Prøv avisen

En krimi kan også være lærerig

Kristeligt Dagblads udlandsredaktør, Henrik Brun, debuterer som krimiforfatter med "Den danske lokkedue", der foregår på Balkan. Foto: Leif Tuxen.

Ny spændingsroman sætter spørgsmålstegn ved journalistens grænse for at engagere sig og sender læseren til det glemte Balkan, hvor kvindehandel og korruption hærger. Her er vi langt fra den danske idyl, men har fat om problemer, der påvirker os herhjemme. "Det er vigtigt at fortælle om," siger Henrik Brun, forfatteren til "Den danske lokkedue"

I denne weekend valfarter tusindvis af danskere med hang til bloddryppende spænding og gådefulde mord til Krimimessen i Horsens gamle statsfængsel. Skandinavisk litteratur, ikke mindst den danske, er blevet synonym med krimier i disse år, hvis man altså skeler til bestsellerlisterne. Trivielle historier om modige danske journalister og politifolk, der i den danske andedam udsættes for en usandsynlig omgang drama, spænding og død på Christiansborg, i et genkendeligt mediehus, ditto politigård eller liebhaverkvarter et sted nord for hovedstaden, udkommer efterhånden på samlebånd.

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads anmeldelse

På dette forårs litterære tilløbsstykke kan krimielskere, der savner mere udsyn, glæde sig over en ny krimi blandt standenes bogtårne. I anmeldelsen i denne avis blev bogens forfatter sammenlignet med Jan Stage og Jens Henrik Jensen, der begge løfter spændingsromanen op på et internationalt og mindre blødsødent plan: "Vi taler om en 'tough' og tung verden uden for bløde Danmark, hvor flødemænd i nervøst fløjl og økologisk bomuld henter børn i børnehave og hjem til selvbevidste koner, som læser skandinaviske livsstilskrimier skrevet af Liza Marklund og Camilla Läckberg", skrev gæsteanmelder Bo Tao Michaëlis.

Denne rå verden er Balkan. Det er her, historien om Ketil Brandts jagt på menneskesmuglere og mordere udspiller sig, navnlig i Sloveniens hovedstad, Ljubljana.

Bogens forfatter, Henrik Brun, der til daglig er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad, virker glad og lettet, da vi dagen før bogens udgivelse mødes på Café Bartof på Frederiksberg. Det er her, størstedelen af bogen er blevet skrevet, mens gæster omkring ham har drukket kaffe, læst avis, sludret med hinanden om indkøb eller politik. Henrik Bruns tanker har været et helt andet sted, koncentreret om tastaturet og historien, han gennem fem år så gerne ville ud med. Nu er den ude, og han kan endelig læne sig tilbage i caféstolen og tale om sit projekt.

"Den er anderledes, fordi den er ret splatfri og ikke indeholder overdrevet makabre scener. Det er en spændende historie, der bærer handling i sig selv. Men det er en mordgåde, der skal opklares. Og på den måde adskiller den sig ikke fra andre spændingsromaner. Og der er også en journalist i hovedrollen. Men denne gang opererer en dansk journalist uden for de danske grænser og går altså ikke rundt på Nørre Voldgade i København. Det er et nyt miljø, og det er spændende at arbejde med," siger Henrik Brun og sipper til en sort kaffe, der på dette sted er røget ned i litervis for at holde fingre og tanker i gang i de sene aftentimer, når arbejde og familie er blevet lagt i seng.

Fra sin redaktørpost har han kunnet betragte, hvordan interessen for det tidligere Jugoslavien er forsvundet. Det er den nu aldrig for hans vedkommende. For han var selv på pletten, dengang serbere, kroater, bosniere og slovenere bekrigede hinanden. I dag er især Slovenien blevet normaliseret og det første land i området, der er kommet med i EU. "Her gør vi tingene på en ordentlig måde," siger den slovenske kriminalkommissær Ivo Grado et sted i bogen. Men så alligevel ikke. Landet er plaget af korruption og en barsk kriminel underverden med højtstående kontakter.

Den kendsgerning opdager bogens hovedperson, den tidligere krigsreporter Ketil Brandt, i sin jagt rundt på Balkan efter de personer med tråde til trafficking, kriminelle menneskesmuglere, der dræbte hans danske ven, Michael, der kører med varer for et slovensk supermarked.

"Selvom især Slovenien er et normalt land i dag, trækker krigene spor. Det ser man i korruptionen og mentaliteten. Der er store traumer. Og det er vigtigt at fortælle nu, når alle har glemt alt om de lande og de problemer, der trods alt stadig er," siger Henrik Brun.

