Prøv avisen
Udstilling

En konge i blåt

6 stjerner
Portrættet af Christian II af Danmark er lavet af den estiske maler Michel Sittow. Portrættet er fra 1514/1515 og kan opleves på udstillingen ”Magt og afmagt. Christian II’s billedpolitik”. - Foto: Den Kongelige Malerisamling, SMK

Christian II var en mediebevidst monark. En udstilling på Statens Museum for Kunst viser, hvordan kongen brugte billedkunsten som politisk redskab og til at promovere sig selv

Der hersker en andægtig stemning i udstillingen Magt og afmagt på Statens Museum for Kunst. Papirværkerne tåler ikke stærkt lys. Malerierne derimod kan godt klare spotlys. Væggene står i en dyb blå og meget beroligende farve.

Det bliver aldrig flimrende, men intimt: et kongeligt gemak – skønt Christian II jo ikke levede i 1700-tallet med smagfuldt blåt, men regerede kortvarigt i 10 år fra 1513 til 1523 og sikkert omgav sig med mere spraglede vægdekorationer. Man kan sige, at udstillingen løfter dette skamløse magtmenneske ind og tilbage i den royale sammenhæng, som han ellers var faldet ud af. Denne historie, magtmenneskets og hans families tragiske skæbnes, udfoldes meget flot i kataloget af lektor Lars Bisgaard fra Syddansk Universitet. Man har fra konservativt hold elsket at hade denne konge, der hensynsløst foranstaltede et blodbad i Stockholm, skaltede og valtede med magten, og som konverterede ud fra måske ret gusten beregning. Man har dog også i Christian II set en befrier, en handlingens mand. Derfor synes opfattelsen af ham at tage en drejning efter 1864.

Man kunne have lavet en hel udstilling af Christian II-receptionen, men det er ikke tilfældet. Med sikker hånd præsenterer museumsinspektør Hanne Kolind Poulsen Christian II som en konge, der forstod at udnytte de potentialer, der lå i billeder og kunst. Før ham blev ingen dansk konge i den grad portrætteret. Christian II benyttede de fremmeste europæiske kunstnere, både når det angik maleri og den grafiske kunst. Magtlegitimation var nødvendig for denne renæssancekonge, der ganske givet har kunnet hovedtrinnene i filosoffen og samfundsteore-tikeren Machiavellis strategi for at gribe og beholde magt.

Christian II’s regeringstidvar fuld af reformer og nybrud. Kongen optrådte som reformivrig lovgiver, som patron og donator, hvilket ses i den udstillede altertavle fra Sankt Mariæ-kirken i Helsingør, der nu tilhører Nationalmuseet. Under dommedagen ses fyrsteparret knælende. Muligvis ses kongen også i en række andre altertavler, hvoraf en anden, udlånt fra Nationalmuseet, vises. Under kongefamiliens landflygtighed i Nederlandene blev det ikke mindre nødvendigt at satse på kunsten. Da kongen foranstaltede en oversættelse af Det Nye Testamente ved sin sekretær Hans Mikkelsen og sendte bogen til Danmark, var det med et flammende forsvar for Christian II selv som legitim konge – og i et udstyr, der i den grad signalerede det nye: at kongen var blevet lutheraner. Ja han lod sig portrættere af renæssancemaleren Lucas Cranach i værket. Det Nye Testamente fra 1524 er udstillet i montrer midt i udstillingen.

Længe synes man, at dette er lidt af et egotrip, men dybest inde i udstillingen møder vi en ny intimitet, nemlig dronningen, selve kejser Karl V’s søster. Christian II havde giftet sig ind i selve Habsburgdynastiet. Her er hun så, Elisabeth, eller Isabella, som hun rettelig hed, i de grafiske værker fremstillet som en træt kvinde, men i portrættet af Bernard van Orley – udlånt fra den engelske dronnings samlinger – ses hun i sin ungdom. Dog malerisk forstenet i forhold til de dynamiske protrætter, vi ser af kongen. Her i dybet møder vi også børnene, flygtningene, prægtigt malet af Jan Gossaert, der også portrætterede den unge prinsesse Dorothea – ligeledes udlånt fra England.

Kombinationen af historien, værkerne og fortællingen er mesterlig. Man ser værker, der sædvanligvis ikke hænger i samme rum, endsige samme museum. Nu er de der – også det senest erhvervede fra Sønderborg Slot. Udstillingen formår at gøre sig selv nødvendig, fordi den vover at appellere til mange interesser og spille på mange strenge, uden at det bliver til manierede melodier. Her fortælles om et kunstmarked, en bestiller, en politiker og en verden, der må overbevises.

Det er en mand, en krop, en person, der udgør det absolutte centrum. Tænker man kun lidt fremad, til Reformationens dage, da vil man øjeblikkeligt mærke kontrasten. Hverken Frederik I eller Christian III havde midlerne til og interessen i denne propaganda. Nu gjaldt det nærmere det instruktive, belæringen, den nye tro. Først med Frederik II, der levede fra 1534 til 1588, møder vi atter en splendid renæssancefyrste – i dybt samspil med sin elskede dronning Sophie. Christian II forbliver i sin boble. Den boble er fornemt pustet op og formidlet på denne både lærerige og gribende udstilling. Et yderst flot bidrag til en bedre forståelse af den internationale kultur og kunst i Danmark på tærsklen til Reformationen.

Lucas Cranachs portræt af Christian II dateres til at være malet efter 1523. – Foto: Museum Sønderjylland
Altertavle fra Sankt Mariæ Kirke, Helsingør, der forestiller dommedag med Christian II og dronning Elisabeth. – Foto: Lennart Larsen/Nationalmuseet