Prøv avisen

En kunstners værker i tilbageblik

Danmarks Keramikmuseum præsenterer fra på lørdag den hidtil største retrospektive udstilling om Bjørn Wiinblads livsværk. Her er det hans tegnestue i Det Blå Hus i Kongens Lyngby, der drives af Bjørn Wiinblad Fonden. Foto: Ole Akhøj.

Bjørn Wiinblad var en af Danmarks mest folkekære brugskunstnere, men de færreste ved, at han også var en stor unikakunstner. Den historie fortæller Danmarks Keramikmuseum i Middelfart nu

Bjørn Wiinblad er blevet genopdaget på flere måder. Hans smørebrætter og kagedåser går som varmt brød i genbrugsbutikkerne, og nu kommer hans store industriproduktion og ikke mindst hans unikaarbejder til ære og værdighed på den hidtil største retrospektive udstilling om hans livsværk. Det sker på Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus i Middelbart, der på søndag åbner udstillingen Bjørn Wiinblad lyst og livsværk.

Museets direktør, Lise Seisbøll, har i flere år gået med en stille undren over det faktum, at Bjørn Wiinblad er en af vores mest folkekære kunstnere, samtidig med at meget få kender hans unikakunst.

LÆS OGSÅ: En populær, anerkendt og uhyre produktiv herre

Det er et stort paradoks, at Bjørn Wiinblad både er kendt og underkendt som kunstner, siger hun og fortæller, at udstillingen derfor først og fremmest har en intention om at kaste nyt lys over Wiinblads kunstneriske talent inden for mange genrer.

Vi har længe ønsket at anerkende Bjørn Wiinblad som den unikke multikunstner, han var. Ikke mindst i en dansk kontekst, hvor han gik imod parolen om form og funktion frem for dekoration, siger hun.

Bjørn Wiinblad kan ikke kaldes keramiker, for han prøvede aldrig selv at dreje. I stedet var det dekorationen, han koncentrerede sig om. Det gælder i hans enorme industriproduktion, der især i 1970erne stod eksempler på ved ethvert bryllupsgavebord, og i de samme år, hvor han udsmykkede alt fra amerikanske krydstogtskibe til juleplatter. Og det gælder i hans store hånddekorerede unikaværker.

Jeg blev selv meget forbavset, da jeg første gang så nogle af hans unikaværker. Hans motivvalg er det samme eventyragtige, som han brugte i industriproduktionen, men glasuroverfladen på unikaværkerne har et helt anderledes vidunderligt liv, fordi han dekorerede med kohorn, der er et ældgammelt pottemagerredskab. Man kan mærke det, så snart man lader fingrene glide hen over det, fortæller Lise Seisbøll.

Med på udstillingen i Middelfart er mere end 100 unika-arbejder, der alle er udlånt af Bjørn Wiinblad Fonden. De driver Bjørn Wiinblads Blå Hus i Kongens Lyngby ved København, der har stået urørt siden kunstnerens død i 2006.

Herfra stammer også en række keramiske værker, som Bjørn Wiinblad købte i blandt andet Østasien, Mellem- og Sydamerika og på Balkan. De værker har været vigtige inspirationskilder for Bjørn Wiinblad og har derfor også fundet plads på udstillingen.

Unikaværkerne stammer for en stor dels vedkommende fra Bjørn Wiinblads yngre år, og de er typisk skabt ind imellem hans industrielle serieproduktioner.

Bjørn Wiinblad er en af de kommercielt mest bevidste kunstnere, jeg har stiftet bekendtskab med, og hans salgsmæssige succes og folkelighed blev da også af flere kritikere opfattet som kunstnerisk diskvalificering, siger Lise Seisbøll.

Bjørn Wiinblad var selv temmelig uforstående over for kritikken. Det var hans motivation og drivkraft at glæde andre med sin kunst, og han forstod ikke dem, der hævdede, at popularitet og kvalitet ikke kunne forenes. I en artikel, der blev udgivet i forbindelse med hans udstilling på Kunstindustrimuseet i 1981, siger han: Jeg synes aldrig, det kan være prostitution, at det, man har tegnet, bliver mangfoldiggjort. Det kan aldrig være mængden af ting, der er forkert, det kan kun være kvaliteten.

I Middelfart håber man, at udstillingen vil bringe flere slags glæder: genkendelsens glæde over at se de figurer og brugsting, der den dag i dag findes i mange hjem, og som altså igen er blevet retro-smarte blandt yngre mennesker, og så overraskelsens glæde over at opleve hans unikakunst, der ifølge Lise Seisbøll emmer af kunstnerisk nerve og godt håndværk.

Bjørn Wiinblad er trods sin store popularitet stadig et ret ubeskrevet blad, og derfor udgiver museet i forbindelse med udstillingen også en bog, der fra forskellige vinkler beskriver og kaster nyt lys over den folkekære kunstner.

Set ud fra glædens vinkel vil udstillingen og bogen om Bjørn Wiinblad være det gladeste, vi nogensinde har præsenteret her på Danmarks Keramikmuseum, siger Lise Seisbøll.

Udstillingen åbner den 2. september og vises frem til den 24. februar 2013.