Den norske pastor Adolph C. Preus var bekymret. I Wisconsin havde den norske kirkes præster igennem længere tid været udsat for voldsom kritik på grund af deres syn på slaveriet. Slaveriet i syden kunne ikke påstås at være syndigt, mente Preus og kirken efter at have konsulteret Bibelen. Sydstaternes umenneskelige salg og udnyttelse af slaver var ganske vist et onde, men ingen steder stod der i Bibelen, at det også var syndigt.
For de tusindvis af skandinaviske indvandrere, der udgjorde den norske kirkes menigheder, virkede kirkens position mildest talt besynderlig. Menighederne var næsten uden undtagelse modstandere af slaveriet, og det samme var den skandinaviske presse. Hvordan kunne den norske kirkes præster søndag efter søndag påstå, at slaveriet ikke var syndigt?
Forvirringen var stor blandt menighederne, og konflikten voksede nærmest fra dag til dag. Pastor Preus modtog derfor flere venlige og bestemte opfordringer til at tydeliggøre kirkens syn på slaveriet.
I december 1861 skrev pastor Preus til den skandinaviske avis "Emigranten" og forklarede sit og kirkens syn på slaveriet:
"Vi kunne ikke kalde det, at holde Slaver der, hvor den politiske Lov tillader det, Synd i og for sig 1) fordi det ikke er udtrykkelig forbudt i Guds ord at holde Slaver; 2) fordi det ikke heller er befalet i Guds Ord at frigive alle Slaver". Lige præcis disse ord var grunden til at A. C. Preus og den norske kirke nu befandt sig i lidt af en knibe. Langt størstedelen af de skandinaviske indvandrere mente netop, at slaveriet uanset nuancer var moralsk forkasteligt.
Preus forsøgte derfor at forene kirkens og menighedens synspunkter i det afsluttende afsnit, hvor han bad læserne bemærke "at vor Erklæring er ikke proslaveri, men antislaveri. Vi ere imod Slaveri og ville arbeide derimod, som vi ere imod Barbari og Uvidenhed og andre Onder i det menneskelige Samfund".
Kirkens skelnen mellem slaveriet som et onde og slaveriet som en synd var dog for hårfin. For den almene kirkegænger virkede det uholdbart, at kirkens præster mente, at kristendom og slaveri kunne forenes. Faktisk var flere tusinde af disse nordmænd, svenskere og danskere netop draget i krig for at bekæmpe Syden og deres samfundsindretning baseret på slaveri og undertrykkelse.
Selv blandt skandinaverne i sydstaterne var der udbredt modstand mod slaveriet. En norsk immigrant, der var emigreret til Texas, skrev i starten af 1861, at han var imod slaveriets udbredelse og altid havde betragtet slaveriet som "et moralsk Onde paa hele Samfundet".
Heller ikke i den ikke-religiøse del af pressen fandt den norske kirke opbakning. "Emigranten" havde i flere år erklæret, at deres kampråb var "intet Slaveri hverken for Sorte eller Hvide".
A.C. Preus og kirkens præster stod med andre ord alene blandt de skandinaviske immigranter midt i denne nationale krisetid. For at gøre situationen endnu værre tog en af den norske kirkes egne præster pludselig kraftigt afstand fra slaveriet og slog fast, at slaverisystemet var helt igennem syndigt.
Præsten var danskeren Claus Laurits Clausen, som havde spillet en vigtig rolle blandt de skandinaviske immigranter siden starten af 1840'erne.
For Clausen var det at holde et andet menneske som privat ejendom ubetinget en synd. "Det Slaveri, hvori Ejendomsforholdet er det væsentlige, saa at nemlig et Menneske betragter og behandler et andet Menneske som sin Ejendom, det vil sige ikke som en Person, men som en Ting, er i sig selv en Synd," mente Clausen. Den norske kirke var lodret uenig med Clausen, og striden intensiveredes.
