Under en køretur peger manden ud til højre på en af de høje hvide plaststolper med reflekser og spørger sin kone: Ved du, hvad det er?. Ægtefællen rystede på hovedet, og så svarede manden: Det er en præst! Konen så lidt målløs ud, så manden forklarede: Jo, stolpen viser vejen, men går den ikke selv!.
Sjældent har det billede passet bedre end på den unge amerikanske præst David Platt, hvis første nu foreligger på dansk. Forfatterens hele attitude oser af uægthed og oppustethed, hvorfor hans henvisninger til evangeliet minder mere om en halvkvædet vise end en reel forståelse af kristendommens kerne.
LÆS OGSÅ: Man må gerne tage hunden med i himlen
Vi er alle blevet født med et ondt hjerte, der hader Gud, slår Platt fast i begyndelsen af Radikal, og det skal der jo rettes op på.
Skønt Platt beskedent giver til kende, at han ikke sidder inde med alle anvisningerne på det, så har han ikke spor imod at antyde vejen, hvorhen vi bør gå, hvis vi ikke skal fortæres af Helvedes flammer: Hvad nu, hvis selve årsagen til, at du blev frelst, har været at deltage i international mission?.
Platt plages dog ikke selv af lysten til at slå sig permanent ned under andre himmelstrøg, for han virker som præst i en såkaldt megakirke i Alabama, der bliver fremhævet som en flatterende modsætning til andre fladbundne kirker i det forjættede land.
Man har da også hele tiden fornemmelsen af, at Platt står på prædikestolen, hvor det ikke så meget er ham, der holder talen, som det er talen, der holder ham. Platt causerer velsmurt over troens pris uden at lade sig distrahere alt for meget af besværlige kendsgerninger.
Bogen er derfor fyldt med banale betragtninger og tomme forsikringer, som flyder ud over siderne som en fed frasestrøm afbrudt et enkelt sted af en fem sider lang fanmail fra en kirkegænger.
Man skal ikke tro forfatteren, når han indleder med at skrive, at han har flere spørgsmål end svar. Det er omvendt. Han sidder inde med alle svarene og viger uden om de vanskelige spørgsmål. I Radikal er der følgelig mere avner end kerne, mere sværmeri og selvforgabelse end vægtfylde og væsentlighed. Igen og igen understreger Platt, at kristendommens eneste sande aftryk og udtryk er at opgive alt hvad du har, sælge dine ejendele og give til de fattige. At gå til steder, hvor der er stor nød og fare, hvor du potentielt kan miste livet.
Mod slutningen af en slår Platt et slag for bibellæsning, men det er en ejendommelig måde, han gør det på. Her får vi at vide, at 3. Mose i Det Gamle Testamente, som rummer nogle af de mest drakoniske forholdsregler i forhold til homoseksualitet og ægteskabsbrud, overgår samtlige andre kristne bøger!
Ak ja. Hamlet siger med rette i Shakespeares drama til sin ven, at der er mere mellem himmel og jord end i din filosofi, Horatio.
Der er også umådeligt meget mere end i David Platts tanker.