En kvindes skæbne formes

ROMAN: Vibeke Grønfeldts "I min tid" skal læses, gerne to gange. Der venter en stor oplevelse

Vibeke Grønfeldts "I min tid" er en selvstændig fortsættelse af romanen "Mindet" fra 2005.  -- Foto:
Vibeke Grønfeldts "I min tid" er en selvstændig fortsættelse af romanen "Mindet" fra 2005. -- Foto:.

En ung kvinde kæmper for at forme sit eget liv og sikre et vist eksistensniveau. Tiden er 1930'erne med depression, der kommer til landet vestfra, og støvletramp og propagandataler, der høres sydfra.

Agate er hovedperson i Vibeke Grønfeldts nye roman, der absolut kan læses selvstændigt, men er en fortsættelse af "Mindet" fra 2005. Som sin forgænger stiller "I min tid" med sin impressionistiske stil store krav til læseren om koncentration, men anstrengelserne er det værd: romanen er en mesterlig indføring i en kvindes psyke, præget af sin tid.

Vi begynder med at følge hverdagene med Agathes mor, far og søskende. Hun bor stadig hjemme, arbejder i mark og stald om dagen, om aftenen læser hun bøger fra lånebiblioteket eller går til bal i afholdsforeningen. Kønslivet er en ny verden, der åbner sig for hende, og hun lader sig rive med til mere eller mindre ligegyldige oplevelser. Tiden og hovedet vil ét: følge anstændighedens normer, men kroppen vil noget andet.

Grønfeldt kommer hurtigt bag om facaden i husmandsfamilien. Ikke kun kønsliv og normer skaber konflikter, også forholdet i familien er fuld af spændinger. Moren er sød og mild, men også med sin skrøbelige kunstnersjæl fraværende, fordi hun lukker sig inde i sin egen verden, når konflikterne kommer for nær. Faren er klog og forstående, især over for Agate, som er hans øjesten; men han er syg af tuberkulose, der bliver stadig værre. Tonen blandt de fire børn er direkte, til tider rå, præget af både had og kærlighed. De er med i et fællesskab, der kæmper sammen om livets opretholdelse, men de er også i indbyrdes konkurrence for at sikre sig selv bedst muligt.

På et tidspunkt bliver Agate gravid med en af sine fyre, og hun gifter sig. Jakob hedder manden, men han bliver aldrig kaldt andet end maleren i hendes tanker, og det er symptomatisk for forholdet mellem dem. Rigtig nær kommer de aldrig på hinanden, han er god, lidt naiv, og hans opgave er først og fremmest som maler at deltage i kampen for at sikre familien et udkomme.

Agate har planer om et husmandsbrug sammen med malerværkstedet. Hun er en stærk, handlekraftig kvinde med ambitioner, ikke mindst for datteren Marita. Hun ønsker hende uddannelse og ikke ægteskab med børnefødsler i hobetal. For Agate er ægteskabet ensbetydende med fangenskab, hun har en drøm om frihed og selvstændighed, men ved også, at hun ikke kan undvære Jakob.

Det er en særdeles sammensat kvindeskikkelse, Grønfeldt har skabt. Hendes mod og handlekraft er resultat af en kraftig viljestyrke, som hun kæmper for at udvikle. Der er også skrøbelige sider i hende, hun er en tvivler, der er splittet mellem tidens normer og sin egen kritiske sans, der får hende til at stille spørgsmål ved livets mening og se dødens skygge overalt. "Gode Gud, hvis du er til", som hun tit formulerer det for sig selv.

Grønfeldt har en fabelagtig registreringsevne. Hun viser psykiske nuancer og bevidsthedsmæssige skred i en imponerende kompleksitet. Teknikken er impressionistisk: hurtige skift, hvor replikker, tanker, fortid, nutid, drøm brydes og danner kaotiske mønstre, hvor man skal holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvem der siger hvad, og om vi befinder os i en drøm eller i virkeligheden.

Forfatterens indføling i tiden er lige så overbevisende. Dette er 1930'erne, på landet, hvor flirt med nazismen, fordomsfuldhed, nøjeregnende egoisme, kollektiv livsindstilling og hjælpsomhed trives side om side. Agates tanker formuleres tit som ordsprog, for tiden er præget af gammel folkelig viden, iblandet nye tanker om individets frihed og mulighed, f.eks. for social mobilitet. Og først og fremmest er den præget af kampen for at undgå tvangsauktioner og holde skindet på næsen.

"I min tid" skal læses, gerne to gange. Der venter en stor oplevelse.

**Vibeke Grønfeldt: I min tid. 348 sider. 299 kroner. Samleren. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk