Prøv avisen
Essay

En kristen kunstner i holistisk glans

Olivia Holm-Møller var 76 år, da hun malede "Guds øje", der måler 2x2 meter. Værket er ikke specielt nordisk, men derimod universelt. Og det moderne i en grad, så mindfulness kan gå hjem at lægge sig, da det står som en levende, vibrerende følelser i rummet, skriver Erik Steffensen. Foto: Fra udstillingen.

Olivia Holm-Møller er en ener i dansk kunst og ophavskvinde til det væsentligste religiøse værk i dansk kunst. Det mener billedkunstner og kurator Erik Steffensen, der her introducerer den nye udstilling med Olivia Holm-Møllers værk på Holstebro Kunstmuseum

Først må man spørge sig, hvad Olivia Holm-Møller mon tænkte på, da hun i en høj alder og med stor fart lagde afstand til de almindelige normer, dansk kunst er skabt på. Ikke at skeje for meget ud. Og hvis man vover pelsen, så i det mindste at optræde i flok.

Kig på Kunstakademiets skoler siden guldalderen. Og se på de avantgardistiske tiltag uden for murene. Cobra-bevægelsen og Eks-skolen, og hvad de alle sammen hedder. Og se så på Olivia Holm-Møller, der ganske vist frekventerede Akademiets billedhuggerskole i sin ungdom, men ved hver tænkelig lejlighed siden hævdede, at hun ikke lærte noget af dem derinde, skønt lærerne såmænd var flinke nok, og at Akademiet i øvrigt burde nedlægges.

Måske tænkte hun ikke så meget, hun var i hvert fald ikke interesseret i at rette ind eller give efter for de ydre omstændigheders ugunst. Hun kendte til begrænsninger både økonomisk og materielt, ånden holdt hun imidlertid skarp.

Hun kom på finansloven, da hun fyldte 90 år, netop som hun havde malet sit sidste billede, ”Sommerens død” af skuespillerinden Bodil Ipsen, der i et bølgende varmt farveflor med et mildt gammelt fortryllet og smilende ansigt svæver i universet.

Det er en himmelbegravelse mere end et portræt. Og det er bevægende omkring 1964, at hun holder fast i, at der er mere mellem himmel og jord, end vi aner.

Kunstneren dør i 1970, da månelandingen er en realitet, endskønt hun nærmest var samtidig med Vilhelm Hammershøi. De sad der på henholdsvis Christianshavn og Islands Brygge i deres yngre år og malede det nære maritime miljø. Hammershøis skibe sejler ikke nogen steder, mens Olivia Holm Møllers maleri af en kulpram, sort og beskidt, synes på vej ud i den vide verden i slæbegear og heftige bølger. Kunstnersindet er en mærkelig størrelse. Indadvendthed og ensomhed er ikke det samme som et roligt sind.

Der er noget uroligt og stormfuldt under opsejling.

Sådan kan man opleve det i sprækker i Olivia Holm-Møllers maleri, fra hun som 45-50 årig får samlet mod til at forlade den dygtige pigeattitude og folder sit talent ud. Helt sikker på kursen bliver hun først som 65-70 årig, men så går det også løs med alverdens kulturer som resonansbund. Og hun tog ud i den vide verden.

Hun stoppede sin gang på museer og befandt sig bedst mellem negre og arabere, som hun udtrykte det. Mennesket er noget fint noget. Vi kommunikerer udmærket, selvom jeg naturligvis ikke taler et ord swahili. Hun blev dansk kunsts vel nok mest berejste kunstner fra 75-årsalderen: Mexico, Egypten, Palæstina, Kenya, Indien, Himalaya, Tyrkiet og Tanganyika midt i Afrika. Hun er dansk kunsts indianer. Vores svar på amerikanske Georgia O'Keeffe, mexikanske Frida Kahlo eller mystiske Hilma af Klint. Eller også bare en ganske almindelig drengepige med en stor energi og utilpassethed.

Hun var rundet af højskolen og underviste selv sin brors to drenge, da der var bud efter hende, da svigerinden døde i barselsseng. Fødsel og død. Opstandelse. Og liv, ikke mindst. I de midtlivsår tog hun opgaven på sig, flyttede tilbage til Djursland og malede det stille liv med børn i leg, ved lektielæsning og brødbagning. De bygger også en snemand, de to små drenge, de er hendes motiv, ligesom Olivia havde skabt skulpturer engang, et brød og en snemand er også en skulptur, det handler om at holde sig i gang, at forme noget ud af det forhåndenværende og nære og at male med de knækæg, som hønsene leverer, når ikke der kan skibes et parti af til veninderne i København for håndører. Det nøjsomme liv. Det umulige liv. Hvordan kom der en kunstner ud af det, hvordan holdt hun sig stærk i ånden?

