Prøv avisen
Interview

En kulturvandring frem mod Kristus på korset

Peter Brandes (th.) er dybt optaget af historien. Her står han ved sit store værk ”Tollund Krukken”, der er inspireret af Tollundmanden. – Alle fotos: Leif Tuxen.

Kunstneren og kunstsamleren Peter Brandes har om nogen fod på kulturhistorien og blik for, hvordan den rimer på kristendommen. Det viser han i øjeblikket med udstillingen ”Den genfundne tid. Kulturvandringer” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde

Uden for Johannes Larsen Museet i Kerteminde står en kæmpestor krukke, der normalt er opstillet foran Jyske Bank i Silkeborg, men nu glinser det store ”bankudlån” i solen i den smukke østfynske museumspark til ære for kunstneren Peter Brandes. For det var i sin tid ham, der formede krukken og kaldte den ”Tollund Krukken” med henvisning til Tollundmanden, det berømte mosefund, som sammen med ofringsokser er et af hovedmotiverne på den jordfarvede krukke.

Ved at vende Tollundmanden på hovedet sender Peter Brandes ham tilbage, hvor han kom fra: jorden – men af den kolossale krukke, der egentlig består af bivoksindsmurt bronze, genopstår Tollundmanden også. For krukken er udformet som en livmoder, der peger på et nyt liv. Og sådan sender Peter Brandes også museumsgæsterne tilbage, hvor de kommer fra, på den store udstilling ”Den genfundne tid. Kulturvandringer” indenfor på museet, hvor han lader sine egne værker gå i dialog med hans og hustruens store antikke kunstsamling med genstande, der har en op mod 10.000 år gammel historie frem mod de moderne værker af blandt andre Picasso, Baselitz og Christian Lemmerz, de har samlet på.

Udstillingen markerer også en opdagelsesrejse i Peter Brandes’ eget kunstnerliv. Det var netop her i Kerteminde, godt nok på det lokale bibliotek, at den internationalt anerkendte kunstner i sin tid havde sin første udstilling – lige efter gymnasiet. Men interessen for kunst fik han allerede med hjemmefra.

”Min far var meget begejstret for van Goghs malerier, så han bestilte en kopi af et værk, ’Van Gogh på vej til Tarascon’, en maler, der går ud i verden. Det maleri hang i mit barndomshjem. Og fra det øjeblik, jeg kunne sige noget, spurgte jeg, hvem det var på billedet. Min far svarede, at det var en maler, der var på vej ud på arbejde. Da jeg spurgte, hvad det var for et arbejde, svarede min far: ’Han maler det, han ser.’ Det syntes jeg lød spændende. Nogle år senere så jeg en maler, der stod med et staffeli og malede nede i Munkemose i Odense, hvor vi boede. Da sagde min far igen: ’Han dér maler, hvad vi ser.’ Måske var det den dag, jeg besluttede mig til også at blive maler,” fortæller Peter Brandes.

Siden har den nu 75-årige fynskfødte kunstner favnet bredere end de fleste. Han spænder over nær sagt alle kunstformer fra skulptur, keramik over træsnit og glasmosaikker til malerier og fotografier, og som kunst- og bogsamler interesserer han sig for alt det, der har skabt vores kultur, siden de første offerkar blev formet af vores forfædres hænder, længe før Tollundmanden var dreng.

Derfor bliver Peter Brandes også kaldt en polyhistor i den 328-siders store, smukke udstillingsbog, der tillige dækker over tvillingeudstillingen ”Skaberkraft” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor Brandes’ mere religiøse værker er udstillet i øjeblikket (anmeldt tidligere i Kristeligt Dagblad). Men selvom udstillingen her i Kerteminde er tænkt som en odyssé over alt det, der har bundet vores civilisation sammen fra de gamle grækere og egyptere til Peter Brandes’ egne moderne skabte og samlede værker, ville kulturhistorien ikke give mening uden kristendommen for ham.

