Prøv avisen
Kulturturisten

En kommunal aften i træernes tegn

Det er en borgerpligt at støtte sit lokale kulturliv. Ikke kun foreningslivet, men også den professionelle kultur rundtom i kommunerne

Dét er en yderst berigende forpligtelse at påtage sig denne smukke forsommeraften dagen efter demokratiets folkefest. I den friserede barokhave, der omkranser kunstmuseet Gl. Holtegaard i Nordsjælland, stråler den blide aftensol om kap med trækronernes kupler. I en hvid pavillon i al det grønne står digteren C.Y. Frostholm klar til at læse op fra sin essaysamling ”Træmuseet”.

Museet og det lokale bibliotek har inviteret til litteraturarrangement om forholdet mellem mennesker og natur. Og så selvfølgelig lokal cider og sandwich og bogvogn og tips til sommerlæsning. For skikken er jo så skammelig, at forfatter og værk sjældent får lov at stå alene.

Vi er fire, der dukker op. To modne kvinder, en ung pige og så mig i udkanten af 30’erne. Det er lige så mange som arrangørerne – plus digteren.

Rundt om vores lille intime flok troner hundreder stynede lindetræer. De er sig selv, men tjener denne aften også som symboler på den natur, som er blevet til noget andet end os. Og denne menneskeskabte afgrund mellem det menneskelige og det naturlige glider ind og ud af Frostholms oplæsning.

Vores skare er en heldig flok. Tænk sig på en time at få en af de seneste års mest roste værker præsenteret af forfatteren selv blandt naturens bebladede råmateriale, som han kredser om i mammutværket.

Frostholms papirer flyver i vinden, mens den guidede læsning blødes op af en associativ formuleret poetik. Det kunne have været beklemt, måske lidt pinligt, at sidde her så få. Men Frostholm, der leverer alt andet end et show, er med så stor kærlighed til ordet og til litteraturen, så smittende en begejstring for træerne, at man hurtigt må glemme de andre. Både dem, der er der. Og dem, der er blevet væk.

Hele haven her er et symbol på vores bemestring af naturen, siger essayisten og giver glimt af den fortabte forbindelse. Ikke kun mellem menneske og natur, men også med litteratur. For Frostholms registreringer bliver her i Lauritz de Thurahs sirlige have til erfaringer serveret for vores fødder. Den indsigt, der ligger uden for os, bliver os blufærdigt til dels med det skrevne ords fulde kraft, brudt op i bidder, vi bare kan labbe i os.

Da oplæsningen slutter, afløses den lyseblå time af buldrende rungen bag lindealléerne. Og da jeg cyklende hjem gennem skoven søger ly, oplever jeg ikke en digterisk åbenbaring. Men jeg fornemmer nu alligevel, at det træ, der giver mig ly, vil mig noget. Måske blot fortælle mig, at i regnen bliver vi alle våde. Og selvom det navnløse træ – jeg ikke evner at artsbestemme – og jeg om ikke er artsfæller, så er vi netop dér et fællesskab.

Mine evner rækker ikke til at beskrive den følelse af samhørighed, jeg næsten nåede. Og jeg kan desværre ikke låne Frostholms ord, for ”Træmuseet” fra 2018 er endnu ikke indkøbt af mit lokale bibliotek, der ellers står bag oplæsningen. Det opdagede jeg, da jeg forsøgte at låne den et par dage før Frostholms visit.

Det vidner om et umodent litteratursyn, et bibliotek, der ikke gør sin pligt. Og leder tankerne hen på eventet som udtryk for det gøgl og konceptmageri, der kan kvæle kunstens indhold.

Denne aften i træernes tegn var heldigvis fuldt ud litteraturens. Takket være en bog og dens forfatter. Og træerne, der standsmæssigt fulgte med på behørig afstand.

I klummen ”Kulturturisten”, der bringes hver anden lørdag, bevæger filmanmelder Karen Dyssel og litteraturanmelder Lars Handesten sig nysgerrigt ud i kulturlivet. Herfra skriver de om kunstarter og kulturformer, de ikke er eksperter i, men alligevel drages af.