En kviumsk vanvidsforestilling

Man skal tage på Betty Nansen i disse dage, hvis man vil se en musikforestilling langt ud over det sædvanlige

"Det bedste af det hele er Kviums scenografi og de karikaturer, han har legemliggjort på scenen. Skuespillerne er som levende dukker i et kviumsk dukkehus, og de gør 'The Black Rider' til et animeret kunstværk," skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
"Det bedste af det hele er Kviums scenografi og de karikaturer, han har legemliggjort på scenen. Skuespillerne er som levende dukker i et kviumsk dukkehus, og de gør 'The Black Rider' til et animeret kunstværk," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Betty Nansen Teatret.

Det lyder lovende og vanvittigt på én gang: en forestilling skrevet af beat-forfatteren William S. Burroughs, instrueret af den ”ud af kassen”-tænkende Katrine Wiedemann, tilsat musik af skraldemandsmusikanten Tom Waits og en scenografi af groteskkunstneren Michael Kvium.

For at give en fornemmelse af galskaben skal scenen lige sættes:

En af Kviums langærmede, androgyne skabninger slæber sig rundt og spiller på glas, mens en anden, klædt ud som kronhjort, lader sig nedlægge af en fimset friskytte. Dukkeparret med de fineste æblekinder flagrer robotagtigt rundt, og en kølig haltefanden i skikkelse af Jimmy Jørgensen ser uimponeret til, mens han crooner derudad.

Musikerne i orkestergraven ifører sig hjortehjelme, en af dem spiller på sav og frembringer et mareridtsagtigt lydtæppe af mol-toner og skinger spøgelsesstøj. Og sådan fortsætter det.

”The Black Rider” er en anti-musical, som nægter at tilfredsstille vores trang til rene klange og handlingssammenhæng. Det er også en mareridtscabaret med interessante musikalske arrangementer i et genre-medley af spaghettiwestern-lyd, varietéstemning og funhouse-musik - en såkaldt cut-up-stil, der var kendetegnende for Burroughs.

I det store og hele er det en fest at overvære, sjovt på den helt sorte måde - men det synes, som om tiden er løbet fra vanvidsforestillingen, som havde danmarkspremiere på Betty Nansen Teatret i 1998 med stort set samme kunstneriske hold.

”The Black Rider” trækker på det tyske folkesagn ”Friskytten” om bejleren Wilhelm, der indgår en faustisk pagt med Djævelen for at få den kvinde, han elsker. Den har også et autobiografisk fokus på den tragiske hændelse fra Burroughs' liv, da han i en stofrus insisterede på at lege Wilhelm Tell med sin kone og skød hende i hovedet.

Der ligger altså et niveau af eksistentialisme og tragik og ulmer under overfladen, men man kommer aldrig derind, hvor den kan mærkes. Enkelte scener formår at give rum til Waits' og Burroughs' poesi, og ordene flyder ud over scenen.

Men I andre overdøves meningen og poesien af galskab, kontrabas og skraldesang. 1990'ernes postmoderne fernis af parodi og pastiche forhindrer enhver indlevelse og identifikation, og forestillingen forbliver ren overflade, som man blot kan betragte.

Kunsten anno 2015 vil videre og dybere - den vil formidle komplekse mennesker og meninger. Og det er således svært at føle sig helt igennem beriget af kunst, som blot er form for formens skyld.

Når det så er sagt, så er ”The Black Rider” stadig et vanvittigt underholdende og modigt formeksperiment med nogle fabelagtige præstationer. Som for eksempel Xenia Lach-Nielsens power-nummer ”I'll Shoot the Moon”, forestillingens musikalske højdepunkt, hvor hendes potente stemme kommer til sin ret. Også Søren Launbjerg brænder igennem i en tyngdekraftsophævende optræden.

Men det bedste af det hele er Kviums scenografi og de karikaturer, han har legemliggjort på scenen. Skuespillerne er som levende dukker i et kviumsk dukkehus, og de gør ”The Black Rider” til et animeret kunstværk. Det er en fornøjelse at kigge på. Og grine ad.

Man skal tage på Betty Nansen i disse dage, hvis man vil se en musikforestilling ud over det sædvanlige. Men forvent ikke at gå derfra beriget på sjæl og sind.

kultur@k.dk