”Man kan se udstillingen som alt det, der fører frem til kristendommen, som er og bliver mit faste og store omdrejningspunkt. Men som det engang blev udtrykt, er hele vores udgangspunkt i Vesten lyset over Akropolis og stjernen over Betlehem. Det har det også været for mig. Grækenland er det middelhavsland, der har påvirket mig mest, hvad angår antikken, og stjernen over Betlehem er det, der har påvirket mig i allerhøjeste grad, hvad angår kristendommen. Det er de to udgangspunkter for vores liv og vores civilisation,” siger Peter Brandes og tilføjer:

”Når jeg er så optaget af den antikke verden, og hvad den har medført, er det, fordi det er et udgangspunkt for kristendommen efter min mening. Paulus prædikede jo også på græsk, og evangelisten Markus, der tog til Alexandria og døde der, talte også græsk. Kristus talte både græsk, aramæisk og hebraisk. Men vi lever i en stadig mere historieløs tid, hvor mange glemmer deres rødder, og her vil jeg vise, at historien er en ubrudt kæde, der hænger sammen, og Kristus gik iblandt os for bare 80 generationer siden.”

En del af Peter Brandes’ antikke samling rimer også på Bibelens fortællinger:

”Tag disse egyptiske træfødder,” siger Peter Brandes og peger ind i en glasmontre, hvor de 3000 år gamle træfødder ligger som en samling dyre sko:

”Mange tror, at de handler om korsfæstelsen, fordi det ser ud, som om der er nagler i dem. Men i virkeligheden blev de jo lavet langt før, Jesus gik på Jorden. Der var ingen træer i det gamle Egypten, så man måtte importere cedertræ fra Libanon. Derfor sparede man på træet ved at nagle fødderne ind i resten af træstatuerne. De fleste af de fødder her stammer fra grave. Det er fascinerende at tænke på den tro, der har ligget bag ved det. Man brugte de bedste kunstnere til at lave værker, som de døde kun kunne se, fordi man troede så stærkt på et efterliv,” siger Peter Brandes og tilføjer:

”Fødderne er som regel også det sidste, der er tilbage af de gamle statuer, der ellers er blevet ødelagt af krige og tidens tand, men jeg har altid været optaget af fødder. Af mange grunde. Tænk bare på, hvor lidt foden fylder i forhold til det, den skal bære. Men det er foden, der holder os oprejst og får os til at gå. For mig er foden også vores berøringspunkt med Jorden og derved ved tilværelsen. Træer har rødder, men mennesker har fødder. Og hvis man river folk op med roden, ligesom man nu går og trækker radiser og gulerødder op af jorden, så bliver mennesker også trukket op af deres jord. Det er derfor, at jeg har lavet en fod som symbol på, at man bliver rodløs, da jeg blev bedt om at lave et monument for de danske jøder, der flygtede til Sverige. På aramæisk betyder fod og flugt også det samme, har jeg senere fundet ud af.”

Samme flertydighed kan man læse ind i Peter Brandes’ egne illustrationer til oldtidssagaerne, Homers ”Iliaden” og ikke mindst ”Odysseen”, som har fulgt Peter Brandes som en inspiration, siden han var dreng.

Et af værkerne forestiller den hjemvendte Odysseus, der udklædt som en tigger får vasket fødder af sin gamle barneplejerske. Og i Peter Brandes’ værk kan det både lede tankerne hen på genkendelsesberetningerne efter Jesu opstandelse og selvfølgelig på beretningen om fodvaskningen skærtorsdag, forklarer kunstneren selv, inden han viser hen til et voldsomt værk, der også er inspirereret af ”Odysseen”.