Men det er der måske også en god grund til. For siden den sidste Balkan-krig i 1999 i Kosovo har verdens opmærksomhed været rettet mod helt andre breddegrader. Islamistiske fundamentalister, terror og krigen i Irak og Afghanistan har fyldt medier, film, bøger og tv-serier. Så kommer denne krimi ikke 10 år for sent, kunne man spørge?

"Jamen, selvfølgelig er den skrevet på baggrund af et personligt kærlighedsforhold til området. Men samtidig har jeg et kritisk blik på det slovenske samfund og de omgivende lande. Jeg har en særlig viden om og et kærligt-kritisk forhold til landet, som jeg gerne vil fortælle om og sige 'hør her, her er også tale om almindelige lande og almindelige mennesker med en hverdag'. Det vil jeg gerne løfte sløret for, og så afsløre den store hemmelighed i Europa, nemlig Ljubljana som et cool sted," svarer Henrik Brun og skifter sit grin ud med en alvorligere mine:

"Det kan være lidt befriende med noget anderledes, hvor der ikke er ballade og krig. Men det er der så alligevel, når man ser under overfladen. Der er vi lige pludselig langt fra den danske idyl. Og det er altså problemer, der påvirker os herhjemme. Det er hårdnakkede gangsteres handel med mennesker, som også ender på de danske gader. Det foregår i stor stil dernedefra," siger Henrik Brun, der tidligere har beskæftiget sig indgående med kvindehandel, som ifølge ham også er ved at forsvinde fra danskernes sind, selvom flere og flere handlede kvinder kan ses med det åbne øje.

Flere steder i bogen bruger Henrik Brun flashbacks eller dialoger til at skildre historiske anekdoter fra konflikten i 1990'erne, for eksempel om Krajina-serberne, der oprettede deres egen republik i Kroatien og senere blev fordrevet. Der er tale om oplysende fiktion, som måske er svær at undgå, når journalister sætter sig for at skrive skønlitteratur?

"Jeg kan godt lide en smule oplysning, hvis det ikke tager drivet fra handlingen. På grund af bogens karakterer kan det lade sig gøre at drysse rekapitulering af episoder fra krigen ud over bogen. For eksempel gennem Ketil Brandts tanker. Det er både med til at give en forståelse for karaktererne og fortæller en del af historien, som mange har glemt,"siger Henrik Brun og tilføjer, at det med garanti er journalisters største last at have en trang til at flette fakta ind her og der.

"Spørgsmålet er, om de kan gøre det elegant nok til, at man som læser ikke lægger mærke til det, og at det bliver en del af handlingen. Når man ved noget, er det svært ikke at fortælle det videre. Det gælder for mig ikke kun de faktuelle oplysninger, men også begejstringen for slovenernes halvskandinaviske mentalitet."

Ketil Brandt er som sagt bogens hovedperson og vil også være det i Henrik Bruns næste to bøger i serien. Den næste vil igen foregå i udlandet, denne gang dog i det nordlige Europa og også i Danmark, bedyrer krimidebutanten. Han er glad for sin opfindelse Ketil Brandt, for han er usædvanlig og kontroversiel i og med, at han har ladet sit journalistiske engagement tage fuldstændig overhånd. Først på Balkan, hvor han i stedet for objektivt at beskrive det, der foregår, selv tager affære og hjælper nogle flygtninge i sikkerhed. Senere tilbage i Danmark bliver han så træt af en spindoktor, der kun vil tale til baggrund – altså ikke til citat – at han ender med at pande ham en på lampen og bliver fyret og frosset ude fra branchen.

Er Ketil Brandt en kommentar til den danske medievirkelighed?

"Ja, på en måde. Jeg tror ikke, jeg selv ville bryde princippet om at skrive noget, der er udtalt til baggrund, som Ketil gør og kommer galt af sted med det. Men jeg har tænkt over, hvilken situation man skulle være i for at kunne retfærdiggøre det. Hvis man skal gøre det, skal det nok være for at forebygge, at noget vil ramme andre mennesker."

"Ketil Brandt kan bruges til at sætte spørgsmålstegn ved journalistens grænser, og han spiller ind i den debat. Det gælder udtalelser til citat eller baggrund, spindoktorer på Borgen og politikere, der får nok, som for eksempel Bertel Haarder, og lader deres frustrationer få afløb. Det er den samme problemstilling, blot tager Ketil Brandt problemstillingen et skridt videre som journalist ved at bruge vold."

Vil den næste bog også have en kommenterende side og inddrage emner, der trænger til at se dagens lys?

"Handlingen vil i hvert fald skrive sig ind i aktuelle temaer, og der vil samtidig også blive taget fat i nogle overraskende og glemte emner. Det kan jeg godt love."

krasnik@k.dk