Verden er i opbrud, de internationale regelsæt for samhandel og samarbejde bliver udfordret af statsledere som Donald Trump og Vladimir Putin, diplomatiet har trange kår, demokratiet er under pres mange steder, og der er ingen klare svar på globale udfordringer som masse- migration og klimaforandringer.
Det er en ordentlig mundfuld, de to tidligere udenrigsministre og partiformænd for henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft, tager fat på i bogen ”Du store verden”. Med Lykketofts hustru, journalisten Mette Holm, som pennefører og deltagende ordstyrer lykkes det dem faktisk at komme så godt som hele vejen rundt i deres ”samtale om brændpunkter, brudflader, korsveje og fremtiden”.
Samtalebogen som genre har ofte den svaghed, at dialogen nemt kommer til at fremstå som en uredigeret båndudskrift. Det er også tilfældet her, hvor der nogle gange går lidt for meget verdensmandsagtig belæring og indforstået sniksnak i den, men det er vitterligt en samtale, de fører.
Når ambitionen er at få dækket hele verden med kapitler om blandt andet den politiske korrekthed, Brexit, Rigsfællesskabet, klimaet, det store værdiskred, den kolde krigs afslutning samt regioner såsom Europa, Mellemøsten, USA, Rusland, Kina, Nordkorea, Balkan, Baltikum og Afrika, kan det ikke undgås, at det til tider bliver for overfladisk opremsende, som når Ellemann-Jensen og Lykketoft i kapitlet om Afrika nærmest japper sig igennem udviklingen i flere lande.
Når bogen alligevel i høj grad er værd at læse, skyldes det de to forhenværende udenrigsministres imponerende globale udsyn og store engagement i det, der foregår i verden i dag. De er begge usædvanligt velorienterede og velbevandrede, og de kan lide at dele ud af deres viden.
Det bliver særligt interessant, når de taler om noget, de virkelig brænder for. Som når Uffe Ellemann-Jensen taler om de baltiske lande, eller Mogens Lykketoft taler om FN’s bæredygtige verdensmål, som han selv var med til at få i hus som formand for FN’s Generalforsamling. Eller når de begge skoser nedskæringerne i Udenrigsministeriet og mener, og at dansk diplomati i dag har et alt for kommercielt fokus. Det er påfaldende og til tider en smule trættende, hvor enige de gamle politiske modstandere er om det meste, selv når de ser tilbage på det, de tidligere var uenige om såsom den danske deltagelse i Irak-krigen.
Og det er ikke deres skarpe – ofte ganske forudsigelige – kommentarer om verdens tilstand, men anekdoterne, der fremstår stærkest i bogen. Som når Mogens Lykketoft fortæller om som finansminister at være sneet inde i Buksefjorden på Grønland, eller når Uffe Ellemann-Jensen fortæller om at blive irettesat af jernladyen Margaret Thatcher.
Takket være sine næsten 11 år som udenrigsminister, som Lykketoft ærligt misunder ham, har han de bedste historier at diske op med – blandt andet om et kort møde med Donald Trump i 1991, hvor Uffe Ellemann-Jensen reddede Dronningen fra at skulle blive fotograferet med den daværende byggematador på et af dennes hoteller i New York. USA’s nuværende præsident ”virkede bøvet, dum og uinteresseret”, fortæller Ellemann-Jensen, som dog opnåede Trumps opmærksomhed ved at gribe til et gammelt trick med at fortælle røverhistorier fra Grønland. Og det imponerede Trumps assistent.
”Du godeste, jeg var en helt, jeg skulle være stolt. Tænk, at jeg havde fået og fastholdt mandens opmærksomhed i hele fem minutter! Mit første indtryk af Trump har jeg aldrig kunnet ryste af mig,” som han siger.
Til sidst i bogen ser de to erfarne herrer tilbage på deres største oplevelser i dansk politik og definerer hinandens stjernestunder. Undervejs har man været i godt selskab med dem og er blevet klogere på verden.