Motivet forestiller kyklopen Polyfemos, som med en ”grim kæp i øjet” bliver blændet af Odysseus, så man næsten kan smage blodet sprøjte på lærredet. Peter Brandes maler ekspressivt, og kunst skal heller ikke måles på, hvor godt det ligner det, som det forestiller. For kunstneren skal i virkeligheden male mere, end han ser, mener han:

”Jeg synes, at Paul Klee havde helt ret, da han sagde, at kunst ikke skal skildre det synlige, men gøre synligt. Derfor er en af mine egne kæpheste også, at meget gik tabt i renæssancen, hvor man indførte perspektivmaleriet og mente, at al kunst skulle indrettes efter videnskaben. Det er ikke, fordi jeg har noget imod videnskaben, men drømmen om at genskabe virkeligheden står i stor kontrast til den kristne kunst, der var før. Jeg betragter derfor renæssancen som den største ødelægger af hele den inderlighed og naivitet, der før lå i maleriet, hvor målet ikke blev opgjort i centimeter, men i tro. Det er grunden til, at jeg er optaget af kyklopen, der bliver blind. Når man bliver blind, bliver man tvunget til at bruge sine andre sanser, og det er sådan både kunsten og troen opstår,” siger Peter Brandes.

Det blodige maleri af den forblændede kyklop er ikke det eneste voldsomme værk på udstillingen, der ”godt kan have apokalyptiske træk”. For en vandring gennem menneskets kulturhistorie er også en slags lang lidelseshistorie fra de græske myter til de moderne massakrer, der har præget vores egen tid. Men det nytter ikke noget at lukke øjnene for, hvor onde mennesker kan være ved hinanden, mener Peter Brandes:

”Jeg synes, at det er vigtigt at vise den barske, næsten apokalyptiske side af livet. På sit kontor havde filosoffen Sartre også et fotografi af My Lai-massakren, og nedenunder stod der: ’Sandheden er konkret’. Man kan ikke løbe fra sandheden. De mennesker, der er blevet slået ihjel, er blevet slået ihjel,” siger Peter Brandes, der selv har markeret adskillige massakrer, herunder holocaust, i sin kunst. Et stærkt eksempel er hans træsnit, som han lavede til forsiden af et tysk tidsskrift, der ville markere mærkeåret for bogafbrændingen i 1933.

”Det sagde jeg ja til, for det var en frygtelig begivenhed, der ikke må glemmes. Den jødiske digter Heine udtalte profetisk, at i det land, man brænder bøger, vil man sidenhen brænde mennesker. Sådan gik det jo desværre også. Da jeg fik illustrationsopgaven, havde jeg lige læst en fransk bog om de jøder, der blev sat til det frygtelige arbejde at lukke gaskamre op og tage ligene ud af brændeovnene. De blev selv henrettet senere. Men de tænkte, at folk skulle vide, hvad der var sket, så på små sedler – ligesom små dødehavsruller – skrev de på jiddisch og hebraisk, hvad der var foregået. De sedler puttede de ind i tomme patronhylstre og lukkede dem til med stearin i enden. Når de så gik ude i marken på lejrene, skubbede de dem ned i jorden, når vagterne ikke lagde mærke til det, og så håbede de på, at deres beskrivelser ville blive fundet senere. På et tidspunkt for 8-10 år siden begyndte jorden at dreje sig, så disse patronhylstre dukkede op, og man fandt dem.”

En af de barske beskrivelser handlede om det syn, der mødte de jødiske tvangsarbejdere, den såkaldte sonder-kommando, når de åbnede brændeovnene op, og beskriver, at det sidste, der brændte, var tungerne, fordi de havde siddet beskyttet inde i kranierne.

”Det var frygteligt at tænke på, så derfor brugte jeg de beskrivelser til min forside til det tyske tidsskrift. Jeg lavede et træsnit af et kranie med en tunge, der stadig brænder. Dels referencer det til de tunger af ild, som man kan læse om under pinseunderet, men dels refererer det også til ordene, der brænder. På både fransk og engelsk refererer ordet sprog også til tungen. Tungen udsiger jo ordene, ligesom bøger kan gøre, hvis man ikke gør tungen tavs.”

Selv blev Peter Brandes’ egen jødiske familie også berørt af krigen, og en af udstillingens nyeste værker er inspireret af faderen, der havde en radioforretning i Leipzig, inden han måtte flygte for nazisterne.

