Prøv avisen

En kvindelig komponist vækkes til live

Nogen gange venter man bare på en anledning til at fortælle en historie, der fortjener at se dagens lys. Sådan er det med komponist og husmoder Emma Hartmann, der var gift med komponist J.P.E. Hartmann. Indtil i dag har hun været et næsten ubeskrevet blad i 1800-tallets musikhistorie.

Men i år er det 200 år siden, at Emma Hartmann blev født, og nu fortæller pianist Cathrine Penderup og sopran Iben Vestergård om en kvindeskæbne i en tid, hvor kvindens plads var i hjemmet, og hvor det var højst usædvanligt, at kvinder skrev musik og offentligt udtrykte kvindelige følelser og længsler. De to musikere har netop sendt cd'en "Emma Hartmann -- Complete Works" på gaden på forlaget ClassicO og er de første nogensinde, der har fortolket og indspillet den kvindelige komponists værker.

-- Det har været helt fantastisk at få lov til at støve et helt kapitel i den danske musikhistorie af, siger Iben Vestergård.

-- Normalt har man en række indspilninger at støtte sig til eller bevæge sig væk fra, men vi stod med noder, som ingen havde spillet og sunget i over 100 år. Det er så længe siden, at nogen har rørt musikken, at vi nærmest følte, vi var de første, siger hun.

Emma Hartmann selv ønskede dog ingen opmærksomhed omkring sin person. Hun komponerede og udgav sine romancer og en-kle melodier under pseudonymet Frederik Palmer. Kun få vidste, hvem navnet navnet dækkede over, for hun ville ikke forstyrres af en "Offentlighed, som til ingen Nytte er, og som jeg ingen Priis sætter paa", som hun sagde til sin mand.

Men frem skal hendes historie, mener Cathrine Penderup og Iben Vestergård. For den er et godt billede på en tid, hvor kvinder ofte undertrykte deres følelser og behov.

-- Emma Hartmann længtes efter et andet liv. Hun elskede sine mange børn højt, men hun ville noget andet. Hun ville musikken, men som kvinde dengang var hun låst fast. Derfor var der megen smerte i hendes liv, som hun blandt andet bearbejdede og udtrykte gennem musikken, siger Cathrine Penderup.

Emma Hartmann blev født i 1807 som datter af grossereren J.F. Zinn. Selvom det blot var til hendes almene dannelse, fik hun en grundig musikuddannelse i sang og klaver hos blandt andre komponisten A.P. Berggren.

Hun blev gift med komponisten J.P.E. Hartmann i 1829, og i deres hjem var nogle af datidens største kunstnere som H.C. Andersen, Niels W. Gade og B.S. Ingemann hyppige gæster.

På mange måder havde de to et lykkeligt ægteskab. Musikken bandt dem sammen, og J.P.E. Hartmann lod hende dyrke sin lidenskab, så meget som tiden tillod ved siden af husmoderens forpligtelser. Fem hæfter med i alt 22 sange og romancer fik hun udgivet ud over to danse til Studenterforeningens bal i 1841.

Men der var også megen sorg i familien Hartmanns liv. 10 børn fødte Emma Hartmann, men én døde tidligt, én anden var dødfødt, og kun seks blev voksne.

Emma Hartmanns sorg havde dog mange ansigter. For trods kærligheden til sine børn, ville hun gerne bruge sine evner til noget mere, end hvad der var almindeligt for kvinder dengang. Musikken i hendes liv var et uforløst kapitel. Hun ønskede sig brændende at kunne hengive sig til klaveret, men kvindens plads i samfundet i 1800-tallet betød, at hendes passion forblev en hobby. Hun havde ellers forsøgt i et brev til sin mand at fortælle ham, at hun snart ikke orkede flere fødsler. Begrundelsen var, at "også han vel foretrak en livlig ledsagerinde, der kunne komponere lidt indimellem og glæde sig over hans musikalske Kompositioner, frem for en sygelige skrantning, som kun duede til at sætte ham i ondt Humør".

-- Det var svært for hende, at få plads til at være den kvinde, hun gerne ville være. Selvom hendes mand hjalp hende med kompositionerne og hjalp hende med at få dem udgivet, så havde hun sine pligter og kunne ikke hengive sig til det, der brændte inden i hende, siger Iben Vestergård.

