Prøv avisen

Islandsk roman er en virtuos beretning fra grænselandet mellem os selv og det omgivende

5 stjerner
Der er noget ”Vandreren over tågehavet” ved vores hovedperson; den ensomt skuende skikkelse over verdens vrimmel. Næsten naturromantisk sammensmelter han med det islandske landskab, som han betragter fra sin plads ved den tavse skrivemaskine.

Denne nye islandske roman giver få, men præcise ord til ensomheden, melankolien og den forulykkede kærlighed. Diskret og sandhedssøgende. Hvor er det velgørende

Den store tyske digter Rilke skrev et sted: ”Elsk Deres ensomhed og bær den smerte, den volder Dem, med skøntklingende klage”. Og netop en sådan ensomhedens ”skøntklingende klage” er islandske Gyrdir Elíassons virtuose ”Vinduet mod syd”. En naturnær beretning fra grænselandet mellem os selv og det omgivende.

Det islandske landskab danner både klangbund og ramme for historien. Fortælleren har isoleret sig i et sommerhus i det nordlige Island, hvor han kun afbrudt af sporadiske afstikkere til fyret og den nærliggende fiskerby forsøger at skrive en roman, som nægter at lade sig skrive. Sådan er i store træk handlingen; en bog om ikke at kunne skrive en bog. Og selvom det umiddelbart lyder som et lidet sindsoprivende emne, formår Elíasson alligevel at holde os fanget med en læsebesættelse, som var det en spændingsmættet knaldroman.

Det skyldes ene og alene den prisvindende islænders stramme, stemningsladede skrivestil, så sanselig og nær, at man kan høre bølgeskvulp og dufte tågedisen fra havet. Islands anorektiske forfatter, som Elíasson angiveligt er blevet kaldt, skriver i en mådeholden, minimalistisk form. Alt overflødigt ordfrås er skåret bort, og tilbage står en knap, komprimeret og næsten nøgen prosa, der suggestivt registrerer naturbegivenheder som små sjælebilleder omkring sig.

”Edderfuglehunner vugger i havbrisen med ungerne langs stranden, svartbage står på stive vinger ovenover. Jeg sidder ved klipperanden og kigger ud mod fyret. Noget, som jeg troede var glemt for længst, dukker uforvarende op, men forsvinder pludselig i sindets katakomber.”

Der er noget ”Vandreren over tågehavet” ved vores hovedperson; den ensomt skuende skikkelse over verdens vrimmel. Næsten naturromantisk sammensmelter han med det islandske landskab, som han betragter fra sin plads ved den tavse skrivemaskine. Lader naturens skiftende scener tale for sig. Men på en enkel og fåmælt facon, som kun ved gådefulde antydninger giver sin fortæller det rige indre liv.

Lig med Vivaldis årstidstetralogi, der hyppigt refereres til romanen igennem, er også ”Vinduet mod syd” opdelt i årstider. Først forårsregn og hjemvendende fugleflokke, så sommerens dybgrønne løv og stille havspejl, efterårets grånende græs og forladte sommerhuse og slutteligt vinteren med dens dyne af snedriver over den tyste egn. Naturligvis er Vivaldis italienske barok et stykke væk i mere end én forstand, men den nordiske natur forsyner til gengæld fortællingen med et gennemgående stemningsmættet skær af skandinavisk melankoli.

Mellem naturbesyngelser og skrivekriser anes også et spinkelt skelet af en forlist kærlighedshistorie bag den selvvalgte Walden-isolation. En kvinde med martrende, grå øjne, som han forfatter breve til og brænder i husets brændeovn. ”Ingen frost på jorden kommer op på siden af det absolutte nulpunkt i et menneske, der vender et menneske ryggen.” Der dvæles ikke ved smerten, den synges ikke ud i sentimentale sætningsrænker, men antydes kun med maskulin følelsesblufærdighed.

Verden udenfor synes i det hele uoverkommelig, kaotisk og grusom. Momentvist bryder den rystende ind som stemmer fra radioen med beretninger om krig og klima. Men trods det smertelige og alvorsfulde afsæt er der en udtalt, næsten galgenhumoristisk, tragikomik til stede, som efterhånden er Elíassons varemærke. Et skarpt blik for den absurde moro midt i tragedien.

”Jeg kan ikke skrive med en anden i huset. Jeg kan ikke engang skrive med mig selv i huset.”

Erik Skyum-Nielsen har oversat den islandske stemningsmester med stor sprogsans, der bliver til vibrerende, vellydende musik, så man kun kan glæde sig over, at han fik tjansen. For ordekvilibristen Gyrdir Elíasson er én af Islands store litterære stemmer i tiden – og bestemt et bekendtskab værd.