Både kirkebladene og aviserne kammede over med bitre indlæg for og imod den norske kirke. Clausen havde fulgt sit hjerte, men A. C. Preus fejede overlegent Clausens holdninger af bordet, og kaldte dem både "nymodens" og en "affødning af Fritænkeriet". Netop friheden til at tænke og mene, som man ville, stod centralt for skandinaverne i USA, og Clausens popularitet blandt de skandinaviske menigheder blev heller ikke mindre, da han meldte sig under fanerne i kampen mod sydstaterne. Clausen skulle her virke som feltpræst for det skandinaviske regiment.
Soldaterne opkaldte prompte et kompagni efter ham. Kompagni K blev omdøbt til "Clausens Guards" (Clausens livgarde), og få måneder senere var regimentet i kamp mod sydstatstropperne.
Mens Clausen var i felten med det skandinaviske regiment, udstedte præsident Abraham Lincoln en erklæring, der principielt gjorde sydstaternes slaver til frie mænd. Alle amerikanere var dog klar over, at erklæringen kun kunne håndhæves ved militær magt og nordstaternes sejr. Borgerkrigen ændrede dermed karakter. Fra at være en krig for at genforene nord- og sydstaterne blev den nu til en krig med et moralsk mål. Slaveriets ophævelse.
Selvom skandinaverne på ingen måde afgjorde borgerkrigen på slagmarkerne eller ved stemmeurnerne, så viste tusinder af skandinaver deres loyalitet over for Lincolns politik mod slaveriet både i kamp og ved stemmelokalerne. Borgerkrigen sluttede i 1865, og sydstaternes tidligere slaver blev derfor frie mænd, men selv ikke frigørelseserklæringen og sydstaternes nederlag fik den norske kirke til at ændre sin holdning til slaveri.
I et desperat forsøg på at få det sidste ord henvendte den norske kirke sig til det Norske Theologiske Fakultet i Kristiania (det nuværende Oslo) for at få medhold i sit syn på slaveriet. Fakultetet udtalte sig efterfølgende i stærke vendinger imod slaveriet, selvom der var enkelte passager, som støttede den norske kirke i Wisconsin.
Konflikten kulminerede i juni 1868, hvor den norske kirke samlede alle kirkens præster for at underskrive en fælles erklæring. Indholdet af denne bekendtgørelse var endnu engang en understregning af, at slaveri i bund og grund ikke var syndigt. Det var mere end C. L. Clausen og flere af de skandinaviske lægfolk kunne klare. I dagene efter erklæringen brød Clausen og mindst 12 skandinaviske menigheder med den norske kirke. Clausen og skandinaverne fik hermed mulighed for at beskrive slaveriet som de ønskede. Den norske kirke fik til gengæld lagt låg på uenigheden om slaveriet, og kunne efterfølgende videreføre kirkens helt bogstavelige fortolkning af Bibelen uanset de omgivende samfundsforhold.
Paradoksalt endte slaveristriden i kirken derfor med at give plads til endnu flere meninger. Imidlertid bare ikke i den norske kirke.
Mere end 6000 nordmænd, svenskere og danskere deltog aktivt i krigen mod slaveriet og sydstaterne.
Både ved guvernørvalget i 1863 og præsidentvalget i 1864 stemte mere end 99 % af soldaterne i det skandinaviske regiment for den republikanske kandidat, som var modstander af slaveriet.
Langt størstedelen af skandinaverne i USA var bosat i Wisconsin i 1860. Her boede cirka 23.000 nordmænd, danskere og svenskere ud af de cirka 70.000 skandinaver, der var bosat i hele USA. Den skandinaviske masseudvandring til Amerika tog først fart, efter at den amerikanske borgerkrig sluttede i 1865.
I valgkampen til Senatet i 1858 var slaveriet det altoverskyggende tema. I en berømt debat mod demokraten Stephen Douglas udtalte Abraham Lincoln: "Et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Jeg mener ikke, at denne regering kan overleve som halvt slave og halvt fri." To år senere blev Lincoln valgt som præsident i et hus, der stort set allerede havde delt sig. Slaveriet i USA blev officielt ophævet den 1. januar 1863. Selvom det overvældende flertal af skandinaver var modstandere af slaveriet, så opfattede mange skandinaviske immigranter ikke slaverne som deres ligemænd.
Både i breve, dagbøger og avisartikler kommer fordomme over for slaver til udtryk.