En krukke til Søren Kierkegaard

INSPIRATION: Kunstneren Peter Brandes' store værk, der er opstillet ved Dansk Industris kursusejendom ved Nyborg, er inspireret af en af Søren Kierkegaards altergangstaler. En bog om krukken udkommer i dag -- i anledning af, at Dansk Industris direktør, Hans Skov Christensen, fylder 60 år

Fra processen på Tommemup Teglværk. En af ovnens tre sektioner løfter med kran efter brændingen. -- Foto fra bogen.
Fra processen på Tommemup Teglværk. En af ovnens tre sektioner løfter med kran efter brændingen. -- Foto fra bogen.

Hvor længe det første møde med krukken varede, er ikke til at sige. Kun at det ikke varede længe nok. Hvordan skulle det dog også det? Et kunstværk af en vis kvalitet og dybde har man aldrig betragtet "længe nok".

Stod ved krukken, gik omkring den og slog nogle sving op og ned ad trapperne, ved hvis fod den er opstillet. Udforskende med øjnene og indimellem tillige med hænderne følte man, at uanset hvor meget man oplevede, vil man have lige så meget at opleve næste gang, man kommer til krukken.

En uudtømmelighed – må man nok have lov at sige – svarende til uudtømmeligheden i Søren Kierkegaards forfatterskab. Og just Kierkegaard, i 150-året for hans død, er den monumentale stentøjskrukke viet til. Øverst oppe, på "kraven", er disse ord af ham indgraveret: "Jeg længes hjerteligen efter dette Maaltid, efter dette

Maaltid, der er til Hans Ihukommelse". Citatet er fra slutningen af en af Kierkegaards altergangstaler, trykt i "Christelige Taler" (1848).

Kierkegaard Krukken af billedkunstneren Peter Brandes rejser sig foran én som et tårn af udsagn, et bibelsk billeddigt med tre hovedmotiver: to ansigter og en helfigur: Det ene ansigt, det største, er et forsøg på at skildre Kristi ansigt, mens det andet og lidt mindre på den modsatte side afspejler Jomfru Marias sørgende ansigtstræk langfredag i Jerusalem. Helfiguren er en fremstilling af Kristus som hyrden, der bærer et lam.

Den nye krukke, kunstnerens 10. i stort format, kan ses ved Dansk Industris kursusejendom Gl. Vindinge ved Nyborg. Det er den hidtil største enkeltbrændte genstand – i hele verden. Vægten er 9000 kilo og højden 5,20 meter. Ligesom de tidligere himmelstræbende krukker af Brandes er denne blevet til på Tommerup Keramiske Værksted.

En bog om "Kierkegaard Krukken på Gl. Vindinge" (Dansk Industri), med bidrag af Peter Brandes, direktøren for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn, og Esben Lyngsaa Madsen fra Tommerup Teglværk, udkommer i dag, hvor administrerende direktør for Dansk Industri – og formand for Kristeligt Dagblads bestyrelse – Hans Skov Christensen fylder 60.

Hvorfor netop en krukke? Peter Brandes mangler ikke svar. I krukker opbevares traditionelt produkter til livets opretholdelse: olie, vin, korn, vand og meget mere. Speciel relation til altergangsmotivet har jo vinen og kornet (brødet). Niels Jørgen Cappelørn ser krukken som blandt andet "bægeret med vin under Jesu indstiftelse af nadveren. Og selvom vinen er tegnet på Jesu blod ved korsfæstelsen, er de dråber, der løber ned ad krukkens sider, ikke røde, men rettelig blå, på én gang tårer og dåbens og livets vand, som vinduer for håbets stykkevise glimt ind i evigheden".

For Brandes er det desuden af betydning, at krukkens overflade ikke kan overskues på én gang. Derved opstår, som han skriver i bogen, "en oplevelsesdimension, som maleriet ikke har. Mens man bevæger sig rundt om min skulptursøjle, kommer og går motivet, hvad enten det er malet eller er et relief på den brændte overflade. Oplevelsen sker etapevis og er ikke som for et maleris vedkommende en todimensional oplevelse".

Peter Brandes værdsætter krukkens ramme: Gl. Vindinges arkitektur, skabt af C.F Møller, og den måde, hvorpå ejendommen indgår i den omgivende natur. Han skønnede, at bygningens brændte gule sten burde modsvares af "mere brændt ler".

