Vi kalder klimaforandringerne ”menneskeskabte”. Det lyder, som om vi har en skyld, men det har vi ikke, skriver Søren Schauser, for klimaforandringerne er en ret ny indsigt. Men vi har et ansvar, og i denne bog stiller han spørgsmålet om, hvorfor vi ikke kommer i gang med en samtale om ansvar og mulige værktøjer. Svaret søger Søren Schauser i en undersøgelse af vores måde at tænke og føle på.
Undersøgelsen begynder med hulemalerier og går derfra over blandt andre Homer, Platon, Aristoteles, Augustin, Erasmus af Rotterdam, renæssancen, Leonardo da Vinci, oplysningstiden, Rousseau, romantikken, Freud og bidrag fra litteraturen, psykologien, arkæologien, antropologien, biologien og kunsthistorien.
Ofte er det med et historisk blik på de videnskabelige begreber, for Schauser har en spændende interesse for den første, der brugte et begreb som ”virkelighed” eller ”dannelse”; det var Meister Eckhart (død cirka 1328).
På samme måde følger Schauser ændringer i vores opførsel, som når han peger på, at vi først begyndte at smile på portrætter omkring 1700.
I renæssancen får vi opfattelsen af, at vi er herskere over naturen, i oplysningstiden rykker vi tættere på den, og i romantikken får vi sansen for det trip, følelserne kan give os, når vi bliver rigtigt ramt og forstår selv at spille med.
I dag, siger Schauser, er vi så endt i den situation, at vi har indset, at vi nok er naturens herrer, for vi kan ødelægge den, men vi er ikke naturens herskere, for vi kan ikke tvinge naturen til igen at blive rask.
Og samtidig er vi mentalt kommet længere og længere ind i en blindgyde: ”Vi fortolker slet og ret alt som et personligt udtryk i dag… Ethvert forsøg på regulering af vores helt almindelige adfærd med eller uden motiver vil derfor blive tolket som et indgreb i vores ytringsfrihed… Moderne mennesker har lige så stille udvidet deres lovfæstede ret til ærlig snak med en psykologisk orienteret og måske lidt barnlig ret til andres respekt. Vi vil ikke kun tale frit længere. Vi vil også høres.”
Så er det en nærliggende risiko, at vores trang til selvrealisering og selvfølelse forhindrer os i at bære de afsavn, en klima-genopretning måske kræver.
Dette er en bog, der enten irriterer eller glæder læseren. Schauser skriver bredt, går ud ad mange tangenter, antyder idéer, er indimellem indforstået eller lidt ironisk, man er tit forvirret over, hvor tankegangen leder hen og indser det ikke altid; der er ingen noter eller litteraturliste, stilen kan nogle steder virke opremsende, nogle formuleringer er næsten brandere (”Hvorfor skal netop vi tage klodens kvaler på vores iskappe?”), og selvom Schauser det meste af tiden holder sig inden for grænserne af sin viden, må en fagligt skarpere dommer nogle gange dømme overtrådt.
Men samtidig er Søren Schauser altså et charmerende bekendtskab. Hans viden er virkelig alsidig, bogen har også mange fine formuleringer og spændende informationer, som man ikke sådan lige får andre steder. Jeg tror, han ville være fint selskab en aften foran kaminilden, og det er sådan en lun stue med levende ild og en varm fortæller, der har let til smil og latter, man her bliver inviteret ind i.