En fornøjet fugl fører sine flyveklare unger henover himlen i en sorgløs signatur over Charlottenlund Station. Det ser de færreste formentlig. For på hovedvejen ved siden af fræser store, sorte biler i stedet forbi med højlydte jag af ligegyldighed, og i skovbunden ved stationen ligger hastigt smidte papkrus, valgpjecer og gratisaviser med gamle nyheder. Men som et pink vink viser rododendronerne ved indgangen til Forstbotanisk Have en anden vej. Og allerede få skridt inde i haven mærker man forandringen.
Bilosen erstattes af blomsterdufte. Trafikstøjen fortoner sig. Og fuglenes frie symfoni kan pludselig høres under de grønne hvælvinger.
”Naturen er som en katedral. Udenfor er der støj og forstyrrelser overalt. Men se hvilken frodighed og fantasi, der findes herinde. Det er det her, livet handler om. Dansk politik betyder ingenting i forhold til, hvad der foregår her,” siger forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik med en prædikants salige smil efter en særlig vigtig sætning.
Det er ikke tilfældigt, at han har ønsket at mødes her. For hovedpersonen i hans nye film ”Guldkysten”, botanikeren Wulff, bliver i 1836 sendt til Afrika med en kongelig mission om at omdanne ”kongens afrikanske kirkegård til kongens afrikanske have”, mens Forstbotanisk Have her i Charlottenlund blev anlagt omtrent på samme tid - i 1838.
”Guldkysten” bliver markedsført som et nyt stort drama om et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. For Wulff konfronteres også med danskernes lyssky slavehandel. Karakteren er faktisk også bygget over en virkelig bureaukrat, der hed Wulff og endte med at føle sig som ”afrikaneren”, men hos Daniel Dencik er han altså blevet botaniker.
”Jeg faldt over den virkelige Wulffs breve, mens jeg lavede research til min digtsamling 'Via katastroferne', der dybest set handler om en mand, der drikker sig ihjel. Men på et tidspunkt ville jeg også gerne skildre den dehumanisering, der finder sted, når man gør folk til slaver eller giver dem numre i stedet for navne i koncentrationslejre og luderbarer i Pattaya. Det passede ikke rigtig til digtsamlingen, men Wulffs skildringer af Guldkysten i 1838 ramte mig dybt, for jeg genkendte hans ensomhed og følelse af misforståethed i mig selv”, siger Daniel Dencik.
Sidste år udsendte han romanen ”Anden person ental”, der bygger på hans eget tab af forældremyndigheden til sine tvillinger. Men det er en anden historie, som han ikke vil tale om nu - for ikke at gøre sit ”privatliv til en føljeton i medierne”, som han siger:
”Lad mig nøjes med at konstatere, at jeg kender til modgang, smerte og ensomhed. Men som Wulff i filmen lader jeg mig ikke slå ud. Jeg er som et træ, der er blevet skåret af ved roden, men det, der vokser frem nu, er stærkere, end det var før. Måske er det også det jødiske i min natur. Jøderne er som korkpropper, man kan ikke holde dem nede.”
Daniel Denciks film udspiller sig i en periode, hvor slavehandler formelt var forbudt, mens slaveri stadig var tilladt. Derfor gav det kynisk set mening at bruge slaverne i plantagerne, hvor de var, i stedet for at sende dem til en af de andre danske kolonier, fortæller han:
”Jeg blev forfærdet over, hvor sent danskere var involveret i slaveri, men også fascineret over den eventyrlængsel, der lå i Wulff. Helbredsmæssigt var 1800-tallet det dårligste tidspunkt at tage til Afrika som dansker. I 1600-tallet og 1700-tallet levede folk faktisk længere, og de tjente også flere penge. Men i 1800-tallet døde 9 ud af 10 i løbet af et år, og dem, der tog afsted, var meget unge lykkejægere eller missionærer, der var villige til at give deres liv for at bringe kristendommen ud i verden.”
Udover Wulff er missionærerne også heltene i filmen, hvor især den kvindelige missionær, Caroline, forkynder Guds kærlighed og skaberglæde, mens de dekadente mænd i det danske guvernement kun tænker på, hvordan slaverne kan udnyttes seksuelt og økonomisk.
”Det er forfærdeligt at tænke på, hvordan danskere også udnyttede slaver for at blive rigere selv. Men arbejdet med filmen har fået mig til at huske, hvordan jeg også selv som barn legede slavehandler, og min bror David og jeg skiftedes til at være slave i legen. Det er skrækkeligt, men jeg tror, at lysten til at bestemme over andre ligger i mange mennesker. Slaveri er faktisk også en afrikansk opfindelse.”
”Senere blev det brugt af araberne, inden europæerne tog det til selv. Og det er tankevækkende, at der aldrig var flere end 30 danskere nede på Guldkysten, hvor vi handlede med slaver, så der var ikke tale om, at danskere tvang folk til slaveri militært. Man købte slaver af de stærke stammer, der gerne ville handle med de få danskere, der vovede sig derned. Det virker som en så djævelsk ide, at kun mennesker kan finde på det. Men myrer holder faktisk også slaver. De holder nogen fanget og giver dem sukker, så de kan arbejde for sig”, siger Daniel Dencik og tilføjer:
”Til gengæld har myrer også en form for fællesskabs-etik, der kan sammenlignes med vores. De fleste andre dyr er flokdyr, der kun beskytter deres egne, men myrer og mennesker kan godt styre deres adfærd efter, hvad der er bedst for et højere formål. Det er måske også en af hemmelighederne bag de to arters succes. Myrerne lever for at styrke tuen, mens vi betaler skat for at hjælpe folk, vi ikke kender. Men alligevel ligger vores griskhed og egoisme hele tiden under overfladen.”
