Prøv avisen

En klassisk kritik af Kierkegaard

Det var i almindelighed Georg Brandes’ næringsvej hastigt at fortære store forfattere og efterfølgende spytte dem ud som biografier, og det er også hans tilgang til Kierkegaard. Maleriet af lavet af Max Liebermann.– Foto: .

Genudgivelsen af Georg Brandes biografi om Søren Kierkegaardrunder Kierkegaard-året af

Georg Brandes: Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids. 264 sider. 200 kroner. Gyldendal.

Måske der stadig er nogle, der kan huske, hvordan det gik, da man i 2005 skulle fejre H.C. Andersens 200-års fødselsdag. Dengang, hvor det officielle Danmark havde taget opgaven på sine skuldre, og hvor banker, borgmestre 0g ministre stod i kø for at danne komitéer og arrangere stadionkoncerter og festfyrværkerier, endte det hele i skandaler og ligegyldige kæmpearrangementer, der helt satte festens genstand i skyggen af virakken.

Søren Kierkegaards 200-årsjubilæum er blevet grebet ganske anderledes an. Ved årets begyndelse kunne man høre beklagelser over, at det officielle Danmark nærmest havde glemt jubilaren. De spartanske festligheder måtte nøjes med et budget på højst et par procent af det, der blev H.C. Andersen til del.

LÆS OGSÅ: En tiltrængt fornyelse af dansk lyrik

Her ved årets start kan man gøre status og konstatere, at festen for Søren sidste år blev så langt bedre end festen for Hans Christian, sikkert netop fordi det officielle Danmark ikke har forplumret affæren. Festen har måske nok været mindre. Den har mest været for vennerne, men den har alligevel ikke været mere lukket, end at den i årets løb har fået vennekredsen til at vokse betydeligt. Egentlig folkelig er Kierkegaard nok ikke blevet, men der er ingen tvivl om, at festivitassen mærkbart har øget interessen for forfatterskabet. Og hvad mere kan man egentlig forlange af et jubilæum?

Jubilæumsåret kastede vel tæt på et halvhundrede bøger af sig fordelt på utallige genrer fra comedy til forskningslitteratur inklusive disse to nye. Den ene, Michael Pedersens Kierkegaards kabale, har som sin ambition at skabe et overblik over den danske fortolkningshistorie, der knytter sig til Kierkegaards forfatterskab. Det bliver en spændende, omend lidt rodet rundtur. Ifølge sagens natur er det begrænset, hvor meget af jubelårets litteratur der er nået at komme med, men bogen er nu forbløffende godt opdateret og leverer bl.a en fyldig behandling af den store Tudvad-Garff fejde, der for ikke så længe siden hærgede Danmark og måske navnlig Søren Kierkegaard Forskningscenteret.

Kierkegaards fortolkningshistorie tager sin begyndelse, allerede mens forfatteren endnu levede, men den har sin tidligste milepæl i Georg Brandes Kierkegaard-bog, der udkom i 1877. Også dette klassiske møde mellem to af de største elefanter i dansk åndshistorie kan nu opleves i Gyldendals genudgivelse af Brandes biografi.

Det var i almindelighed Brandes næringsvej hastigt at fortære store forfattere og efterfølgende spytte dem ud som biografier, og det er også hans tilgang til Kierkegaard. Naturligvis anerkender han storheden i Kierkegaards forfatterskab, som han også selv har været betaget af, men der er langt fra tale om nogen fan-biografi. På mange måder er Kierkegaard alt, hvad Brandes ikke bryder sig om. Først og fremmest er han en religiøs forfatter. Dernæst er han stilistisk overspændt, og endelig er han en dyrker af et indre liv, som støder naturalisten Brandes. Om Kierke-gaards optagethed af subjektiviteten og den frie vilje bemærker Brandes køligt, at i psykologien hører det frie valg til i samme kategori som Varulven gør i zoologien til fabeldyrene underforstået.

Kierkegaard bliver i nogen grad et offer for den storstilede og inkvisitoriske jagt på alle fabeldyr, som Brandes har gjort til én af sine væsentligste livsopgaver. Som heksene i historiens bakspejl tager sig mere tilforladelige ud end heksejægerne gør, er det også i dag noget lettere at identificere sig med fabeldyret Kierkegaard end med dragejægeren Brandes. Den realistiske Brandes har svært ved at tro på, at der kan eksistere andet end det, hans øjne viser ham, og med det udgangspunkt kan det ikke undre, at hans Kierkegaard-læsning må blive rimelig kejtet.

I tid er der ikke langt imellem de to. Brandes var en stor knægt, da Kierkegaard døde, og i 1877 husker han endnu sin barnepiges bebrejdende formaninger, når han ikke havde fået begge sine bukseben lige langt ned over støvlerne. Søren Kierkegaard!, vrængede hun så, med henvisning til den tids offentlige vittighed om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.

Trods den korte afstand tilhører Brandes en helt anden tid end Kierkegaard. Brandes nævner selv, at Darwin er kommet imellem dem, og i det hele taget savner han hos Kierkegaard den nøgterne ånd, der er strømmet til os fra England. Og det er jo rigtigt, at Kierkegaard er et barn af en periode, hvor næsten al kulturel inspiration kom til Danmark fra Tyskland. De slesvigske krige, politiseringen, industrialiseringen og videnskabens fremmarch afsluttede i forening den epoke. Set i lyset af Brandes er det let at se, at Kierkegaard var blomsten af en tid, der også omtrent sluttede med ham.

For den Kierkegaard-interesserede har Brandes biografi ikke særlig meget at bidrage med. I bund og grund er dette intellektuelle topmøde på forhånd dømt til at blive en fiasko. Ikke desto mindre er biografien åndshistorisk interessant om ikke for andet, så fordi den markerer et soleklart brud i dansk åndsliv.