Lad det være sagt straks: Det Kongelige Teaters udgave af amerikaneren John Adams’ opera fra 1987 havde rigtig meget at byde på. Først og fremmest en veloplagt Johan Reuter i titelrollen som den amerikanske præsident, der skulle få et mildest talt blakket eftermæle.
Premierepublikummet kunne desuden glæde sig over en række andre fortræffelige præstationer i de store partier, heriblandt Arnold Bezuyen som en uudgrundelig Mao Tse-tung, der ind imellem sine blundere vågnede op til nogle filosofiske og dybest set uforståelige kommentarer, Sarah Tynan, iført en højrød kjole som Pat Nixon, Zachary Altman som en noget tilbageholdende Henry Kissinger og den altid driftssikre David Kempster som Chou En-lai. Dertil kom en sand pragtpræstation af sopranen Sofie Elkjær Jensen, maskeret til ukendelighed som Chiang Ch’ing, alias Madame Mao Tse-tung. Ligeledes kunne man glæde sig over et velsyngende operakor, godt spil af Det Kongelige Kapel under ledelse af Alexander Vedernikov, og man vil kunne forstå, at den musikalske side af sagen var i orden.
Iscenesættelsen stod operachef John Fulljames selv for. Han havde valgt at benytte sig af en række flytbare arkivbokse, som stablet i svimlende højder også kunne bruges som en slags lærred til de projektioner, forestillingen i rigt omfang benyttede sig af. Den teknik er selvfølgelig kommet for at blive, men den fungerer ikke altid uproblematisk.
Det kan virke forvirrende at se formand Mao træde ud af en stor kubus, hvorpå han selv er afbildet i maxiformat, og der var andre besynderlige indfald på skærmene. Ganske vist er der tale om et værk, der i høj grad drejer sig om magtens mænd, men det forekommer alligevel malplaceret, at vi pludselig skal se Lars Løkke Rasmussens kontrafej sammen med Vladimir Putins – publikum reagerede da også med en spontan latter midt under den alvor, forestillingen ellers kalder på.
Eksemplet er karakteristisk for den moderne regioperas misere. Mådehold er ikke ligefrem nogen kardinaldyd, og det kan virke, som om der ikke er nogen bremseklods, når en iscenesætter får et eller andet spøjst indfald. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at man kasserer spontane indfald, tør jeg i hvert fald dårligt tænke på niveauet af disse.
Begivenhederne under Nixons Kina-besøg i begyndelsen af 1972 flimrer hen over scenen med et langt møde mellem magtens fire mænd som det mest prægnante islæt i første akt – og en politisk tale af fru Nixon som en markant åbning på anden akt, der ellers er præget af en revolutionær ballet udtænkt af Maos kone.
Balletten bliver en handling i handlingen, inden operaens tredje og korteste akt slår mere reflekterende og nostalgiske toner an.
Her får musikken en umiskendelig amerikansk klang, en duft af sentimental musicalstil, der viser John Adams’ beherskelse af mange forskellige musikalske genrer. Men de tre akters fundamentalt forskellige karakter går ud over sammenhængskraften i operaen.
Adams’ professionelle dygtighed er ubestridelig, og ofte lovprises han for at være en sand mester i at komponere i en stram minimalistisk stil. Men hans musik i ”Nixon in China” virker i lange stræk noget ensformig, som kommer den fra et evigt strømmende spilleværk, hvorfra intet rigtig stikker ud. Han kan sit kram, bevares, men hans musik rusker ikke for alvor op i sindet.