Bjerregaards erindringer er vigtigt bidrag til at forstå politisk epoke

Det hører med til genren politikererindringer, at man ikke sætter sit lys under en skæppe. Det gælder også for Ritt Bjerregaard, der i bind tre af sine erindringer peger på, at hun kunne være blevet statsminister, hvis det i hendes tid havde været nemmere at være kvinde i politik

Bjerregaards erindringer er vigtigt bidrag til at forstå politisk epoke

For tiden udkommer en strøm af er politiske erindringsbøger. De fleste er præget af bitter kritik af partifæller. I år har vi set det med Carl Holsts og Søren Pinds erindringer, som i høj grad handlede om interne konflikter i Venstre. Mogens Lykketofts (S) nyudkomne erindringer delte voldsomme øretæver ud til især de tidligere partikammerater Helle Thorning- Schmidt og Bjarne Corydon (sidstnævnte har nu meldt sig ud af Socialdemokratiet). Det tredje bind i socialdemokraten Ritt Bjerregaards erindringsværk, som er planlagt som i alt fire bind, danner bestemt ingen undtagelse. Her får mange mandlige socialdemokrater tørre tæsk. Helle Thorning-Schmidt undgår dog heller ikke et svirp for ulighedsfremmende politik.

Det tredje bind omhandler tiden fra 1991 til 2001. Ved at dele erindringerne i fire bind undgår Bjerregaard den kompakthed, som Lykketofts spændende, men noget overvældende bog har. Bjerre- gaard har tydeligvis arbejdet meget grundigt og bygger blandt andet på egne dagbogsnotater og kildemateriale i Rigsarkivet (hvad der i lighed med Lykketofts bog ikke har hindret uvæsentlige småfejl). For en historiker er det dog lidt ærgerligt, at hun ikke har mere præcise kildehenvisninger.

Bjerregaards sprog er uden tvivl lettere at læse end Lykketofts. Hun gør også mere ud af sit personlige liv end Lykketoft, herunder at hun er kræftsyg. Men også de politiske holdninger og vurderinger er forskellige fra Lykketofts. Hun elsker ikke Socialdemokratiet, og hun har været direkte frastødt af fagbevægelsens mandlige ledere. Hun er kritisk over for, at fagbevægelsen tilsyneladende har opgivet folkeoplysningen på højskoler og gennem forlagsvirksomhed.

Hvor Lykketoft har været en dygtig kompromissøger, er Bjerregaard mere konfliktsøgende, fordi hun tror, at konflikt er nødvendig for at forandre. Hvor Lykketoft i 1970’erne kunne glemme kvindekampens politiske betydning, så er konstanten i Bjerregaards i øvrigt omskiftelige politiske liv kvindekampen.

Mens den i øvrigt meget skarpe Lykketoft er ukritisk over for Poul Nyrup Rasmussen, er den ellers skarpe Bjerregaard meget blid ved kvindelige politikere. Og i modsætning til Lykketoft er hun kritisk over for den måde, Nyrup håndterede regeringsdannelsen i 1993. Han forstod ikke at rydde op i administrationen, mener hun. Hun glemmer, at han foretog en veritabel udrensning i Statsministeriet. Hun var utilfreds med, at hun fik tilbudt trafikministerposten, som hun sagde nej til, fordi hun næppe med urette så den som en uriaspost. Men kritikken omfatter ikke Mimi Jakobsen, der fik givet Centrumdemokraterne alt for ubetydelige ministerposter, hvad der senere måtte korrigeres.

Bjerregaard havde siden 1991 været truet af marginalisering i sit parti på grund af ballade om, at hun havde fået en stor lejlighed på Vesterbro i København, samtidig med at hun angiveligt havde bopæl på Fyn. Hun kastede sig derefter ud i kampagnevirksomhed for EU. Man kan her godt savne en grundig forklaring på, at hun som gammel EF-modstander havde skiftet hest. Så sent som i 1986 havde hun forsøgt at bekæmpe Poul Schlüters (K) regering ved at sige nej til den såkaldte EF-pakke, der skulle fremme det indre marked (Socialdemokratiet tabte dog ved en vejledende folkeafstemning).