Det kristne grundsyn bærer maleren Olivia Holm-Møllers værk. Som højskolekvinde var hun ikke kræsen. De mytologier, der kom hendes vej forbi, fik betydning. Hun var en engageret læser, og derfor fik billeder af ragnarok, islandske sagaer og fra bibelhistorien plads side om side. Og efter rejsen til Mexico blev endnu nogle af verdens mytologier ført ind i den større kontekst.

Hun har malet det velnok væsentligste religiøse værk i dansk malerkunst. For begyndere ud i kosmologien. ”Guds øje” hedder det og måler 2x2 meter. Hun var 76 år, da hun slog det lærred op, og paletten er lys med gule, hvide, blå og grønne farver. Det er ikke specielt nordisk. Det er universelt. Og det er moderne i en grad, så mindfulness kan gå hjem at lægge sig, da det står som en levende, vibrerende følelse i rummet.

Lektien havde Olivia Holm-Møller lært i de abstrakte år, som hun havde fælles med Cobra-bevægelsen. Blot er det fra et helt andet isoleret sted, hun kalder farve og rytme, at hendes maleri opstår. Det er kosmiske og sfæriske kloder, der cykler rundt. Det sker uden beregning. Nærmest naivt. Men det ligger i tråd med Carl Jungs psykologiske iagttagelse omkring Anden Verdenskrig, hvor han formulerer, hvorfor almindelige mennesker er begyndt at interessere sig for superhelte og flyvende tallerkener og liv i rummet. Naturligvis fordi der ikke er meget mening tilbage på Jorden. Vi søger efter den andetsteds, meningen.

Olivia Holm-Møller ved som kristen, at der er en skaber, der holder øje. Hun har sin tro. Det er også en venlig sjæl, der sørger ved ”Et dødsleje” i 1929, mens den gule sjæl farer mod lyset. Hun maler ”Livets træ” og ”Mene, mene” med Guds hånd, der viser vejen over menneskehavet. Der er nærhed til de store kosmiske bevægelser i verdensaltet såvel som dyrene og de fysisk nære tematikker.

Hun er noget så enkelt som en spændende, men ikke uudgrundelig maler. Hun skaber sig aldrig. Hun er natur. Og hun viser os sin natur. Ikke blot farvens.

Olivia Holm-Møller blev bange for at være for abstrakt. Så måtte hun tilbage til figuren for at tage en puster. Bange for det abstrakte? Jo, farveklange i bølgende bevægelser, blomsterflor uden holdepunkt, farver og rytmer. Efter hendes død blev et billede taget til indtægt for en særlig holdning. Hun malede Orgasmen (”Farve og rytme”, red.), sagde kvindegruppen. Og det kan de have ret i.

Endnu et billede kunne forestille palmer, men lige så vel ”power vagina”. Måske var tiden til at finde det kønspolitiske i 1970'erne, og her var Olivia et brugbart frigørelsesværktøj.

Men kunstneren selv havde nok betakket sig. Det kunne se ud, som om Olivia Holm-Møller netop frygtede orgasmen. Det at give sig hen. Til maleriet. Eller til Gud.

At hun nåede tæt på og måske endda kom i mål, vil der være delte meninger om. Hun indeholdt og var både ”Den rasende maler”, som hun kaldte sit maleri af forbilledet Orozco, og det blideste, følelsesfulde pastelsind som i ”Guds øje”. Hun så os. Og ville gerne dele og være en del af noget større, men levede alene hele livet og fandt hellere en hjerte til hjerte-kommunikation med brune, gule, røde og sorte mennesker end de hvide, der omgav hende. Hun var ud til bens og besværlig. Men som hun selv pointerer uden tøven, er det sted, hun holder allermest af, Danmark.

Det er sin sag at følge hende. Hun malede lotusblomster og vulkaner, som var de to alen ud af et stykke. Og naturligvis var hun ikke bleg for at male et billede af hekse til Bloksbjerg eller et sankthansbål, der kunne antænde et mørklagt kontinent i 1941. Hun er ekstrem. Hun har sat sin egen standard. Dansk, visionær, uden at være missionær - og kristen - i al sin urolige, holistiske glans.

Olivia Holm-Møller (1875-1970).