Det myldrer frem med mikroforlag i disse år: Roulette Russe, Asger Schnacks Forlag, Bladr, Ekbátana, Virkelig og mange, mange flere. Over 40 forlag og tidsskrifter drives af ildsjæle og passionerede fagnørder, der hylder bogmediet på legio måder – ofte som deciderede bogobjekter, det vil sige som en krydsning af kunstobjekt og bog.
Et af dem er aarhusforlaget Antipyrine, som blev stiftet i 2013 af forlæggeren og kuratoren Mathias Kokholm. Bøgerne her er altid små og udstyrsmæssigt beskedne med limet ryg, men er samtidig knivskarpt layoutet og skiller sig ud med monokrome forsider. Antipyrine er et dobbelttydigt navn: Det betegner et medikament til smertelindring, men er også titlen på dadaismens grundlægger Tristan Tzaras’ manifest fra 1916.
Den tidligere malerprofessor Claus Carstensen (født 1957) har ordet i sin magt, men hans virke er mangesidigt: Ud over at male og arbejde med grafik og skulptur samler han på kunst. Desuden har han udgivet svimlende mange bøger inden for mange genrer. Nu udgiver han blandt andet bibliografien ”Wounded Readings” med en præsentation af sine foreløbig 103 udgivelser, som han viste sidste år på en udstilling i nonprofitgalleriet Bladr på Nørrebro i København.
Titlerne omfatter også grafiske blade og kataloger – som har ledsaget hans sideløbende praksis som kurator for talrige udstillinger. Det har flydt fra hans pen igennem årene, så hvad angår udgivelsesfrekvens, kommer han op på siden af den hyperaktive Klaus Rifbjerg.
Carstensen er en klartseende magtkritiker. Han forstod tidligt at aflæse og kortlægge magtspillene i kunstverdenen, og han var også selv en habil ”powerplayer” i sine velmagtsdage 1980’erne og 1990’erne. Hans kulturkritik hviler især på psykoanalyse og sprogteori og på kunst- og kulturhistorie. Han har kunnet kaste et eksternt blik på den danske kultur med sit udgangspunkt i en tyskorienteret familie fra Sønderborg.
Det betaler sig at læse Elo Nielsen og Flemming Roses informationstætte introduktion til kunstneren i omtalte bibliografi, ”Wounded Readings”. Her får vi en nøgle til at forstå Carstensens mange sproglige greb i digtene, som ofte bygger på sprogfigurer som paronomasi, der er en fonetisk sprogfigur, hvor man leger med lyde, som ligner hinanden, og som gentages. Desuden benytter han sig af såkaldte signifiant-glidninger.
Alene titlen på den nye digtsamling ”orke yrke ærke. fatigue” er en paronomasi. Men denne let dadaistiske titel giver faktisk mening: At orke er at kunne overkomme noget, et yrke er et hverv, mens ordet ærke er et forstærkende præfiks foran et substantiv som for eksempel ærkeengel, ærkeskurk med videre. Fatigue er det franske ord for træt.
Allerede før vi åbner digtsamlingen, ved vi altså, at den handler om en form for livstræthed. Så er der signifiant-kæderne – betydningsglidninger via ord-lyde, hvilket digtsamlingen er fuld af. Nu er vi ved at hoppe ind i Claus Carstensens magiske sprogmaskine. Han skaber verdener med ord, som han henter fra uendelig mange registre af virkeligheden. Han er heller ikke bange for gadesprog, endda for latrinært sprog, og han tør også se døden i øjnene, når han fjerner en selvdød rotte. Citater på fremmedsprog finder også vej til digtene, selvfølgelig især tysk.
