Prøv avisen
Bog

En kølig bog om et varmt emne

5 stjerner
Poul Ulrich Jensens bog om Dansk Vestindien er ikke en fornøjelsestur, men derimod en nødvendig kur for dem, der helst vil tro, at Dansk Vestindien var et tropeparadis. Her ses de lokale uden for fortet i Frederiksted før en flagskiftningsceremoni den 31. marts 1917. Foto: Eskild Bondesen/Ritzau Scanpix

Danske lægeberetninger fra 1800-tallets Vestindien taler deres eget klare sprog og er et koldt korrektiv til enhver romantisering af kolonierne

Der skrives megen historie om det engang eksisterende Dansk Vestindien. Meget er præget af en form for vemod. Da er det godt at læse de usminkede beretninger om den sundhedsmæssige tilstand på øerne i 1800-tallet. De danske læger, både de militære, byernes og landdistrikternes, skulle årligt indsende beretninger til Sundhedskollegiet, og i disse møder man den usminkede beskrivelse af forholdene på øerne. Forfatteren Poul Ulrich Jensen er tandlægeuddannet og arkivar; han har forstand på såvel det medicinske som det historiske. Man er i særdeles kompetente hænder hos ham.

En forudsætning for hele redegørelsen er, at medicinen og forståelsen af sygdom ikke havde ændret sig afgørende siden antikken. Man mente stadig, at sygdom var en forstyrret balance mellem legemsvæskerne. Derfor stod man uforstående over for smitsomme sygdomme.

Hvor kom de fra, hvordan overførtes de? Var der et smittestof i luften, der så at sige levede sit eget onde liv? Hvad var helbredelsesmulighederne? Diagnoser var der nok af, men metoderne til sygdomsbekæmpelsen var tilfældig, fordi man ikke forstod sygdomme som klimatfeber, gul feber og kolera.

Med emancipationen i 1848 faldt sundhedstilstanden brat, da plantagerne ikke længere havde ansvar for deres arbejdere.

Sygehusene på plantagerne nedlagdes. Med den økonomiske forarmelse kunne og ville de fattige sorte ikke søge læge. De indbragtes på sygehusene, da det var for sent. Underernæringen satte ind, børnedødeligheden eksploderede, tuberkulosen indfandt sig under tropesolen! Noget var helt galt. De mange læger kæmpede en heroisk kamp, men hvad var det, de skulle søge?

Årsagen til sygdommene var for den mest berømte af de vestindiske læger, P.E. Kalmer, at finde i hygiejnen, den aldeles kritisable tilstand af vand-, sanitets- og boligforhold. Det var først helt frem mod 1900, at man erkendte, at tropesygdomme overføres ved myg, og at kolera kureres med intravenøst vand.

Man skal ikke forvente rosenrøde billeder i denne bog. Det er virkeligheden, råt for usødet. Dr. Ehlers’ besøg på hospitalet på Richmond under den store Vestindiske Kommission 1903 er et rystende dokument, der nok blev hørt, men ikke fulgt op.

Bogen er professionelt noteført og har lister over lægerne foruden korte beskrivelser af lovgivningen. Kun et par steder er der fejl, der kun ses af den indforståede, som når ordet værft anvendes. Det betyder på vestindisk dansk ikke værft, men havnekaj – efter engelsk wharf. Koloniernes Centralbestyrelse var et kontor under forskellige ministerier, ikke et ministerium i sig selv.

Jensen slutter sin historie lidt brat, da han nøjes med at konstatere, at der er nye initiativer efter 1903, så vi hører ikke om diakonissernes store arbejde for børnene på Plantageselskabet, ikke om menighedsplejerskerne, Røde Kors-søstrene og flere initiativer fra Danmarks side.

Jensen holder sig meget stramt til sine kilder, lægeindberetningerne. En flot udnyttet kilde er dog pastor E.V. Lohses beskrivelse af naturkatastrofernes virkning i Westend i 1867. Hans datter blev menighedsplejerske på øerne under Den Vestindiske Kirkesag i begyndelsen af 1900-tallet.

Læs denne bog. Den er ikke en fornøjelsestur, men derimod den nødvendige kur for dem, der helst vil tro, at Dansk Vestindien var et tropeparadis. Kolonien udviklede sig i stigende grad til et socialt og sundhedsmæssigt helvede. Så enkelt var det, så enkelt er det.