”Min far havde en radioforretning, inden han måtte flygte, da Hitler kom til magten i 1933. Han lavede også noget, der hed Brandes Tonhalle, hvor man kunne købe billet til at komme og høre klassisk musik, når radioen sendte symfonier. Jeg har gemt nogle af de plakater, han fik lavet dengang. Min far betragtede i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne radioen som fremtidens store opfindelse, som kunne formidle kultur, musik og foredrag. Dengang vidste han hverken, at der kom en, der hed Hitler, eller en, der hed Goebbels, som ville bruge radioapparatet til at udbrede deres uhyggelige propaganda. Det, der var min fars drøm, blev kunst, og radioen, som han betragtede som vores kulturbærer, blev misbrugt. Derfor har jeg i en serie af mine nye arbejder vist min far som en Sisyfos, der går med radioen på ryggen. Han bærer på sit håb, men også på sin byrde. Og det motiv er udgangspunktet for hele den kommende udstilling, som jeg åbner i september i Silkeborg.”

På den måde indskriver faderen sig også i de mange motiver på udstillingen, som dybest set er ”farvet af langfredag”, forklarer Peter Brandes.

”Opstandelsen dyrker jeg mere på udstillingen i Lemvig. Og det er klart, at udstillingen her er meget Job’sk, fordi den viser, at man kan miste det hele, så det gælder om at værdsætte det, man har. Men med sin tro kan man også få det hele igen,” siger Peter Brandes, inden han viser en skulptur, der forestiller Abraham og Isak, der slæber en bjælke op mod Moriabjerget.

”Mange mener, at den historie er uegnet for børn, fordi den viser, hvor grusom Gud er. Men det er noget sludder. Isak bliver jo ikke slået ihjel, Gud slår ham jo ikke ihjel, og derfor er historien heller ikke grusom. Gud redder Isak til livet, ligesom han redder Jesus til livet, da han lader Jesus opstå fra de døde. Sådan hænger tingene så uendelig godt sammen. Den ene er på vej til at dø på Moria-bjerget, den anden er på vej til at dø på Golgata, men de kommer begge to styrket ud til livet. Og sådan handler begge historier om, at Gud hele tiden giver os livet tilbage. Tidligere malede jeg Isak alene, men for et par år siden tænkte jeg, at man ikke kan skille Abraham og Isak ad, så jeg har ladet dem bærer en bjælke til bålet sammen. Den bjælke peger selvfølgelig også på korset, så billedet også bliver en vej til genopstandelsen. Samtidig peger det også på bibelverset, hvor Jesus siger, at ’mit åg er et let åg’. For selv det tungeste kan ende godt, når man overlader det til Kristus, som i allerhøjeste grad også blev pint og ofret, men alligevel viste vejen til et nyt liv.”

Peter Brandes’ værk ”Brandes’ Tonhalle” er inspireret af faderen, der havde en radioforretning i Leipzig, før han måtte flygte fra nazismen.
Peter Brandes arbejder blandt andet med krukker og maleri. Malerierne forenden har begge Langfredag som tema.
Peter Brandes og hans hustru, maleren Maja Lisa Engelhardt, har en stor privat samling af antikke genstande. Her ses blandt andet et kykladehoved fra omkring 2600 f. Kr.
Fødder har altid interesseret Peter Brandes. Det er fødder, der bærer os frem i verden, og det er også fødder, der er forbinder os med jorden, forklarer han. Her ses hans samling af antikke egyptiske træfødder, der peger frem mod Jesu korsfæstelse med ”naglemærkerne” i midten. Hullerne brugte de gamle egyptere dog til at fæstne fødder på resten af statuerne og spare på det dyre importerede cedertræ på den måde.

Selv det tungeste kan ende godt, når man overlader det til Kristus, som i allerhøjeste grad også blev pint og ofret, men alligevel viste vejen til et nyt liv

Peter Brandes
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen