”Hvordan lever man egentlig et liv?”. Sådan spørger hovedpersonen Britt-Marie i begyndelsen af filmen. Ja, hvordan gør man det, og lever man, når det hele er blevet rutiner med rengøring, tøjvask og madlavning?
Britt-Marie har ikke de store krav til tilværelsen, og dagene går den ene efter den anden sammen med Kent, som hun har været gift med i over 40 år. De har ingen børn. Hun er hjemmegående, mens han i sit arbejde rejser en del. Hun køber ind, støvsuger og ordner sagerne, så alt ligger, hvor det skal. Der er orden i alle skufferne. Ingen slendrian. Der er middag klokken 18 præcis, når han er hjemme. Der er ikke megen passion over deres samliv, faktisk ingen. Han ser hende knap nok. Hans passion ligger et andet sted, blandt andet i fodbold, som han synes er en metafor for livet. Når han sidder foran tv’et, kommer følelserne op i ham, mens Britt-Marie ser uforstående ud. En metafor for livet, når 10 mand løber rundt i regn og mudder og sparker til en bold?
En dag bliver hun pludselig hevet ud af sin komfortzone og må bryde op og begynde forfra, da det viser sig, at manden (Peter Haber, som vi kender fra kriminalinspektør Bech-serien) også har passion for andet end fodbold.
Britt-Marie forlader simpelthen hus og hjem og begiver sig ud i usikkerheden. På arbejdsformidlingen kan de ikke anvise hende meget arbejde, da hun ikke har været ude på arbejdsmarkedet, siden hun var servitrice som ganske ung. Den eneste mulighed er et job som fritidsleder helt ude på landet i en flække, som hedder Borg. Til stillingen er der knyttet forpligtelsen til at være fodboldtræner for de 10-årige, der kommer i klubben.
Filmens finurlige manuskript er baseret på en roman af Fredrik Backman. Han slog igennem i 2013 med romanen ”En mand, der hedder Ove”, der også er blevet filmatiseret. Det var en film om en mand, der knap nok levede, efter at han blev ramt af sorg over sin kones død. Tilværelsen visnede simpelthen for ham.
Denne gang er det en stille, nærmest selvudslettende ”hausfrau”, der er hovedpersonen. Hun kastes ud i sit nye liv i Borg, hvor alt er under afvikling, selv menneskene. Her møder Britt-Marie blandt andre den nyskilte politimand, pizzeriaejeren med indvandrerbaggrund og den svagtsynede unge pige, der bare bæller dåsebajere i sig. De har ikke mange drømme tilbage. De er som Britt-Marie gået i stå. Tilværelsens skuffelser står og skygger for initiativ til liv.
I den søvnige lille by, der knap nok er en by, er det kun børnene på det lokale fodboldhold i fritidsklubben, der tør drømme. De vil med i en cupturnering, men mangler en træner med licens, og den opgave skal Britt-Marie løfte. Oddsene for succes er så små, at det grænser til tåbelighed at stille op.
Britt-Maries ankomst bliver på en forunderlig måde til en ny begyndelse. Det er aldrig for sent at begynde forfra, er filmens pointe.
”Hvordan skal man leve sit liv?”, spørger den 63-årige i begyndelsen af filmen. Man skal turde tage en dag ad gangen. Livsmod er noget, man får, ikke noget, man selv skaber. Pernilla August spiller den stille eksistens Britt-Marie med fin indfølelse. Man kommer til at holde af hende og glæder sig over, hvad dagene til sidst bringer hende og de andre. Jo, det betød noget, at Britt-Marie var der. Det betyder noget, at vi er til stede i hinandens liv.