Danmark blev et rigt land i 1700-tallet, skønt det kun var en beskeden elite, der virkelig blev forgyldt. Det var fredelige tider; Danmark holdt sig uden for større krige, men profiterede langt hen ad vejen af andre landes indbyrdes stridigheder.
Ofte er der fokuseret på trekantshandelen fra København til Vestafrika og videre til Vestindien med lasten af slaver. Skibene returnerede med sukker og rom. Der var dog også en anden og nok så vigtig handel, nemlig i Kina. Her oprettede det danske Asiatisk Kompagni i lighed med andre europæiske lande en handelsloge ved floden uden for Canton. Det var et kompagni, der var reguleret af den kongelige oktroj. Ingen andre end kompagniets skibe måtte drive handel i Kina – eller øst for Kapstaden.
Benjamin Asmussen har skrevet en bog, der er løbende i sin fremstilling og dog fuld af detaljer. Dertil er den godt disponeret. Han fortæller om hele mekanikken i handelen. Hvordan man udrustede et skib, hvem der var de handelsfaglige kapaciteter om bord, hvem der var partnerne i Kina. Hvad gjorde man, når man anløb havnen ved Perlefloden neden for Canton? Man forstår, hvor velorganiseret handelen var, fordi begge parter var interesserede i den. For kaptajnerne, der kunne føre eget gods, for kompagniet i København – og for kineserne, der tjente styrtende på handelen med Europa. I modsætning til markedet i Indien var der ikke meget, kineserne ønskede at købe i Vesten, så europæerne måtte betale i klingende sølvmønt. Sydamerikas rigdomme gled af sted til Kina for at mætte europæernes trang til luksus. For at ændre på balancen fik englænderne idéen at købe billigt opium i Indien og bytte det på det kinesiske marked, hvor folk nu blev afhængige af dette rusmiddel. Så sparede man jo på sølvmønterne, og profitten maksimeredes.
I bogen følger vi skibene, fregatterne bestykket med kanoner, så de kunne beskytte sig mod pirater og opbringning. Vi følger direktionsmedlemmerne, kaptajnerne, supercargoerne, der havde ansvar for lasten og handelen – og vi føres også ind i den kinesiske parts verden. Vi møder skæbner, lykkelige fortællinger, tragedier og overraskelser på rejserne, for vi er også med på dækket blandt de menige søfolk, i kabyssen, vi hører om de mange dyr ombord. Både dem, der skal tjene som føde for matroserne og officererne – og dem, der skal sælges, herunder kinesiske fisk!
Bogen er en lang fortælling som står solidt på de kilder, der er, og på de fortolkninger af kilderne, som handels- og søfartshistorikere fornemt har leveret. Asmussen forfølger kompagniets skæbne efter den amerikanske uafhængighedskrig, Napoleonskrigene, statsbankerotten i 1813, hvorefter der er tale om en gradvis afvikling, fordi handelen efterhånden bliver givet fri, så andre, private, kan søge lykke på kinakysten. Til gengæld er kilderne her overordentlig gode – og det gør, at bogen, trods nogle gentagelser hen mod slutningen, holder sig flydende, i bevægelse med nye fortællinger lige til det sidste.
Meget af stoffet er selvsagt kendt, men det er forfatteren, der her suverænt formår at skabe en historie, der lever, griber, interesserer – ved sikkert at skifte mellem aktører, pludselige hændelser, de faste rutiner, det politiske og økonomiske – for ikke at glemme den rolle, den reformerte kirke i København hele vejen igennem spillede som en art loge for de succesfulde kapitalister. En læseoplevelse af de gode.
Man kan så overveje, om faktaopslagene på hidsigt lilla papir og i en forvirrende og uklar opsætning ikke er overflødige. De afbryder efter min mening læsningen for meget, men det er jo et anliggende for forlag og bogtilrettelæggere. Man kan dog blot springe dem over og skimme dem til sidst.