Det er i overvejende grad dagbogsdigte. Der er 14 kapitler, som vidner om et intellekt, der krydsklipper rapt og frækt mellem niveauer, diskurser og tider, men også om et blødende hjerte, der opregner tabet af stadig flere venner. Digtsamlingen er et forsøg på at fastholde tiden. Det er længe siden, at digteren var den evigt unge kunstner med rod i gruppen af unge vilde malere. Nu ytrer den aldrende mand sig. Hans tidshorisont er ved at svinde. Til gengæld er minderne vokset, og de banker konstant på. Hør her, når Carstensen er allerbedst:
”en pludselig erindring/ om en frostklar vintermorgen/ med damp hen over markerne/ sidst i halvfemserne/ på vej fra Clausholm Slot/ mod Ebeltoft/ – som tilsyneladende helt vilkårligt/ og uden pointe andet end den/ at vingeren endnu ikke/ har vist sig i år/ blander sig/ med en række titler/ på tegninger af/ maleren Johannes Larsen:/ Toplærker. Morgen. Frostvejr./ Krager på pløjemark. Rimfrost./ Krager på en sluse. Sne/ Vinterdag. Snebyge./ Rågetræk. Sne.”
Her kombineres et subjektivt erindringsbillede med digterjeg’ets kunsthistoriske viden med sneen som omdrejningspunkt.
I Claus Carstensens meget personlige essaysamling med titlen ”Res Publica”, der angiveligt er skrevet efter ”det radikalt subjektives princip”, får vi mere baggrundsviden om kunstneren. Vi hører om de formative år og hans vej til kunsten. Han fortæller om, hvordan ”firserfesten” endte brat i 1986 med blandt andet digteren Michael Strunges død. I den forbindelse flyttede han og hans tyske hustru til Køln, hvor de boede i syv år.
Titlen ligger som bekendt snublende tæt på begrebet republik, men betyder egentlig et offentligt anliggende, og da Claus Carstensen mener, at ”subjektiviteten er en objektiv faktor”, således at forstå, at øjebliksbilleder fra det konkrete, levede liv samler sig til mønstre, der igen forbinder sig til større samfundsmæssige og historiske helheder, giver titlen mening. Under læsningen står det klart, at Carstensen har en stærk trang til at systematisere og inddæmme. Store dele af hans læsninger og iagttagelser ordnes i enheder og listes op som et forsøg på at få styr på det flygtige liv.
Som nævnt kuraterer Carstensen også udstillinger, hvor han kritisk-undersøgende viser kunst med forskellige æstetiske og magtkritiske agendaer. Ikke mindre end 105 udstillinger er det blevet til, herunder udstillingsrækken ”Shibboleth” (et hemmeligt løseord), der bestod af 76 udstillinger med hans kunstsamling og -bøger i atelieret i Valby. Altsammen er dokumenteret i et digert værk med samme titel.
Vi hører om Kanonklubben – en gruppe kritiske elever fra Kunstakademiet, der tilbage i 1968 gjorde op med det gamle professorvælde og skabte nye, kollektive produktionsformer. I gruppen deltog Carstensens morbror Alfred Friis, der var forbillede for Carstensen i de formative år. Meget smukt vier forfatteren et helt essay til sin morbror. I det hele taget viser Claus Carstensen med varme sin dybe taknemmelighed til folk, som har inspireret og løftet ham. Således fremstår essaysamlingen også som lidt af et testamente.
Claus Carstensen søgte ind på Kunstakademiet i 1977 med en kuffert fyldt med konceptuelle værker, inspireret af blandt andet den tyske kunstner Joseph Beuys og fluxuskunst. Da var han allerede konceptkunstner og havde meget bevidst undladt at medsende de ellers obligatoriske modeltegninger. Dadaisten Sven Dalsgaard og surrealisten Wilhelm Freddie, som sad i optagelsesudvalget, satte deres professorstillinger ind på at få ham ind.
I den sidste del af bogen indgår et perspektivrigt portræt af kunstnerkollegaen Gudrun Hasle, der har skabt et værkkorpus på baggrund af sin alvorlige dysleksi. Desuden indgår en række samtaler med spændende iagttagere af og spillere i samtidskunsten. Her udfoldes stadig flere facetter af Carstensens kunstproduktion og kritiske tænkning. Bogen er en yderst interessant omvisning i dette tænkende, sansende og skabende unikum, der går under navnet Claus Carstensen, men undervejs generes man lidt af en række overlapninger og gentagelser, som med fordel kunne have været luget ud.