Radiovært, tidligere folketingskandidat og blogger Mads Holger er aktuel med en roman, som i fiktionens form er en afregning med kulturradikale strømninger og multireligiøst meningsmageri.
Hektor Ambrosius hedder hovedpersonen i ”Vorherre bevares”, der satser stort som kunstner, men skuffet må erkende, at Kunstakademiet kun præmierer dem, der foragter dansk kultur. Hektor slår siden igennem som skrædder i Paris. Men da han forsøger sig på dansk jord, må han snart dreje nøglen om.
I den sidste del af bogen slår Hektor sig ned hos en ældre præst af grundtvigsk-tidehvervsk observans. Det umage par bliver også kontubernaler udi ånden.
Planen er derfor, at Hektor skal efterfølge den gamle præst, når han er færdig med at uddanne sig til præst. Men dette projekt støder snart på visse vanskeligheder. ”Vores religionslærer siger, at alle guder er den samme, men at man bare opfatter det forskelligt på grund af der, hvor man kommer fra,” meddeler den vordende konfirmand Amalie den vikarierende præst Hektor.
Herefter udvikler diskussionen sig. Moderen insisterer desuagtet på at få sin datter konfirmeret, og biskoppen beslutter, at en anden præst skal overtage konfirmationen. Snart er Hektor helt ude af billedet som kandidat til præstestillingen i Lundeborg. De sidste ord fra den vragede præst er derfor: ”Vorherre bevares.”
Som man nok fornemmer, har forfatteren et godt - eller ondt - øje for den skabagtighed og illusionsmodtagelighed, der findes til venstre for midten. Og Mads Holger er heller ikke bange for at give disse fænomener med sværtekosten.
Men samtidig er ”Vorherre bevares” en slags dannelsesroman, der følger Hektor fra barndomsårene til desillusioneret teolog. Det er meget, også for meget på blot 200 sider. ”Vorherre bevares” bærer præg af, at stoffet ikke rigtig har haft tid til at samle sig, og at Mads Holger endnu ikke behersker det skikkelsesdannende greb.
Om grundtvigianerne mente Viggo Hørup, at hvis man vænnede dem af med jargonen, så havde man omvendt dem. Noget lignede gælder for Mads Holger, som er en gammelmodig stilist, der skriver med svungne sætninger og rundkaster ord og vendinger fra anno dazumal. Denne sprogduktus afspejler romanens forherligelse af klassiske konservative dyder.
Filtrerer man de mest karikerede optrin og krukkede sætninger fra, så har Mads Holger imidlertid en pointe, der er værd at tygge på: Hvorfor reagerer danskerne så defensivt på den nivellering, der finder sted i kunst, kultur og kirke?