Krukken er placeret centralt i bygningens sammenhæng: et mødested, et udgangspunkt, dér, hvor amfiteatrets opbygning begynder og slutter. Netop amfiteatrets indflydelse på oplevelsen af krukken har indgået i Brandes' overvejelser. Dette, at man ikke kun kan møde motiverne, mens man bevæger sig rundt om krukken. Ligeledes mens man bevæger sig op og ned ad teatrets trapper. Summa summarum: "som lyset kommer og går, og du går, sådan vil hyrden gå dig i møde, og Kristus-ansigtet og Marias ansigt vil være til stede igen og igen. Komme dig i møde".

– Søren Kierkegaard læser jeg meget og har gjort det i mange år, siger Peter Brandes. På et tidligt tidspunkt blev jeg meget optaget af ham. I 1991 udførte jeg en række sort-hvide litografier i Paris til en grafisk mappe med titlen "Isak og Abraham". Det var første gang, jeg lod mig gribe synligt af en tekst af ham. Mappen forsøgte i al beskedenhed at bidrage billedligt med nogle tegn til "Frygt og Bæven".

– Jeg havde en drøm om igen at lave noget, der havde med tekster af Kierkegaard at gøre. Ved en middag i januar, hvor blandt andre Hans Skov Christensen,

Niels Jørgen Cappelørn, min kone, Maja Lisa Engelhardt, der er en daglig læser af Søren Kierkegaard, og jeg selv var til stede, blev der talt spændende om ham. Ved den lejlighed fødtes den tanke, at jeg på krukken til Gl. Vindinge skulle arbejde med en Kierkegaard-tekst. Kort efter blev jeg overbevist om, at det skulle være et citat fra altergangsteksterne, som jeg betragter som noget af det smukkeste, han har skrevet.

– Maleren Johannes Larsen blev engang i et interview med Karl Bjarnhof spurgt, hvordan han tegnede fugle. Der blev en meget lang pause. Så sagde Johannes Larsen: Jeg kikker på dem og skynder mig at tegne dem, inden de flyver!

– Jeg lader mig i allerhøjeste grad inspirere af teksten og prøver, om jeg kan fange lidt.

Peter Brandes har arbejdet med mange store litterære tekster, blandt andet af Homer, H.C. Andersen, Gunnar Ekelöf, Paul Celan og James Joyce.

– Men i det øjeblik de fiktive handlingers tekster må vige for det sakrale, som testamenternes tekster er, så er der tale om en reel eksisterende ændring, der kan føre til, at du ikke alene lader dig inspirere til at male eller modellere det eller dette, men også fører til, at du kan ændre dit liv.

– Det måltid, som Kierkegaard længes så hjerteligen efter, kan føde dig til liv. Nu er ens kunstværk ikke bare fra tekst til tegn, nej, nu er det fra tekst, en hellig tekst, til liv.

Niels Jørgen Cappelørn siger:

– Kierkegaard afviste selv at have myndighed. Han kunne ikke med myndighed direkte sige: "du skal tro" eller "du skal tro på dine synders forladelse". Hvad gør han så i altergangsteksterne? Dér skriver han den nytestamentlige tekst ind i sin egen tekst og lader Kristus selv komme til orde. Derved bliver den nytestamentlige teksts myndighed eller Jesu guddommelige myndighed en del af hans tekst. Han har den ikke selv.

– Jeg synes, at det rummer en fin parallel til det, Peter Brandes gør. Vel indskriver han ikke den nytestamentlige tekst direkte i krukken. Men han så at sige indmodellerer de bibelske beretninger om Kristus som hyrden, Herrens lidende tjener, og som den nærværende frelser ved nadveren. Og på den måde bliver han formidler af et budskab til udtryk, som ikke afhænger af hans egen, men af evangeliets myndighed. Det er, hvad kunsten kan. Det er i hvert fald, hvad Kierkegaards tekstkunst kan. Og den kan ikke, tør ikke gå længere.