Det var Cathrine Penderup, som stødte på Emma Hartmanns navn for knap 10 år siden. Hun blev kontaktet af en forsker fra Det Kongelige Bibliotek, som var i færd med en større undersøgelse af Emma Hartmann liv og musikalske værker. Forskeren fortalte Cathrine Penderup, at hun -- om end langt ude -- var i familie med Emma Hartmann. Siden da har Cathrine Penderup læst, undersøgt og opstøvet materiale om sin fjerne slægtning og tænkt, hvordan hun kunne vække Emma Hartmann og hendes musik til live.

Sidste år på kvindernes kampdag den 8. marts spillede Cathrine Penderup og Iben Vestergård så de første toner af det projekt, som i dag er blevet til en cd. De opførte en række af Emma Hartmanns værker på Københavns Bymuseum og brugte kampdagen til at fortælle en kvindehistorie om længsel, uforløst kærlighed og en alt for tidlig død.

For Emma Hartmann blev kun 43 år. Trods hendes bøn til sin mand om at begrænse antallet af graviditeter fortsatte Emma Hartmann med at blive gravid og føde børn. Det tiende barn blev født i februar 1851, men var dødfødt, og Emma Hartmann døde kun to uger efter af komplikationerne.

Kort inden sin død bad Emma Hartmann sin datter Sophie om at brænde alle de breve, hun gennem årene havde fået af husvennen og juristen Ernst Weis. Ernst Weis havde ligesom J.P.E. Hartmann hjulpet hende med kompositionerne og satte også tekst til hendes yndefulde melodier.

Ernst Weis udviklede sig til langt mere end blot en ven af Emma Hartmann. Der findes ingen håndfaste beviser, men Emma Hartmanns breve til Weis findes endnu, og de tyder på følelser, der stikker langt dybere end et almindeligt venskab.

Cathrine Penderup og Iben Vestergård er heller ikke i tvivl. Weis har blandt andet skrevet digtet "Anine", Weis' kælenavn for Emma Hartmann. "Anine" handler om det første, intense møde mellem to mennesker, der bliver forelskede ved første øjekast. "Mod Kilden hun sig Bøied ned og drak af sin Haand, og lagde mig for evigt i Kjærlighedens Baand."

-- Sådan skriver man ikke, hvis det drejer sig om en god ven, smiler Cathrine Penderup.

Mens de gik i gang med at tyde noderne og øve sig på Emma Hartmanns romantiske sange, dukkede et nyt univers op for de to klassiske musikere. Indtil nu havde de overvejende spillet og sunget musik komponeret af mænd.

-- Vi opdagede, at der er en tydelig feminin klangfarve i musikken, som vi ikke før har kendt til. Jeg føler mig langt mere kvindelig, når jeg synger hendes sange. Hun har et sødmefuldt klangbillede, der kun kan komme fra en kvinde, siger Iben Vestergård og nævner digtet "Blomsterne" af Christian Win-ther, som Emma Hartmann har sat musik til.

-- At sætte musik til et digt om blomsters væsen og "længslen i deres våde blik" er svært at forestille sig fra en mandlig komponist. Det er kun noget, kvinder svimer hen over, siger Iben Vestergård, og Cathrine Penderup supplerer:

-- Modsat mange mandlige komponister ligger hendes udtryk langt tilbage. Hun er ikke dominerende i sin stil, og det er, som om hendes følelser bliver fortrængt i musikken. Ligesom de blev det i hendes liv. Alligevel får hun smerten, glæden og længslen ud, men blot med enkle og spinkle virkemidler.

Cathrine Penderup og Iben Vestergård giver koncert den 1. juni klokken 19.30 i Sankt Pauls Kirke i København i anledningen af cd-udgivelsen.

duus@kristeligt-dagblad.dkFakta

Cathrine Penderup

**Født i 1975 og uddannet pianist på Det Kongelige Danske Musikkonservatoruium med Tove Lønskov som lærer. Debuterede som solist i 2006. Hun har kombineret sine studier på konservatoriet med privattimer i Melbourne, Australien, hos Max Cooke og Michael Kieran Harvey og har desuden en diplomeksamen fra Victorian College of the Arts i Australien.

Fakta

Iben Vestergård

**Født i 1974 og uddannet sangerinde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Tove Hyldgaard, Lars Waage og Else Paaske som lærere. Hun afsluttede med diplomeksamen i 2004. Hun har desuden modtaget undervisning af Walter Moore i Wien, Christopher Cowell i London og af Roger Vignoles.