Prøv avisen
Bog

En Kierkegaard til perfektionens tid

5 stjerner
Søren Kierkegaard fremstilles i bogen som en fænomenolog, der fremstiller følelser og tilstande, som vi alle kender til. Foto: Ritzau Foto/AP

Pia Søltoft har skrevet en rigtig fin introduktion til Søren Kierkegaard. Bogen er aktualiserende uden at være popsmart og overflødiggør heldigvis ikke videre studier eller fortolkningsfejder

Sidste år blev der afholdt ”prikke-runde” på Københavns Universitet, som om den ærværdige institution var en bank i 1990’erne. Så havde man set det med. Der blev fyret en del gode forskere ved den lejlighed, og at man tilsyneladende fyrede helt uden hensyn til persons anseelse, er der jo en vis stil over. Moderne institutioner forbinder vi ellers ikke normalt med en irrationel offer-økonomi, som vi kender den fra antropologiens høvdingedømmer.

Stor Kierkegaard-profil med ny bog

En af de fyrede profiler var Pia Søltoft, der blandt andet har været leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Og hun skal nok klare sig. Hun har sit eget konsulentfirma og er siden blevet sognepræst ved Marmorkirken i København. Søltoft har studeret Søren Kierkegaard i årtier og i tilgift til de lærde bøger om filosoffen, hun tidligere har skrevet, har hun nu lagt kræfter i at udarbejde ”en nutidig introduktion”, som undertitlen lyder på hendes nye bog.

Jeg synes, introduktionen er meget vellykket. Søltoft skriver indbydende og forståeligt uden at forfalde til det popsmarte eller forkrampet aktualiserende. Og det kan hun gøre, fordi hun er bevidst om, at Kierkegaard – helt af sig selv, havde jeg nær sagt – taler lige ind i et af vor tids store smertepunkter på det personlige plan: tyrkertroen på, at vi kan skabe os selv, realisere os frem til den bedst mulige udgave af os selv, række ud efter perfektion på alle livets områder.

Selv om disse antagelser er urealistiske helt ud i det groteske, synes de næsten at være blevet en folkereligion, og mennesker går ned med stress, brænder ud og får angst, konfronteret med egne og andres forventninger. Den nye folketro kan virke som en forvrænget pop-eksistentialisme (vi kan leve, som om vi er 100 procent vort eget livs redaktør), og derfor er det både velgørende og relevant at få udlagt, hvordan eksistentialismens filosofiske og teologiske stamfader egentlig betragtede menneskelivet.

Troen er vejen ud af tvivlen

Søltoft udlægger Kierkegaard som en fænomenolog, der fremstiller følelser og tilstande, som vi alle kender til. Og hun gennemgår roligt og omhyggeligt grundbegreber som angsten, Gud(en), samvittigheden, fortvivlelsen med videre. Alt føres hele tiden tilbage til grundsituationen: Ethvert menneske er med tilværelsen stillet den opgave at være sig selv eller blive sig selv, og det prøver vi fortvivlet at omgå på en del forskellige måder fra spidsborgerens flugt ind i det konventionelle liv til den dæmoniske og hyperbevidste refleksion om, hvor umuligt al ting er.

Hos Kierkegaard bliver troen den eneste vej ud af fortvivlelsen. Det gælder om at blive sig selv gennemsigtig i forholdet til Gud. Selvindsigt og Gudsindsigt er et og det samme. Kierkegaard er både forfatter, psykolog, filosof og teolog på én og samme gang, og hos ham er menneskets religiøsitet en naturlig del af det at være menneske. Gud bor også i sorgen over ikke at kunne finde Gud.

Man mærker, at Pia Søltoft kender de samlede værker ud og ind. Hun citerer fra både de pseudonyme skrifter, de opbyggelige skrifter og journalerne. Citaterne melder sig med en uanmasende relevans, og ofte har hun fundet godbidder, der ikke er alt for velkendte og fortærskede.

Hun gør selv opmærksom på, at introduktionen hverken er lagt biografisk, systematisk, kildehistorisk eller receptionshistorisk an. Ærindet er alene en redelig formidling af Kierkegaard til nutiden. Det fungerer fint næsten hele vejen. Men da Søltoft i sidste kapitel også vil runde kirkekampen og Kierkegaards frontalangreb på den etablerede kirke, taber fremstillingen moment og bliver rådvild. Søltoft ved ikke helt, hvad hun skal stille op med den ekstreme Kierkegaard, der passer dårligt ind i de mere harmoniske spor, der er lagt ud i bogen. Hun griber til det biografiske og antyder, at Kierkegaard på grund af hårde livsomstændigheder ikke er sig selv i de sidste år.

Også på anden vis er der mere gennemgribende og heftige diskussioner, der falder uden for bogens runde og formidlende horisont. At Kierkegaard er en religiøs tænker kommer til at virke så naturligt i fremstillingen, at man føler trang til at få at vide, hvordan ateistiske Kierkegaard-elever og eksistentialister egentlig ser på sagerne. For der er jo nogle, der tager Gud ud af Kierkegaard. I vores multireligiøse tid ville det også være spændende at få beskrevet mere indgående, hvordan Kierkegaard kom fra Gud til Kristus, altså hvordan den kristne lidenskab adskiller sig fra en almenreligiøs lidenskab.

Kierkegaard og kirkekampen

Så vidt jeg kan vurdere, tilhører Søltoft en skole inden for forskningen, der prøver at få Kierkegaard lidt ud af eksistentialismens ringhjørne og ind mod den filosofiske midte. Han er som nævnt fænomenolog og har sans for både naturlig kærlighed, myter, inter-subjektivitet og andet godt. En K.E. Løgstrup ville ikke have holdt opgør med denne Kierkegaard, men snarere have givet ham en highfive.

Det kan være, Søltoft har ret, men det er nok også derfor, kirkekampen bliver et underligt appendix. Hvis man kigger mere efter den subjektive lidenskab som en mulig overanstrengelse hos Kierkegaard, kan kirkekampen virke som en ophobet konsekvens. Han kan til sidst ikke styre den latente aristokratisme i sin egen tænkning og ender med at se sig selv som den ”hjertekender”, der kan vurdere, hvorvidt andre er kristne. Drevet af en umulig religiøs perfektionstrang bryder han sammen, ikke ulig vor tids perfektionister.

Nuvel, alt dette er ikke indvendinger mod det foreliggende arbejde. Man kan nu en gang kun skrive én bog ad gangen, og Søltoft kan måske en anden gang skrive mere om den kontroversielle Kierkegaard. Nye læsere kan i hvert fald trygt begynde her, og ældre læsere kan få et genopfriskningskursus.