Prøv avisen
Teater

En krammevenlig Ronja Røverdatter

4 stjerner
”Ronja Røverdatter” er især til det yngre børnepublikum. Her er det Ena Spottag og Niels Anders Manley i aktion. Foto: Lars Horn

Aalborg Teater har pillet Sebastians sange ud og lavet en legesyg fortolkning tilsat hånddukker og scenemagi

Da jeg var lille, havde jeg et had-/kærlighedsforhold til ”Ronja Røverdatter”. Ronja er jo en spændende og elskelig hovedperson, man kan identificere sig med, og hun har et gåpåmod, man kun kan misunde. Men hendes verden er fuld af farer, som lurer overalt i Mattisskoven: Skovhekse, grådværge, upålidelige rumpenisser og de usympatiske Borkarøvere.

I Aalborg Teaters ”Ronja Røverdatter” har man skruet ned for uhyggen og op for sjov og spas – til stor morskab for de mindste. Men der mangler noget i Kristina Kjeldsbergs legesyge fortolkning.

Historien om Ronja er i manges ører blevet synonym med Sebastians musik, men i Aalborg er der ingen Anemonesang, Pruttesang eller Ulvesang. Blot nogle halvlunkne viser, der blegner i sammenligningen. De skal have point for at prøve at gøre det anderledes, men hvor savnede vi dog den stemningsfulde musik, der fylder den ellers noget tynde historie ud med poetisk indhold. Men nå, lad det nu ligge.

Heldigvis har holdet i stedet fyldt på med rigelige mængder klovneri, falde-på-halen-komik og søde hånddukker. Det er særligt de Muppet-agtige rumpenisser, der får salen til at huje.

Steffen Berenthz Eriksen leverer klassisk klovneri, så de små rejser sig fra sæderne i bar begejstring. Og Patrick Baurichter og Caspar Juel Berg fjoller rundt og stjæler billedet med gummiansigter og fysisk komik. Det er herligt.

Skovens magi er bevaret i Aleksandr Orlovs helt vildt krammevenlige scenografi: Store ”sten” af plys, der hænger ned fra loftet i forskellige konstellationer. De har lysende øjne, som kan åbne og lukke, og fungerer både som gynger, grotter og grådværge.

Denne bløde scenografi frembringer nogle eventyrlige billeder og giver en lyst til at være med i legeshowet på scenen. I pausen kan børnene (og de voksne) få lov at undersøge plys-genstandene og en model af scenografien, der er udstillet i foyeren.

Mattis, Ronjas far, er måske historiens mest interessante karakter. I Anders Vølpert Mommes portræt er han mere barn end voksen, mere barn end børnene – hidsig, udadreagerende, overstolt, hård, men inderst inde et værre bløddyr. Børnene griner ad ham, vi voksne genkender ham.

Ronja og Birk gør oprør mod deres forældres forstokkede idéer, bryder med deres sociale arv og familiens traditioner. Ronja er en modig drengepige og et stærkt forbillede for alle børn. Det er der ikke ændret på i Ena Spottags fortolkning. Hun er troværdigt barnlig i krop, sprog og gestik. Hun er energisk og tilpas fjollet og aldeles knuselskelig både for børn og voksne. Niels Anders Manleys Birk er sød og afdæmpet, en god ven, meget høflig, men ikke særlig sprælsk.

Astrid Lindgren var ganske politisk i sine skriverier, også i sine børnehistorier, og det er svært ikke at se nogle nutidige paralleller i konflikten mellem de rivaliserende Borka- og Mattisrøvere. Hvorfor er de egentlig uvenner? Hvad symboliserer kløften, der deler dem? Hvorfor kan Ronja og Birk bygge bro mellem fordomme og forskelle, men de voksne kan ikke?

Historien giver altså lidt tankegods til forældrene og måske noget at snakke med børnene om bagefter.

Aalborg Teaters ”Ronja Røverdatter” er ikke så fræk, ikke så vild og ikke så uhyggelig. Den mangler det lag af alvor, der gør historien rigtigt interessant. I stedet taler den til et yngre børnepublikum. De store vil måske kede sig. Men plyssten og rumpenisser redder meget.