Det er en fast tradition, at en ny bibeloversættelse fører til diskussioner, og man kan også sagtens finde ting at hidse sig op over i den udgave, der nu ligger klar fra Bibelselskabets hånd.
Først vil jeg dog anerkende den enorme indsats, der er gjort for at inddrage flere i Bibelens uforlignelige univers, for den store bog er i denne nye udgave nemmere at læse. Ingen tvivl om det.
Spørgsmålet er bare, om der går for meget tabt i processen, hvilket er tilfældet nogle steder, mens andre ændringer faktisk beriger. Det sidste først. I Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente findes en smuk afsluttende passage, hvor læseren opfordres til at huske på, hvem der har skabt alt, og teksten er her oversat med en poetisk og gentaget brug af ordet ”husk”, der virkelig klæder budskabet.
Samtidig er den berømte tomhed, som nævnes gennem hele Prædikerens Bog, blevet til ”flygtighed”, hvilket kan forsvares i forhold til den hebraiske tekst, mens det tilmed forsyner bogen med en lidt mere åben tone. Også store dele af den kulørte fortælling om Kong David fungerer i en mere ligefrem oversættelse, hvor David for eksempel til Urias siger ”gå nu bare hjem og få dig et bad” i stedet for at sige ”vask støvet af dine fødder”.
Den nye oversættelse er naturligvis en del kedeligere, men man undgår, at den moderne læser bremses i undren, og de steder, hvor oversættelsen ikke rummer store teologiske problemer, lever man med, at sproget ofte bliver fladere. Dette er jo præmissen, når man overhovedet ønsker at pille ved Bibelens tekst.
Til gengæld er der ord og begreber, der ikke holder til det, og helt galt går det med saligheden, synden og pagten. Det skærer én i hjertet at læse saligprisningerne i Matthæusevangeliet, hvor ”salige er de…” er blevet til ”I er heldige, hvis…”, og vi havde diskussionen allerede i 2012, da ”Den nye aftale” udkom – den oversættelse af Det Nye Testamente, der her er blevet revideret.
Heldig er man, når man vinder i lotto, og salig er man, når man hviler i troen på Guds vilje. Saligheden vinder intet ved at blive oversat, og det gør syndigheden heller ikke, hvilket vi lærer i Første Mosebog, hvor Kain her i den nye version efter drabet på Abel af Herren får at vide, at han skal være stærkere end det onde. I den autoriserede udgave befales han at herske over synden, og den store forskel er, at ordet synd beskriver det, som Kain efter syndefaldet selv bærer på, mens det onde nemmere kan forstås som noget, man ikke nødvendigvis selv rummer. Ikke mindst i et moderne menneskesyn.
Synd er et så centralt kristent begreb, at det ikke bør udvandes, og spørgsmålet er, om man i bogens indledning burde have forklaret betydningen af visse uomgængelige ord og årsagen til, at de ikke kan ændres. Det virker heller ikke at skifte ordet ”pagt” ud med ordet ”aftale” og kalde pagtens ark for ”kisten med den hellige aftale”. En aftale er noget verdsligt i forbindelse med handel eller politik eller sågar en legeaftale mellem to børn. En pagt er et skæbneforhold, der ikke kan brydes uden store konsekvenser, og dybden går simpelthen tabt. Et mindre storladent sprog kan føre til for små og fattige forestillinger, og man kan ikke under læsningen lade være med at bekymres for, om et mere tæmmet og tilpasset sprog i længden kan resultere i et for snævert rum i den enkeltes bevidsthed, når man gør sig tanker om, hvem Gud er.
Og så er der endelig de oversættelser, der virker sært overflødige. ”Frygt ikke!” er et ikonisk bibelsk udtryk, som alle kan forstå, og alligevel er englens ord til hyrderne i Lukas’ juleevangelium blevet til: ”I skal ikke være bange.” Her er det pædagogen, der trøster, og ikke det himmelske sendebud, der taler, og ærgerligt er det også, at ordlyden er ændret i det fjerde bud i Anden Mosebog, hvor man nu ikke længere skal ”ære” sin far og sin mor, men blot ”respektere” dem. Igen mister teksten alvor, uden at man vinder noget væsentligt, og man får en lille mistanke om, at nogle ændringer i denne 2020-udgave er sket mere af princip end af nødvendighed.
Ikke desto mindre er det et stort og imponerende arbejde, Bibelselskabet har gjort, med en klar bestræbelse på at gøre Bibelen indbydende og læsevenlig som en lang roman. Det er i bund og grund en smuk mission, for det er afgørende vigtigt at vinde nye læsere. Men det er også vigtigt i forbindelse med enhver ændring af den bibelske tekst at blive ved med at råbe højt angående den teologiske dybde, der samtidig går tabt. Det er hermed gjort.8