Man kan skrive en roman på mange måder. Man kan have en klar plan for, hvor man vil hen fra begyndelsen, et mål, man vil nå. Man kan, som jeg oplever Erlend Loe gjorde i sin seneste roman, arbejde ud fra en idé, som man så skriver igennem fra ende til anden. Man kan også arbejde mere søgende, lade skriften selv danne mønstre og bevægelsen vise sig undervejs. I det sidste tilfælde kan romanen komme mere bag på en selv, man vil ikke kende dens slutning, når man lægger fra kaj.
Vigdis Hjorths nye roman, ”Lærerindens sang”, hører til i den mere programmatiske afdeling. Her har forfatteren villet undersøge, hvad der sker, når en persons selvfortælling mødes og forvrænges i en grad, så alt, hvad hun har sagt og gjort, pludselig tegner et billede af en person, hun ikke kan kende.
En gennemgående metafor i romanen er to dyrebilleder, anden og kaninen (i romanen en hare), som refererer til en radering fra 1892, hvor man fra den ene side ser et andehoved med næb, mens det fra den anden side viser et kaninhoved med øre. Du kan ikke se begge dyr på én gang, din hjerne kan ikke rumme begge billeder, det ene billede vil udviske det andet. Filosoffen Wittgenstein brugte billedet i sine ”Filosofiske undersøgelser”, hvor han taler om forskellen på ”Se at” og ”se som”. Når man ser, at det er en kanin, så fortolker man ikke, man rapporterer det, man sprogligt har lært – billedet er en kanin. Men når man så opdager det andet billede og ”ser som”, er fortolkningen og dermed usikkerheden på verden sat ind. Forenklet sagt vil man se, at verden også forandrer sig, alt efter hvilken optik man har på den.
Hovedpersonen i ”Lærerinden” er en 54-årig lærerinde, hun hedder Lotte Bøk og er lærer på Kunsthøgskolen ved Oslo, som Hjorth også selv har undervist på. Her underviser hun unge førsteårsstuderende på skuespillerlinjen.
Dette semester er det Brecht, hun gennemgår, og hendes undervisning er så brændende engageret og animeret, så man, hvis man bare én gang har set Vigdis Hjorth selv optræde, næsten ikke kan undgå at se hende for sig. Lærerinden vil, som i ”Døde poeters klub”, vække sine elever, der mestendels tilbringer tiden i halvsovende tilstand. Hun har den bedste intention, men er hun i virkeligheden manipulerende, og giver hun dybest set sine studerende plads til selv at komme frem til noget?
Tilfældet vil, at hun bliver opsøgt af en 33-årig mandlig kunststuderende, Tage Bast. Han er ved at tage afgang, og som projekt vil han følge forskellige undervisere både i undervisningssituation og hjemme. Hans tese er, at der må være stærke sammenhænge mellem liv og undervisning. Lotte Bøk siger tøvende ja, og inden længe er hun i intensiv kontakt med Tage Bast. Men hvad sker der, når man inviterer et analytisk blik med ind i sit liv? Er man bare sig selv, hvad det så end betyder, eller begynder man at performe den person, man gerne vil være? Og hvad sker der, når den, der har kameraet/blikket/magten, er en yngre attraktiv mand og man selv en enlig kvinde, kan man lade være med at gøre sig til for kameraet?
Tankerne kører rundt i Lotte Bøks hoved, for ligesom andre karakterer i Hjorths forfatterskab er hun en karakter i evig selvrefleksion. Der er mange sjove og genkendelige situationer, bare hendes tanker om, hvordan kameraet vil kunne fortolke det levede liv i hendes hjem, får læseren til at tænke på, hvordan man selv har det, når man lukker andre blikke ind i det private, hvilke tanker man uafladeligt gør sig.
Jeg skal ikke røbe, hvad der sker, blot at situationen på mange måder kommer langt uden for Bøks ”comfort-zone”. Det viser sig, at den kunstner, hun ganske tillidsfuldt har inviteret ind i sin verden, har en anden og langt mere kynsisk dagsorden, end hun overhovedet havde forestillet sig. For kameraet, eller blikket, er ikke uskyldigt. Man kan se en and eller en hare, og Tage Bast har set sit dyr.
”Lærerinden” er en noget monoman læseoplevelse, der også har inkluderet noget, der minder om små undervisningsoplæg til Brechts skuespil, hvilket får den til at virke lidt for hurtigt bunket sammen. Men romanen er også tankevækkende og en oplagt bog til enhver, der arbejder med at undervise eller lære fra sig, fordi den indædt og kværnende vender og drejer problematikkerne omkring magt, fremtræden og fortolkning. Når man kender hele balladen omkring Vigdis Hjorts mere eller mindre autobiografiske roman, ”Arv og miljø” (2016), der handlede om en dysfunktionel familie, der blandt andet rummede en fars overgreb mod en datter, som alle andre i familien valgte ikke at ville se, og som efterfølgende fik søsteren til at skrive en helt anden fortælling om samme familie, så forstår man også, hvad det er, Hjorth på sin vis faktisk underviser i gennem sin roman. Der ligger temmelig meget smerte og også modig selvudlevering i ”Lærerinden”, som der altid gør i Hjorths forfatterskab.