Prøv avisen

”Holiday” er imponerende gennemført, dybt fascinerende – og ikke mindst afskyelig

5 stjerner
Filmens hovedperson, Sascha, spilles fremragende af Victoria Carmen Sonne. – Foto: Reel Pictures

Den svenske instruktør Isabella Eklöfs danske debut er tydelig kulturkritik. Men hvor peger kritikken hen?

Kan man være medskyldig med blikket? Det spørgsmål er ældre end filmkunsten selv, hvor det mandlige blik ofte er blevet fordømt som tingsliggørende. Men hvad så, når instruktøren og manuskriptforfatteren og fotografen er en kvinde? Og hovedpersonen, Sascha (fremragende Victoria Carmen Sonne), så tydeligt er et objekt, en dukke, der helt bogstaveligt modelleres af en mand?

Sådan er det i Isabella Eklöfs uforsonlige ”Holiday”, der bruger blikket som et monumentalt fortællegreb.

Den svenske instruktørs danske debut er tydelig kulturkritik. Men hvor peger kritikken hen? Er det traditionelle kvindesyn, der anfægtes? Er det forbrugerisme? Er det manglen på forpligtende fællesskaber? MeToo? Isabella Eklöf er lige så undvigende som Sascha.

I filmens første scene skridter Sascha igennem en steril ankomsthal et sted i Tyrkiet. Hun er et møbel i tableauet. Hele verden er hendes dukkehjem. Hun ankommer til luksusvillaen ved kysten, hvor hun skal agere gangsterbossen Michaels (isnende gode Lai Yde) trofækæreste. Udsigten, naturen, villaen, poolen, kroppene, sjælene er scenografi. Alt er en vare i Nadim Carlsens kuldskære fotografering båret af panorerende lange indstillinger.

Hvor vender man blikket hen, når Sascha bliver brutalt voldtaget, bliver slået, bliver udsat for psykisk vold? Hvad stiller man op, når hun hele tiden, som en tumling, rejser sig igen, ryster ydmygelsen af sig og fortsætter? Når hun indsmigrer sig hos voldsmanden, fuldstændig slukket i blikket, med stadig friske blå mærker? Hvor gør man af sympatien, når Sascha er svær at holde af?

Sascha ankommer ud af intet, uden fortid. Der er ingen socialrealisme her, ingen indlejret psykologi, der forklarer, hvordan en ung kvinde kan finde sig i at blive voldtaget brutalt på stuegulvet. For at rejse sig igen og krybe tilbage til bordet, champagnen, smaragderne.

Den stiliserede voldtægt er en af de værste scener siden Gaspar Noés film ”Irreversible”. Scenen i sig selv er afskyelig, opstillet. Men det værste er, at den intet ændrer. Sascha lader sig selv ødelægge, går knejsende undergangen i møde. Kaster sig videre ud i det dionysiske mareridt, der for hende tilsyneladende er en drøm.

For der er intet opbyggeligt i ”Holiday”. Dagene driver af sted, mens modbydelighederne tager til. Mennesket er enten svagt eller ondt eller på vej fra det ene mod det andet

Sascha bliver spillet med en forbilledlig skødesløshed af Victoria Carmen Sonne. Hun kigger på sig selv på samme måde, kameraet får os til at kigge på hende. Granskende, spørgende. Men også som en ting, en dukke i kropsnære klæder. Hun er et objekt. Sascha ser kun sig selv eller ser ud i luften. Vi ser hende i spejlet, i spejlbilledet, i kameraet. Ser hende hele tiden fortabe sig uden at fortrække en mine. Indtil hun indoptager ondskaben og eviggyldigt træder ud af ethvert genkendeligt, kvindeligt narrativ.

”Holiday” er frygtløst insisterende, imponerende gennemført, dybt fascinerende og afskyelig. Eklöf fjerner måske nok psykologien, samfundskritikken, men fornemmelsen af at være medskyldig trænger sig på. Et sådant dukkehjem i en tyrkisk villa opstår vel ikke ud af intet.