For nogle år siden nævnte den britiske sprogforsker David Crystal under en forelæsning på Copenhagen Business School, at de keltiske sprog er gået så stærkt tilbage, at de er truet af udryddelse. Da jeg i den efterfølgende diskussion spurgte, om det også gjaldt walisisk, svarede han, at det er den eneste keltiske succeshistorie. Men de øvrige, nulevende keltiske sprog - irsk, skotsk-gælisk og bretonsk - bruges nu så lidt, at de nærmest ligger på det yderste.
Først i 1800-tallet blev det påvist, at de keltiske sprog hører til den indoeuropæiske familie. I 1909-1913 udgav vores betydeligste forsker på området, professor Holger Pedersen, en sammenlignende keltisk grammatik. Den har jeg nu ikke læst, men da det viste sig, at det var samme Pedersen, der havde skrevet artiklen om keltiske sprog i Salmonsens Konversationsleksikon (bind 13, 1922), benyttede jeg lejligheden til at blive orienteret om dem dér.
Om irsk står der, at det kun tales af lidt over en halv million og skotsk-gælisk af cirka en kvart million. Bretonsk tales af lidt over en million, men mangler et skriftsprog. Gunstigst forholder det sig med walisisk, der tales af over en million, blandt andet fordi skriften slutter sig omtrent lige så nøje til udtalen som den italienske.
Om situationen i 2001 læser man i Den Store Danske Encyklopædi, at walisisk er førstesprog for cirka 20 procent af befolkningen, dvs. nærved 600.000, og at det fra anden halvdel af 1900-tallet stod styrket i undervisning og medier. Irsk havde i 1997 kun cirka 60.000 førstesprogbrugere, selvom det er statens første sprog og nu har fået officiel status som EU-sprog, og skotsk-gælisk i 2000 ca. 80.000. Også for bretonsk er antallet af brugere faldet drastisk.
I en avisartikel med overskriften ”Speaking up for language” har et walisisk parlamentsmedlem, Hywell Williams, skrevet, at meget har forandret sig, siden man i 1993 fik en sproglov: Der er flere der taler walisisk, gennemsnitsalderen for walisisktalende bliver lavere og lavere, og næsten halvdelen af dem, der taler walisisk, bor nu i den sydlige og østlige del af landet. Stereotypien om walisisk som et eksotisk sprog, der tales af gamle i den nordlige og vestlige del, har derfor ikke noget på sig. Ifølge Williams har landets sproglov brug for et grundigt serviceeftersyn, bl.a. for at sikre at jurymedlemmer forstår både engelsk og walisisk.
Den 22. maj i år søsattes en ny online service - BBC Cymri Fyw - der skal bringe nyheder til moderne medieforbrugere. Tjenesten er tilgængelig på alle platforme og let at bruge, så man må formode, at der med den er gjort et effektivt fremstød for walisisk.
Har denne beretning om walisisk noget at sige os i Danmark i dag? Det skulle jeg mene. Også dansk har været under pres, og især i erhvervslivet og på universiteterne har man udskiftet dansk med engelsk. Ifølge en statusrapport fra 2013 foregår 20 procent af universitetsundervisningen nu på engelsk, og 83 procent af danske universitetspublikationer bliver skrevet på engelsk. For dem der lægger vægt på at sikre dansk som et kultursprog, det vil sige et sprog, der er tilpasset til at behandle alle kendte områder af menneskelivet og verden, lyder det ikke opmuntrende.
Det danske sprog går ikke under af, at man taler engelsk - i al fald en slags engelsk - på universiteterne. Men hvis al sagkundskab over et vist niveau behandles på engelsk, går det ud over formidlingen af denne sagkundskab. Dertil kommer, at prisen for at skifte fra dansk til engelsk i undervisningen er, at det faglige niveau synker, at diskussionerne i timerne bliver mindre livlige, og at man i stedet for at sige det, man vil, må nøjes med at sige det, man kan.
Da jeg i 2003 som led i mit virke i Dansk Sprognævn deltog i debatten om sprogpolitik, blev jeg bedt om at skrive en artikel om dette emne i det walisiske tidsskrift ”Planet - The Welsh International” (nr. 157). Her slog jeg til lyd for at der på en række områder indføres parallelsproglighed, dvs. brug af engelsk og dansk ved siden af hinanden. Og de debattører, der kun kunne strække sig til at sige, at der skal bruges dansk, medmindre det er naturligt at bruge engelsk, mindede jeg om, hvad George W. Bush engang hævdes at have sagt: ”Jeg vil gøre alt for at begrænse drivhuseffekten, så længe det ikke nødvendiggør en begrænsning af CO2-udslippet.”
Af mine modstandere blev jeg betegnet som purist - det var ikke en kompliment - og som en Don Quixote-agtig fantast. Jeg har nu ikke noget mod låneord, men alligevel vender jeg tommelfingeren nedad over for eksempel ”overrule”, dels fordi det er overflødigt - vi har jo ”underkende” - dels fordi folk ikke kan finde ud af, hvordan det udtales. Om domænetab mente modstanderne, at det var omsonst at vende sig mod engelskpåvirkningen - det svarede nærmest til at vende sig mod tyngdeloven.
Det argument har jeg nu aldrig købt. Sprogets udvikling er ikke let at styre, men den er nu ikke bestemt af skæbnen eller tyngdekraften.