Havet, grundlaget for det hele, set og skildret af C.W. Eckersberg (1783-1853), breder sig for éns øjne på det mesterlige billede ”En sø”, som er et af de cirka 200 værker på udstillingen ”Dansk marinemaleri – fra Frank Nicolajsens samling”, tilrettelagt af Nicolajsen og af forfatteren til katalogteksten, Allis Helleland.
Udstillingen er tænkt som et skridt på vejen mod etableringen af et kommende lokalt museum for guldalderkunst. Den smukke, treetagers gule bygning – opført i 1920/1921 med Vilhelm Petersen som arkitekt – er af kommunen blevet stillet til rådighed for den nystiftede Vestjysk Kunst Fond, til hvilken Nicolajsen har overdraget sin samling på omkring 700 værker, først og fremmest fra den danske guldalder. Det er en af landets største privatsamlinger.
Et af de håb, der knytter sig til udstillingen, er, at den kan være med til at skabe fornyet interesse for marinemaleriet. I øvrigt i overensstemmelse med en tendens i tiden, idet emnet i de seneste år er blevet taget mere alvorligt.
Kendetegnende for genren er ifølge Allis Helleland et maleri med motiv fra kysten, havnen eller havet, ofte med ét eller flere skibe. Den voldsomme udvikling, som genren gennemgik i løbet af 1800-tallet, skyldtes ikke mindst Eckersberg, der som professor ved Kunstakademiet fra 1818 til sin død tog marinemaleriet op som disciplin. Udstillingen omfatter arbejder af flere af hans elever.
Eckersberg selv skabte omkring hundrede marinebilleder. Mange af dem inddrager motiver fra land, men ikke det nævnte ”En sø”, der endvidere skiller sig ud ved ikke at vise skibe. Vi møder havet som ren natur, en i sig selv hvilende virkelighed, uden romantik, dragende, men tillige med et element af noget farligt. Bølgerne på det storslåede sceneri under den gråligt skyede himmel har truende skumtoppe. Blæsten og havet udgør en pagt, der får et menneske til at føle sig så lille, som det er.
Billedet præges af fortrolighed med havet, en fortrolighed, der i det hele taget gælder Eckersbergs forhold til livet til søs. Det sidste kommer til udtryk i den akkuratesse, der er så karakteristisk for skibene, der besejler hans kunst.
Marinemalerier er ophængt i smukke rum, der fremtræder, som de hidtil har gjort, i et hus med atmosfære. Dertil bidrager for eksempel de oprindelige stuklofter og de udskårne døre. Det er også et hus med muligheder, og det er ikke svært at se det som en velegnet ramme for et museum.
Men allerede nu byder det på noget usædvanligt med den aktuelle udstilling, der er bygget op omkring en i mange år upåagtet genre, som præsenteres i mange varianter – fra det ganske fredelige til det heftigt dramatiske. Et væld af stemningsmættede tableauer med gode chancer for at indtage og fastholde publikums opmærksomhed. Det er ingen panderynkende kunst, men en kunst som enhver uden videre kan forholde sig til – med rig mulighed for at ”sejle” tilbage til en svunden tid, med hvad denne måtte indeholde af potentielle eventyr, i hvert fald for en nostalgi-ledsaget fantasi.
Mange af de involverede kunstnere vil være ukendte for de fleste. Til gengæld bliver man mindet om, at også glemt kunst kan være god kunst.
Synet af sejlskibe liggende på vandet med svanens selvfølgelige elegance er indtagende. Selv gennem stormende søgang kan elegancen bevares: sejlads som livskunst på afgrundens rand. Man ser både det ene og det andet hos Carl Dahl (1812-1865). Oscar Bojesen (1879-1930) viser dramatikken til søs i nærbillede – en forstavn med galionsfigur konfronteret med det brusende hav.
Yderligere skruet op for dramatikken bliver der hos tyskeren Theodor Kloss (1802-1876), der kom til Danmark for at modtage privatundervisning hos Eckersberg.
Langt fra dennes verden er vi ikke desto mindre med elevens stormfulde billeder af nødstedte skibe i dyster konfrontation med et hav, hvor det huserende mørke på én gang synes at tilhøre natten og undergangen.
En anden elev af Eckersberg, C.F. Sørensen (1818-1879), søgte ligeledes i en anden retning end lærerens, men i en romantisk. Et eksempel er et billede af folkeliv på havnen – med hyggesejlads på stille vand. Alting virker så trygt. Så mon ikke personerne i bådene – med rette eller urette – er overbeviste om, at de ved et utænkeligt forlis kan bunde?
En overraskelse er det at møde Vilhelm Kyhn (1819-1903). I kataloget bliver man imidlertid belært om, at han i kraft af sine mange landskabsbilleder af kyster og af udsigter fra land over vand hører hjemme i denne sammenhæng, selvom han normalt ikke regnes for at være marinemaler.
Under alle omstændigheder er det en glæde at dvæle ved hans følsomt malede billede af sejlskibe i tåge – i et forunderligt samspil med lyset. Det er et af udstillingens betydningsfulde poetiske værker, fyldt med en udtryksfuld stilhed.