”Det er det, jeg gerne vil vise med filmen, som dybest set handler om at pege på skønheden og meningen med det hele. Faktisk vil jeg sige, at det mere er en film om skønhed end om slaveri, ligesom 'Taxi Driver' med Robert de Niro også handler mere om ensomhed end om taxakørsel.”
I den forstand er det også en religiøs film, forklarer han:
”Wulff når en form for religiøs erkendelse af, at naturen er blevet klogere, end vi er. Derfor ender han med at opfordre de tidligere slaver, han møder på Guldkysten, til at gå ud og være sammen med blomsterne. For al umenneskelighed er menneskeskabt, som han siger.”
Jesus opfordrede jo også sine disciple til at tage ved lære af linjen på marken og fuglen under himlen, fordi de ikke bekymrede sig om noget. Har det også inspireret dig?
”Helt klart. Jeg har læst Bibelen flere gange, og man kan hele tiden sætte kiler ind i historien, så der bliver plads til en selv. For den er så åben og ekstrem på samme måde som sagn, der dybest set appellerer til alle, fordi alle er i berøring med de grundlæggende følelser, der bliver fortalt om.”
”Jeg er opdraget som jøde, men jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg optaget af, hvad Jesus har sagt, ligesom andre jøder som Bob Dylan og Georg Brandes blev det. Og Jesus havde helt klart fat i kernen af tilværelsen med sit kærlighedsbudskab. Det kan være nemt at glemme. For vi lever i en flimrende verden med støj og forstyrrelser, der hele tiden vil bringe os væk fra det, der er meningen med livet.”
”Og vores egen tid lider i den grad af en form for kortsigtethed i alt, hvad vi gør. Det hele handler om 'likes', klikmålinger på nettet og hurtige popularitetsafkast. Alle skal være med og sige hurra fra første linje, ellers kan det være lige meget. Men det ender jo i en fordummende kultur. Og det er jo heller ikke det, der betyder noget på den lange bane.”
Derfor tvinger Daniel Dencik også sig selv til kedsomhed. Derhjemme har han for eksempel hverken adgang til telefon eller nettet fra sit skriveværelse.
”Ellers flyder jeg bare med alt det flimmer, der vil have min opmærksomhed. Og derfor er naturen klogere end os. Den er et studie i nærvær. Se bare humlebien der,” siger han og peger ned i blodrød rododendron, hvor en fed humlebi suger pollen til sig, som om livet var en lang ”happy hour”:
”Naturen har et helt andet perspektiv end os. Nogle af disse træer er flere hundrede år gamle. Skønhed kræver tid og tålmodighed,” siger han, mens vi går videre forbi et stort eksotisk træ med en snoet stamme og en stor krone, der vokser op mod himlen som en udstrakt hånd.
”Denne have er et af de få offentlige steder, der nærmest får lov til at gå i skov. Her skelner man ikke mellem såkaldt ukrudt og finere vækster. Og det skaber en helt anden form for liv. Naturen er jo dybest set liberalistisk. Alt får en chance til at leve, men den stærkeste fylder mest. Og det er fascinerende. For gennem naturen her føler jeg mig også mere forbundet til min egen natur,” siger han og tøver:
”Det er derfor, at jeg elsker at komme her. Forstbotanisk Have giver mig en lige så stor følelse af at være i kontakt med det store i tilværelsen, som når jeg tømmer hovedet for tanker, mens jeg cykler eller går i kirke, i synagogen eller i biografen.”
”Det hjælper mig alt sammen med at huske, hvad der er vigtigst. Her kommer jeg tættere og tættere på, hvem jeg er. På kernen i tilværelsen. På Gud. Og det, tror jeg, er en grundlængsel i alle mennesker. Det er derfor, at jeg laver kunst. Og det er derfor, at jeg lader en stemme sige i filmen, at alting slynger om sit eget ophav. Som en spiral kredser vi hele tiden om, hvem vi er og hvor vi kommer fra,” siger han, da en gruppe begejstrede børnestemmer pludselig blander sig med fuglenes koncert. Det er en børnehave, der er på tur med gule veste:
”Vi har set dræbersnegle!” råber de små nærmest i kor.
”Og vi vil spise dem”, tilføjer en anden.
”Lad være med det”, griner Daniel Dencik og tilføjer:
”Se de små mirakler. De minder jo os også om, hvad livet handler om. Voksne forvansker så hurtigt tingene. Men dyrk lige deres begejstring. De er livets sande læremestre. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, som jeg er meget inspireret af, skrev også, at man kun skal irettesætte børn, hvis de er til skade for sig selv og andre på en måde, som ikke er lærerig.”
”Det gør ikke noget, at barnet falder og slår sig. For det er en del af dets læreproces. Og barnet ved egentlig godt, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Eller måske snarere hvad der er elskværdigt at gøre i en given situationen. Det ved mennesket dybest set godt, men man skal hele tiden vende tilbage til det udgangspunkt. Og det at være religiøs er at være bevidst om, hvordan man handler elskværdigt. For mig er det også en religiøs handling, når man behandler andre godt. Det forsøger jeg selv at gøre i stedet for at bede. Jeg anser mig selv for at være et religiøst menneske, jeg beder ikke til Gud, men jeg prøver at vælge det elskværdige.”