I 1994 var det Bjerregaards metode til at undgå at blive glemt at kritisere regeringen, uanset at hendes eget parti havde den ledende rolle. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) indså, at noget måtte gøres. Løsningen blev på Bjerregaards eget forslag at sende hende 1000 kilometer væk. Hun blev miljøkommissær i EU.

Noget af det mest interessante i bogen er Bjerregaards beskrivelse af, at hun som kommissær følte sig modarbejdet af udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) og til dels også af Poul Nyrup Rasmussen. Desværre er det begrænset, hvor konkret hun beskriver dette. Men endnu mere interessant er det, at hun selvkritisk fortæller, at hun uden nærmere refleksion arbejdede med på østudvidelsen af EU. I dag er hun meget betænkelig ved de østeuropæiske staters medlemskab af EU, fordi flere af dem end ikke seriøst bestræber sig på at opfylde kriterierne for medlemskab. Det er modig og klar tale fra Bjerregaard. Vi burde være mere optaget af det emne.

Det hører med til genren politikererindringer, at man ikke sætter sit lys under skæppe. Det gælder også Bjerregaards tanker om, at hun ikke blev statsminister. Hendes opfattelse er, at hun kunne være blevet statsminister, hvis ikke det havde været sværere at være kvinde i politik, da hun var yngre. Desuden skulle hun i lighed med Helle Thorning-Schmidt have været mindre kontroversiel.

Poul Nyrup Rasmussen ville ikke forlænge hendes tid som EU-kommissær. En tid kastede hun sig over sin æbleplantage på Sjælland. Men Socialdemokratiet var i knæ i meningsmålingerne, og Poul Nyrup Rasmussen syntes at føle sig tvunget til at mobilisere alle reserver. I forbindelse med en ministerrokade blev Ritt Bjerregaard i februar 2000 fødevareminister. Der blev fundet kogalskab i Danmark. Bjerregaard greb resolut ind. Hun gik i det hele taget direkte mod landbrugsinteresser i spørgsmål som burhøns, salmonella og vækstfremmende stråforkortere med mere. Hun var drevet af en interesse i økologi, som nu også blev omsat i politik.

Bjerregaard kæmpede også for, at Danmark kom med i den fælles EU-valuta. Hvilke fordele hun så ved den, kunne hun godt have skrevet mere om, men som bekendt faldt tanken ved en folkeafstemning år 2000. Poul Nyrups organisering af kampagnen op til afstemningen kalder Bjerregaard for rodet. Han ville garantere, at tilslutningen til euroen ikke ville skade folkepensionen. Som om der overhovedet var en sammenhæng mellem de to forhold.

Herefter syntes regeringen mere eller mindre i opløsning. Niels Helveg Petersen trak sig som udenrigsminister. Ifølge Bjerregaard håbede han på, at Marianne Jelved ville gøre det samme, så sønnen Morten Helveg Petersen kunne blive ny radikal leder. Her baserer Bjerregaard sig på rygter. Videre har hun formodninger om, at Mogens Lykketoft spillede dobbeltspil. I al fald gik Poul Nyrup Rasmussens regering mod et valgnederlag, men Bjerre- gaard har vel højst nogle brikker til forståelse af det. Her er bestemt plads til regulær forskning.

Det er op til faghistorikere at skrive brede og afbalancerede fremstillinger af den politiske historie. I forbindelse med politikererindringer kan man kun håbe på, at forfatteren skriver godt, har forsøgt at være nøjagtig med faktuelle forhold, argumenterer og forklaringer og ikke er uden selvkritik. I bedste fald sætter gode politikererindringer vigtige spørgsmål til fornyet overvejelse. Ud fra disse kriterier er alle Ritt Bjerregaards foreløbig tre erindringsbøger anbefalelsesværdige. Men det gælder i hendes tilfælde som i andre, at det er klogt at læse flere politikeres erindringer om samme epoke. Bjerregaard har ret i, at det har været svært for kvinder i politik. Men kvindelige politikere bør måles med de samme målestokke som mænd.