Hvilken heltehistorie ville ”Odysséen” være, hvis Odysseus kom hjem til sin familie hver aften? I monologen ”Grounded” på Svalegangen møder vi en inkarneret og feteret jagerflypilot, der lever for sine ture op i ”det blå”. Bumbum, siger det, når hun sender bomber ned over minareterne og tilintetgør ”Saddams skodhær”. Når hun har fri, hænger hun med gutterne på pilotbar.
Men da hun ved et uheld bliver gravid, må hun slå sig til tåls med en stilling som lænestolspilot. Og da hun vender tilbage fra barsel, har Barack Obama sendt hendes F-16-fly på græs og gjort dronerne til de nye konger. Dødstruslen i hendes arbejde er fjernet, siger de. Krig er blevet et skifteholdsarbejde i en klimakontrolleret trailer i Nevadas ørken.
”Grounded” er skrevet af den amerikanske dramatiker George Brant i 2012. Samme år vandt han Smith-prisen, der uddeles til teater med særligt fokus på amerikansk politik. Siden da er stykket blevet spillet på scener over hele verden, og nu er turen kommet til Danmark. Her har teatrene også de seneste år beskæftiget sig med den nye kropsløse krigsførelse, blandt andet i Christian Lollikes krigsballet ”I føling” fra 2015 og Peter-Clement Woetmanns ”Til mine brødre” fra 2016.
Instruktør Lars Junggreen har fundet den rigtige profil til at tackle det krævende manuskript: Kaja Kamuk. Helt alene på scenen i 90 minutter formår hun at fængsle os i hendes historie og gengive en psykologisk dybde med stor detaljerigdom. Hun fortæller i nutids-jeg, til os og til de usynlige medspillere i historien, i en form, der er lige så filmisk og litterær i sin form, som den er teatralsk.
Kamuks karakter kæmper med at blive et med maskuliniteten i den mandsdominerede verden, hun færdes i, og det skinner igennem i hendes tale og kropssprog, den manddige gang og de selvsikre kast med hovedet. Det virker påklistret, men med vilje. I små glimt smider hun sit mandepanser, og her får man et kig ind den sårbare kvinde, der ikke kan være i sit arbejde, men heller ikke i sin familie.
Oppe i luften i sit F-16-fly kunne hun holde fjenden på afstand. Hun var væk i samme sekund, som hun havde kastet en bombe – hurtigt oppe i det blå igen, hvor virkeligheden ikke findes. Men som lænestolspilot er der kun skærmen og hendes dræberblik ned på en virkelighed formet i HD-ler. Da en rigtig mission endelig opstår, opdager hun nærheden i fjernkrigen og møder en ny fjende, hun skal kæmpe med, nemlig empati. Hun må lære at klappe dagen af, ryste de døde kroppe ud af ærmet, inden hun kører hjem til familien. Men kan man det?
Stykkets sigte er mere lokalt end globalt. Der gives mere plads til refleksioner omkring det personlige offer, som en soldat– en kvindelig soldat – må yde i en fjernkrig, end til en reel kritik af amerikansk udenrigspolitik og etiske overvejelser omkring dronekrig. Det er op til beskueren at trække det ud af forestillingen. En forfløjen bikritik af blandt andet overvågningssamfundet og outsourcingstrends bliver nævnt i forbifarten. Men det virkelig interessante er den unavngivne kvindes udvikling fra fyrig pilot til ptsd-ramt spøgelse.
I fortællingen er indlagt nogle knapt så sofistikerede greb, blandt andet en enerverende farvesymbolik: rosenrød, lyserød, blå, grå, sort, hvid – en skala fra levende til død. Det figurative bliver gentaget og skåret ud i pap og forfladiger historien. Op til slutningen mærker man desuden en noget amerikansk sentimentalitet, der ikke klæder den danske opsætning. Det er Kaja Kamuks indsats, der gør ”Grounded” til en virkelighedsnær oplevelse og noget så sjældent som en monolog, der underholder fra start til slut.