Prøv avisen
Opera

Det Kongelige Teaters nye opsætning af ”Carmen” er spektakulær, men problematisk

4 stjerner
Sevilla var ved ”Carmen”-premieren i lørdags på Operaen i København skrottet til fordel for en syv-otte meter høj trappe, der fyldte langt det meste af scenens bredde. – Foto: Camilla Winter/Det Kongelige Teater

Der lugtede ikke meget af Sevilla ved Carmen-premieren i lørdags, men der blev sået tvivl om hendes køn, og hun blev vist som et voldeligt, spansk bøllefrø

Bizet blev færdig med ”Carmen” i sit dødsår 1875, og efter en mislykket uropførelse blev den med tiden en af alle tiders mest folkekære operaer. ”Carmen” foregår jo i Sevilla, og hovedpersonen er en fascinerende sigøjnerkvinde, der både tilbedes af sergenten Don José og toreadoren Escamillo – sådan plejer det da at være, ikke sandt?

Men plejer er for længst afgået ved døden i den moderne operaregi. Sevilla var ved ”Carmen”-premieren i lørdags på Operaen i København skrottet til fordel for en syv- otte meter høj trappe, der fyldte langt det meste af scenens bredde, og hvor størstedelen af den dramatiske handling udspillede sig.

Og allerede af programmets forside – det prydes af en stolt Carmen i toreadordragt – fremgik det, at man ikke skulle føle sig alt for sikker på Carmens køn. Nogle scener i første halvdel viste hende da også som et voldeligt spansk bøllefrø, mens hun senere, især i samspillet med Escamillo, var en nogenlunde indtagende sigøjnerkvinde. Dermed blev vi også i denne forestilling præsenteret for det androgyne element, der efterhånden er et kært tema i mange operaiscenesættelser.

Kæmpetrappen havde sine fordele. Man havde selv fra de bageste rækker på gulvet et fint vue ud over samtlige medvirkende, heriblandt de tre talstærke kor og de glimrende dansere, som i mange sekvenser var med til at give forestillingen et skær af kabaret. Og man kunne atter konstatere, at korsangere og statister nyder at spille teater, når chancen gives. Om deres heftige iver så virkede smittende, er et andet spørgsmål.

Kabaretagtig var også den stemme (Maria Rich), der med jævne mellemrum småfilosoferende gelejdede publikum gennem handlingsgangen og i en vis forstand kompenserede for den andalusiske atmosfære, som iscenesætteren Barrie Kosky og hans team havde valgt at nedtone til det minimale. Stemmen var noget kælent-indforstået i tonefaldet og forstummede hen mod slutningen, også de steder, hvor man måske kunne have haft brug for den – eksempelvis da den trofaste Micaëla, Carmens temperamentsmæssige modpol, dukkede op i tredje akts første billede.

Den kære klassiker ender som bekendt ikke lykkeligt. Carmen bliver foran tyrefægterarenaen i Sevilla – der åbenbart gemmer sig under eller bag kæmpetrappen – dolket af den rasende jaloux Don José, da han omsider har viklet sig ud af hendes kolossale blålilla kjoleslæb, der udfoldet kunne dække en stor del af trappen. Tæppe? Ikke helt. Carmen rejser sig, sender et lille smil ud mod publikum og slår resigneret ud med armene: Det var så det. En gestus, der i nogen grad punkterer vores illusion af at have overværet et højspændt drama.

Forestillingen kalder undervejs på panderynker, men spektakulær er den i højeste grad. Der er mange flotte optrin, der bliver præcist afviklet, når alle medvirkende i al hast skal finde deres rette plads på trappen – ved premieren blev vi forskånet for fald eller andre uheld i den forbindelse – og der er tempo og flugt i de fleste scener. Den logistiske kabale går så at sige op i alle akter.

En nærmere vurdering af sangernes vokale præstationer giver ikke den store mening al den stund, at alle operaens store partier er dubleret, og der uvægerligt vil være markante forskelle på, om det er den ene eller den anden sammensætning, man kommer til at overvære.

Det skal dog siges, at Michèle Losier og Migran Agadzhanyan gjorde god fyldest som Carmen og Don José, og at Gisela Stille var en overbevisende Micaëla. Man må til gengæld håbe, at premiereaftenens vokalt vaklende Escamillo var en undtagelse, måske havde den hviderussiske sanger bare en af de aftener, hvor stemmen ikke vil makke ret.

Derimod kan man være aldeles tryg ved den rent musikalske side af sagen. Under kyndig ledelse af chefdirigent Alexander Vedernikov leverede Det Kongelige Kapel herligt spil fra orkestergraven, og man kunne ind imellem sine funderinger over den dybere mening med diverse stunts og iscenesætterpåhit fryde sig over Bizets udødelige melodier.