– En kunstner, fortsætter Niels Jørgen Cappelørn, kan udtrykke noget i en Kierkegaard-tekst, som det er vanskeligt for en forsker at udtrykke. Kierkegaards tekster er i sig selv kunst, og når man begynder at teoretisere over dem, hvilket naturligvis er nødvendigt, hvis man skal prøve at udlede tankerne af dem, så "befamler" man dem på en måde, og det kunstneriske går tabt. Det er der ingen løsning på. Man må imidlertid prøve at skrive så godt som muligt og i øvrigt vægre sig imod at blive en Kierkegaard-kliché. Noget, der altid er en fare for, når man beskæftiger sig med en så stærk person.

– Med min tekst til bogen, der udkommer i dag, har jeg villet skrive mig hen til krukken. Det skulle ikke være en tekst, hvor jeg siger, at Kierkegaard mener det og det. Snarere er det en gendigtning. Men samtidig uddrager jeg talens grundstruktur, som er længslen.

Om denne skriver Niels Jørgen Cappelørn: "(..) enhver tilskyndelse af Ånden, enhver dragelse i sjælen, enhver inderlig rørelse i hjertet, enhver længsel efter det guddommelige, er gaver fra Gud. Og gennem disse gaver taler Gud til dig i dit inderste. Dog, kunne man skue ind i menneskers indre, ville du med forfærdelse opdage, hvor ofte og hvor forskelligt Gud talte til den enkelte, men forgæves. På samme måde med længslen; dens kald kan overhøres, den kan forvandles til et indfald i øjeblikket for i næste øjeblik at være sporløst forduftet; den kan forhindres i at slå dybere rod i det indre og derfor dø hen som som en flygtig stemning. Modsat. Lader du aldrig længslen gå forgæves, når den vil besøge dig, men tager taknemligt imod den som en gave fra Gud, vil den blive dig til velsignelse."

Cappelørn tilføjer:

– Dette at mennesket i synden har skilt sig selv fra Gud har efterladt længslen efter at komme tilbage til Gud. Nu er der det enestående ved alteret, at dér kan man komme tilbage og få helet adskillelsen. Ved syndernes forladelse. Ved at ihukomme Kristus. Og pointen hos Kierkegaard ved, at det er en længsel efter ihukommelsen, er, at man skal blive samtidig med Kristus.

– Ad veje, der for mig er uransaglige, har Peter Brandes fået Kristus gjort nærværende i Kristusansigtet på krukken. Han er der. Men det er ikke et billede af Kristus. På mig virker det som det evige billede, der i kraft af at det er evigt, altid er nærværende, siger han.

Det, som Søren Kierkegaard søger. Samtidigheden.

– Kierkegaard lader sin tilhører forestille sig, at han selv havde været med i mængden under processen mod Jesus. Hvis du selv havde stået der dengang, hvordan ville du så ...? Han lader tilhøreren bryde sammen og sige: "Forbarmende Gud, saa havde jeg vel deltaget i Forhaanelsen". Kierkegaard mener, at grundlæggende er den skyld, som skiller os fra Gud, den samme til alle tider, nemlig at vi har deltaget i forhånelsen af og drabet på Kristus. Det er en af Kierkegaards smukke pointer, at der ingen forskel er på jødernes skyld dengang og vores i dag. Den er til alle tider den samme.

"Jeg længes hjerteligen efter dette Maaltid, efter dette Maaltid, der er til Hans Ihukommelse". Peter Brandes dvæler ved den pointe, at ordene ikke står at læse inden for kirkens rum, men ved en kursusejendom, tæt på naturen. Dvæler ved den mulighed, som kunstnere har for at skabe "kristne værker" i det offentlige rum.

– Det er, erklærer Brandes, vidunderligt at få det "alterbord" sat op ved Gl. Vindinge! Jeg tror også, at Søren Kierkegaard ville have billiget en sådan beliggenhed. For ham, der var kritisk over for kirken som institution, betød det meget, at de budskaber, som han hele sit liv levede med og omkring, blev sagt i alle sammenhænge. Det er så, hvad vi som kunstnere kan prøve.

Fra alteret sendes tilhøreren, ifølge Niels Jørgen Cappelørns gendigtning, bort fra alteret "med en forøget hjertelig længsel – efter at vende tilbage, for igen at ihukomme Ham, vor frelser og forsoner". Også det alter, som krukken er, længes den tilhører, som er Cappelørn, efter at komme tilbage til.

grymer@kristeligt-dagblad.dk