glad ved ankomsten. Faderen har også en til hende, et klaver, som datteren sætter sig ved og spiller Suzuki-agtigt og humpende på. Da kommer den nye kones datter ind, hører det og sætter sig og spiller meget bedre. Datteren bliver skuffet og træt. Det kan vente med gaven, siger hun til sin far. Det kan vente med julen. Glæden er væk. Virkelighedens komplicerede liv rammer hende.

Senere er vi med til krybbespil på skolen og salmesang på torvet foran kirken. Her er vi ved roden af glæden. Den er der også, når mandlige slagteriarbejdere danser til julemusik, mens de skærer kød ud. Sværere er det at se traditionen, når otte kvindelige bodybuildere poserer i en julekonkurrence.

Dette er bare et lille udsnit af den virkelighed, som Rúnar Rúnarsson ser. Nok er der fælles grund i juleglæden, men hvor den dog foldes forskelligt ud. Ganske ofte sker det i den grå ende af den menneskelige livsskala. Det er ganske fascinerende og tankevækkende. Det er nordisk noir-film uden spænding.